»Hvad om nu dette blev din sidste Vaar, du Taabe,
hvor var den Frydesang, du skylder dette Liv?
Hver lille Fugl, hvis Bryst paany har lært at haabe,
kan fløjte, kvidre højt, i Lyst, i Elskovskiv,
men du? Kan Himlens Sol og Jordens Dronningkaabe,
fordi din Eksistens er haabløs Tidsfordriv,
ej lokke blot en Lyd fra dine bedske Læber?
Er du blandt dem, som stumt kan Vaarens Faner se,
som koldt hver Efterklang af andres Fester dræber,
fordi de aldrig mer kan lyst og muntert le?« -
Formastelig jeg gaar og aabner mine Kæber
til Gaben kun og Spot! Et Under maa der ske!
Sigt paa mig, gyldne Sol, med guddomssikre Pile!
Du Sangens Gud, min Gud! Jeg raaber af min Nød!
Fra Hjertets Vinternat, hvor ingen glad kan smile,
jeg raaber til dig, Sol! Opvæk mig af min Død!

Et Under maa der ske - og se, der sker et Under!
Jeg møder den, hvis Fryd min egen Fryd begrunder!

Soldrukne Pigelil med Øjne dybt beruste,
du foraarsgale Barn med flammerøde Haar!
Hos dig jeg blev ej mer den golde, vinterknuste,
den mørkekvalte Mand, hvis Tavshed Glæden slaar,
hvis Ord er lig en Frost fra Tinder stormomsuste,
hvis Tanker pisker ned hver Mark, hvor Spirer staar ...
Hos dig, belyst af dig, min Stivnethed bortsmelter:
Jeg smelter langsomt kun, jeg smelter som en Bræ.
Snart kælver jeg, mintro! Snart mod de varme Bælter
kan mine Drømme ses at drive bort i Læ.
Og han, som raaber: »Is!« naar mine Slotte vælter,

han ser kun deres Glans, men ikke dine Knæ!
Han aner ej, den Ulk paa Fart mod Nordens Havne,
at just hans Datters Glød har skabt den Foraarsdrøm,
der, haard og kold endnu, skal snart som Taage favne
mit Skib, der stævner ud mod Elskovs varme Strøm!

I Taagen kæntrer det - vi driver til en Ø,
en Ø med Fuglesang i Skønheds vinblaa Sø!

Tom Smidth