I denne Tid, hvor nyt og nyest kappes
i frejdig Vækst omkring en skøn Ruin,
hvor Viljen til humane Sæder slappes,
hvor Øksens Hug og Savens hvasse Hvin
bestandig høres, og hvor Saften tappes
af ædelbaarne Trær, mens Hobens Grin
i Skyggen frækt bereder sig paa Solen,
mens Grovheds Dæmon giver Dagsparolen;

ja, midt i denne Tid, hvis Piller knager,
hvis Sikkerhed er tabt, hvis Tegn er Splid,
hvis Maal er taageskjult, i Drift hver Vager,
hvortil i Havsnød trygt man satte Lid,
i denne Tid, hvor intet mig behager
af Kunst og Videnskab, af Samfundsid,
jeg vender mig til dig med stille Hyldest:
blandt halve var du hel, du gjorde Fyldest!

I Sjælens Mindekrog, hvor Naget gnaver,
og Træthed breder ud sit Sløvsinds Nat,
i disse stille, høstligt gule Haver
jeg har blandt Nælder dog et Alter sat,
hvorhen jeg skjult kan bringe mine Gaver:
jeg kommer frygtsomt og forsvinder brat;
ved Offerflammen, som paa Stenen brænder,
et flygtigt Nu jeg varmer mine Hænder.

Og medens Flammen spejles i mit Øje,
min Tanke gaar til dig, som selv er Ild:
for blot et Aandepust kan du dig bøje
og vokse til et Baal, er Natten vild,
du stiger som en Søjle mod det høje,
du straaler som en Elskovsstjerne mild,
du spruder Gnister, synger, knitrer, bruser,
du skinner som en Drøm og os beruser!

Oh, hundred Kvinder samlet i én Kvinde,
og hver et mandigt Hjertes Attraa værd!
Som Proteus vil jeg hundred Former finde,
hvori min Sjæl kan følge Kunstens Færd:
Viola, se, som Hertug vil jeg binde

et Net af sød Musik og Aftenskær;
og Celia, din Oliver forvoven
sig fluks begiver til Ardennerskoven.

Et sælsomt Eventyr ham der forvirrer:
han søger Celia, men finder Puk!
Hvad er det for en Skov, hvor Kaarder klirrer,
og Natten er som fyldt med Elskovssuk?
En Alfeflok i Maaneskinnet svirrer,
et Horn ... et Kvindeskrig ... og Kildens Kluk ...
Og just som intet mer den arme fatter,
saa trodsigt-vild, saa spotsk en Troldelatter!

Men Puk har Ret! Hvorfor i Shakespeares Lunde
dig følge, naar dit dybe Kunstnersind
kan finde natlig Vej ad lukte Sunde
til helt moderne Kvindehjerter ind?
Neurosernes Mystik du kan begrunde
og sprede Lys, hvor Digteren var blind,
men hvor han ser, hans Ord en Klang du vier,
der toner som Sibyllens Profetier.

Dit Væsenspræg kan aldrig bort man skrabe:
glødhærdet Klogskab, ædelt Maadehold!
Din stærke Sympati kan ej du tabe,
den strømmer mod os, lader ingen kold!

Hvad Stof man end dig bød, har for at skabe

du mod Naturen aldrig øvet Vold,
men - hvem kan din Forvandlingsevne glemme
og denne Farveskiften i din Stemme?

Hør, hvilken Styrke blot i graadkvalt Hvisken,
og hvilken Svaghed røbet ved et Skrig!
En gnistrød Ilterhed i Kys og Tisken,
men tørre Taarer, ak, ved Elskovs Lig!
En lynsnar Overgang fra Graad til Smisken,
en ræddelig Erfarenhed i Svig!
En Charme, som forlokker, men som truer,
en farlig Tavshed, fuld af sorte Luer!

Kun hvis du tolker streng, retfærdig Harme,
du lyner som et blankt og slebet Sværd,
men vil du naaderig dig mildt forbarme,
men glemmer selv din Mildhed for et Skær,
som Elskerindens moderlige Arme
udstraaler til Bevis paa himmelsk Værd,
et Skær, som om din Sjæls Ekstase gød sig
langs Arm og Haand mod ham, der blindt forbrød sig.

Forpint og bøjet, knuget har jeg set dig,
fortabt som en, hvem Furierne jog,
til Mord og Last har Drømmens Aand forledt dig,
og lydig frem til Helvedsvælg du drog,
hvor Hyl og Tænders Gnidsel var beredt dig,
og tavse Kvalers Flammesvøber slog,
du blev dig selv en Gaade, Vanvid smilte
som Blomster paa den Grav, hvor Hjertet hvilte.

La grande dame! Pragt og Elegance!
Konversation, et let og muntert Vid!
Beregning af den sidste, store Chance,
Kabaler, Børsspil, det mondæne Slid:
Du magter det! Man falder helt i Trance,
men vækkes af et hastigt Slangebid;
en snogeglat Replik, en sagte Hvislen,
et overrasket Gisp - en Latterrislen!

Du drog os til det høje, til det lave,
ad alle Aandens Floder blev vi ført,
Kraft har du til den stærke Strøm at ave
og tolke Bruset, som dens Bred har hørt,
Magt ogsaa til at hæve gylden Gave
fra Dybet, hvor den hviler mulmomslørt,
af alle Rigers Rigdom har du hentet
de Skatte, som vor Vikingsjæl har ventet!

Der gives knap det Land, hvis Kvindehjerter
du ikke lever med og lever i!
Man aabne hvilken Dør man vil - du er der!
Har hjemme dèr! Har Bolig - Hule - Hi -
har fundet frem, har tændt paa Forhaand Kærter,
har skabt dig om ... Din skønne Fantasi,
der svæver lig en Flyver over Grænser,
naar frem til Maalet og kun Maalet ænser!

Saa tag min Tak for hvert et aandigt Møde,
ja, mer endnu: for hver en Mindestund,
utallige, som evned at forsøde
min Slentren gennem Eftertankens Lund.
Ved Foraar, naar jeg just blandt Løv, som døde,
fandt spædt og nyfødt Liv i Skovens Bund,
var du et gyldent Solstrejf mellem Stammer,
ved hvis Berøring selv det Visne flammer!

Ved Sommer ofte dronningslank og frodig
du skred imod mig, klædt i Rosendragt,
du kom alene, kom saa rank og modig,
i Gruset slæbte tung din Silkepragt ...
Hvorhen? Hvorhen? - Tit var din Læbe blodig ...
Var det af Kys? Af Angst? Af bedsk Foragt? -
Som Kvinder, der forsmaar al Ynk og Trøsten,
en Sommer selv, du stolt skred frem mod Høsten.

Ved Efteraar jeg saa din Pandes Klarhed,
din Glød var blevet Lys, din Blomstring Frugt;
din Haand og Fod var fuld af nænsom Varhed,
dit Blik erkendte Livets Lov og Tugt;
i broget Skrud mod mørk og isnet Barhed
du sejrrigt-rolig vandred blidt og smukt
som den, hvis Viden udmaalt har sin Bane
igennem Mulmet frem til det humane.

Og mens du, fulgt af Vinterens Fantomer,
Liv af dit Liv og næret af din Sjæl,
i Natten gik, jeg vantro som en Romer
med Undren saa det spire bag din Hæl:
Vaar blev det langs din Vej mod Lysets Dômer,
før Skaren svandt bag Frostens Mærkepæl ...
Jeg sænked ydmygt ned min røde Fakkel
og tilbad Kunstens frelsende Mirakel!

Tom Smidth