Hundsk er mit Liv, og jeg hinker i halvvaagen Rus gennem Snesjap,
gumlende haansk paa en haard, grønskimlet, krum Skive Brød.
Kummerfuld gaar jeg paa Fødder, som smerter; jeg bander min Stortaa:
Hu, hvor den brænder som Ild! .... Bundløs, papirforet Sko!
Ude fra Postgaarden (Pyt! Fik jeg Penge? Nejgu' var det omvendt!
Svagt var det Haab, der blev slukt, Haab om et spædt Honorar!)
halter jeg, knurrende vildt mod min Armod, ad Tivolis Fortov,
vender med ét mig derfra, skraar over Gaden i Trods:
Dér er min Hjælper i Nøden, som hyppigt har lønnet min Tillid:
Stortrolden oppe fra Nord, bosat nu fast i vor Stad.
Sort er den Satan i Sjælen, men lige saa listig som lysræd,
hvastandet, snu Kannibal, Bror til den stinkende Nat,
Stifinder gennem den skumle, forpestede Jungle til Storby,
hvor han med snigende Skridt lister sig ud paa sin Jagt.
»Naa, har du Færten af noget, erfarne, forhærdede Skovtrold?
Lusker du dig til et Rov? Lugter du Menneskeblod?«
Da - men vil nogen mon tro det? - da basker hans Hale af Ulyst,
Istappen, hvormed koket Dusken er smykt, falder af,
Sneen imellem hans Horn glider ned, mens med Snøften hans Braktud
arrigt fortrækker sig, vredt svarer mig Trolden paa Norsk
(dette forskaanes man for, da min Læser vel ikke kan Landsmaal):
»Gid du paa Nordkap sad! Ønsker du stort Interview?
Ikke? - Naa, det var vel godt! Skønt et gammelt og prøvet Bekendtskab
tjener man villigt, saafremt Kravet ej spændes for højt ...«
»Hvor hører Venskabet op? Ved et Laan i din Visdoms Kloakbrønd?
Nævn mig en Vej til Gevinst, er den end nok saa beskidt!«
»Gerne,« han svarer med Prusten, »men gør mig blot ikke til Spy-Sten
groft for din unge Foragt, hvis du forkaster mit Raad:
Sandheden dyrke du bør, men en Sandhed, som stedes i Misgunst:
"Sandheden om Frøken F." -"Hvem er Hr. P., og Hr. Q?«
God Betaling man faar - og betales der ikke, saa udgiv ...
Udgiv! Saa skal du se, Pengene strømmer sgu til!
Ho! Det behager dig ilde? - Saa vælg det politiske Skandskrift!
Herlig Forretning! Til det finder du let en Avis:
"Forsvarsministeren købt!" - "Bliver Statministeriet blegrødt?"
Denslags er netop en Smaus baade for Stad og Provins!
Ikke? Du ryster paa Ho'det. - Hvor heldigt, at just jeg er oplagt:
Her er en skæmtsom Idé: Kære, bliv Antifascist!
Skriv i Regeringsorganet, og lad dig betale for Rettro!
Rettro minder mig om: Skriv om lidt Religion!
Her er vi vist ved en Vare, som altid vil vise sig salgbar:
'"Malker du, før du har bedt?" - "Andagt ved Bøffer med Løg."
Pokker, saa kræsen en Herre! Jeg føler mig sandelig udtømt ...
Hov, der er ét, jeg har glemt: Slaa dig paa Pornografi!
Hvert af de Raad, som du hørte, vil føre dig lige til Velstand,
gode, forstandige Raad ... Hvad kan jeg byde dig mer?
Men - vil du følge dem? Kan du? Se, det er det pinlige Spørgsmaal:
Kan du den ædleste Kunst? Flaar du din Mand elegant?
Leg som en Toreador, og forskriv dig til Tiden med Blodskrift!
Helst dog med Oksernes Blod, eget kan blive for dyrt ...«
Trættet jeg vender mit Øre fra denne fortærskede Troldsnak,
gider knapt vinke Farvel, skraar over Gaden igen.
Enten maa Mennesker alle dog rumme forbløffende Troldsind,
eller af Menneskesind blev depraveret min Trold.
Skuffet jeg gaar og forbitret, jeg føler mig selv som et Hulrum,
hvori min Sorg er kogt ind lige til klistret Gelé
Intet kan hjælpe mig, intet! Selv Sorgen har mistet sin Svingkraft!
Dump og fortabt er min Kval, Døden staar stille paa Lur ...
Sælsomt! Mens blindthen jeg slentrer fra Mørket og ind i en Lyskreds
hen ad den graa Boulevard, rammer Forventning med ét,
varslende, tung af forgangent, mit Hjerte og vækker det skrækfylt:
»Vogt dig, et Møde vil snart knuge din ængstede Sjæl!
Her er en Aandernes Vej, og du selv, som du staar ved en Afgrund,
anses for moden dertil: Hades har aabnet sin Port!«
Atter i Tvelys jeg halter, men fjernt gennem Parken en Sølvglans
glider i Skumringen frem. Langsomt, med flakkende Rand,
nærmer den sig mellem Trær ad en Gang fra den dunstfyldte Voldgrav:
Glansen er Lys af en Aand, Aanden har Form af en Mand.
Medens jeg isnet maa standse, passerer stilfærdig og tvangløs
tværs gennem Gitret han ud, lige forbi mig og bort.
Wivel, min Dansklærer, var det! Hans Blikke mig fyldte med Vemod ...
Ak, da jeg modtog hans Brev, var det alt blevet posthumt!
Advaret har han i Live, han advared efter sin Bortgang:
»Dyrk ikke Filologi - lov mig det! Sky frem for alt
Digterens Bane, min Dreng! Den er Vejen til Armod og Vanvid!
Se dig paa mig kun i Spejl, før du vil tænke paa sligt!
Hunsk er mit Liv, og jeg martres i Trældom og misted min Adkomst
selv til som tørstig Adept én Gang at læske mit Svælg
dybt i de rindende Kilder og Kunstens forfriskende Vandspring:
Livet for mig er en Ørk, fuld af en djævelsk Tortur!«
Bødlerne, ve! det var os, og vi pinte ham indtil hans Dødsdag ...
Roser blev lagt paa hans Grav ... Laurbær blev lagt paa hans Grav ...
Silde, for silde! ... Og ogsaa for mig er det blevet for sent nu!
Derom bar Blikket mig Bud, tungt af miskundelig Ynk!
Valget er truffet - min Lod er som hans til min ensomme Dødsstund.
Alt, hvad jeg ønsker, er blot Aandskraft og Taalmod som hans.
Vær da for Livsresten hilset, hav Tak for det styrkende Gensyn!
Trygge vi mødes engang hinsides Porten af Mulm!

Tom Smidth