Alle, som higer i Feber mod Kærligheds tindrende Vaarbrud,
Ungdoms henrivende Rus, Uro, Forblindelse, Tvivl,
alle, som stirrer mod Maanen fra Randen af Lysternes Afgrund,
raader jeg, er af Ræson blot der bevaret en Gnist,
(Herligt det visselig føles at præke for Elskernes Flertal!):
Sult, men køb Kjoler og Sko! Tørst, men byd Eva til Fest!
Spørger mig nogen, hvorfor, vil jeg svare: »Min kære Hr. Grønspæt!
Se kun paa Nutidens Liv, snart vil De give mig Ret!
Alle de Kvinder, som øder en Ungdom paa kedeligt Dagværk,
slider for ét, og kun ét: Penge til Klæder og Fest!
Hjem og Forældre forsømmes, og Manden kan anses for hjemløs,
Barnet forlades ... (Men nej! Børn har de slet ikke mer'!),
hvis der ved Tilfældets Gunst blot viser sig ringeste Udsigt
netop til Skilten med Pynt, Nyden af Skønhed og Magt.
Altsaa bør sikkert en Mand, naar han frita'r en Kvinde for Arbejd,
glemme sit Elskovsbegær, tænke paa Klæder og Fest.«
Lydia blev, det bør indrømmes, ikke saa lidt af et Særsyn:
elsket, og Dagen derpaa fuldt ekviperet med Tøj,
hvilket dog ikke forhindred, at Damen, da først hun var paaklædt,
pudret og saá sig i Spejl, straks blev forhippet paa Fest.
Derom til Slut; vi begynder med Køb af den dejliges Udstyr:
Klokken var henimod tolv, Lydia blunded endnu,
blunded, kun iført sin Skønhed og hyllet i tilsodet Natdragt,
dengang jeg rejste mig op, gik til min Bordtelefon.
Skiven jeg drejed ... »Central!« Hvorpaa sagte jeg Numeret opgav.
... »Strøgmagasinet« ... »Hallo! Send mig elskværdigst pr. Bud
følgende« ... Gud sig forbarme, fra Brystholder lige til Pelsværk!
Først da jeg nævnede Sko, gabede Lydia sødt.
... »Kender De Numeret, Herre?« ... »Hm - otteogtred've« Men højlydt
»Seksogtred've!« det lød henne fra Sengen i Skræk.
»Kære, hvor kan du dog tænke ...?« - »Saa storartet! Aldrig en Ligtorn ...
Kom, vil du se?« - »Om jeg vil!« - »Frøken, saa siger vi seks -
seksogtred've, javist! Og hvornaar bliver Tingene udbragt? -
Først om en Time? Naa, godt! Tak skal De have ... Farvel!«
Timen fik hurtigt vi Has paa ved morgengymnastiske Krumspring,
Lydia leged Nudist, lystig jeg legede med.
Barbenet Lydia dansed, og Valsen forførte til Kærtegn,
Kærtegn førte til ... »Hør! Næ, hvor han kimer, det Bæst!«
Halvnøgen styrted jeg ud med en Daler i højtsvungen Knythaand,
næsten beredt til at slaa ... Fem Hundred Kroner? Aha!
Saadan belastes en Konto ved Laster paa Lystningens Livsvej!
Men - tralala lalala! - Pyt, lad os danse det bort!
Langt er der endnu til Enden, og Strøgmagasinernes Feland
aabner sig ikke for en, før man er klædt comme il faut.
Hændigt blev Baandene løst, og saa snart Emballagen var udbredt,
skreg hun af kildrende Fryd: Kvinden bestaar, som bekendt,
nok af Skelet og af Kød, jamen, Skallen er vigtigst for Skaldyr ...
Værsgo! Her var en Skal! Lydia jubled af Fryd.
Dernæst hun tyngedes ned af en saglig Alvorligheds Magtbud,
sukked og bad om et Spejl, bad mig om venligst at gaa,
hvorpaa, formodentlig, frem for sit Alter hun trined og tilbad;
vist er, at Klokken blev to, førend hun meldte: »Parat!«
»Broholm!« ... »Tjener!« ... Man indtog en lille, men kærkommen Frokost.
Derpaa med Bussen afsted! Skumplen og Vuggen og Stød!
»Ha! Det er naaet! Se her! Nu drej dig for Lydia, Svingdør!
Indlad en Frøken, som straks, Dame fra Hat og til Hæl,
knejser og svæver og lystent bereder sig selv til en Nærkamp ...
Ve nu hver Afdelingschef! Ekspeditricer, pas paa!«
Naadeløs kræsent hun vraged, men faldt for en slæbende, fodsid,
havgrøn Kjole, som stramt slutted fra Bryst og til Knæ ...
Underbeklædning, Korset ... Der var Lys over Silkernes Virvar,
Blink i det skinnende Lak ... Nu prøved Lydia Sko:
Haj, Krokodiller og Firben, en Vrimmel af giftige Krybdyr,
gav deres brogede Skind. (Gav de det mon som Symbol?).
Strømper ... En Taske ... Sandaler ... Den højligt barbariske Halsring ...
Mere ... Vi halsed afsted! »Pudder, Parfume, min Ven!« ...
Endelig færdig hun stod, men var snarere blottet end paaklædt,
mere forførende hvid, æggende nøgen og hed.
Munden og Øjnene vented - ja, Porerne vented - paa Dugfald ...
Smigres hun vilde, den smaa! Derfor jeg hyllede først
Damen i duftende Smiger og dernæst i guldvirket Spejlfløjl:
Saaledes langsomt vi gled ud til en brummende Bil.
Allerførst hente Billetter! Diner! Og som krydret Dessert-Ret
Dramaets Rædsler vi nød - Rædsler af Pastor Kaj Munk!
Sluttelig Dansen ... »Valencia!« ... Snart var jeg blevet saa skakmat,
sløj og fortumlet, at hvast næsten jeg banded mig selv.
Lumskelig grubled i Smug jeg paa Flugt eller skammeligt Opbrud:
Jeg havde klædt hende paa - det vilde synes mig nok!
Lydia dansed og hvirvled ... Jeg hørte som gennem en Halvdøs
skingrende, larmende Jazz, smægtende, smygende Vals.
Glimrende sover man ind under Jazzdirigenternes Taktstok ...
Dog ... mens i Drømme jeg nød Lydia, listed hun væk.
Smilende vaagned jeg op ved et særligt forfærdende Hornskrald:
Ene jeg sad, og hun kom hverken fra Flirt eller Dans!
Straks jeg forstod, hun var borte, min Ensomhed syntes mig bundløs.
Aftenavisen og Sjus var, hvad jeg havde til Trøst!
Bladet mig bragte som Nyhed, at »Danmark savner et Aandsliv!«
Gammel jeg Nyheden fandt, følte mig yderst forstemt.
Hansen Forkynderen hed, og han bragte det Hansenske Budskab:
Dybt fra sit inderste Jeg vidste Hr. Hansen Besked!
Men - ved i Hjernen at rode paa Jagt efter lysvaagent Aandsliv
glemte jeg Lydia rent ... Var hun da nærmest en Krop?
Whisky mekanisk jeg drak og bestilte mekanisk et nyt Glas ...
Ak, hvor vort jordiske Liv dog er korporligt og tomt!

Tom Smidth