Himlen er sodet og rød, og i Røgskyer fyger en Gnistregn,
Natten er blæsende kold, Pytterne bundfrossen Is.
Sprøjterne jager med Tuden forbi til det farlige Brandsted:
Ild i vort Fattigkvarter truer jo Storkøbenhavn.
Brandstiger! Hæse Signaler! Og løbende Tramp over Brosten:
Redningskorpset! Pas paa! Stigerne skyder til Vejrs!
Slangerne rettes mod Ilden, det syder i Bjælker og Træværk,
Tagsten falder til Jord, splintres mod haardere Sten.
Straks med elektriske Sole belyser man Strædet, og Sollys
kender ved Dag man vel knapt her i det stinkende Hul.
Opløbet spredes. Der kommer en Udrykningsvogn med sit Mandskab,
Raabene lyder: »Passér! Gaden skal ryddes for Folk!«
To Detektiver ... (Jasaa! Vil man antage, Branden er paasat?)
Skarpøjet syner de Mænd, Kvinder og hujende Børn.
Nysgerrig staar jeg i Mængden, som trænges og puffes i Hastværk,
nogle vil presse sig frem, andre har nok og vil bort.
Just som jeg selv vil afsted, er der Trutten af nye Signalhorn:
Hvad? Ambulancen? Og se: hvem er den kvæstede Mand?
Stakkel En Brandlidt? Ak! Baade saaret, forgræmmet og halvkvalt,
dobbelt forarmet og nu samtidigt syg og forladt.
Alle vi spørger, men ingen faar Svar paa medlidende Spørgsmaal:
Navnløs køres han bort, fulgt af vor navnløse Gru.
Rystet ved Synet jeg søger fra Larmen og Lyset en Udvej,
søger den sølverne Nat, Stilhed og kvægende Frost.
Knapt har dog Hoben jeg bag mig, før midt i det flakkende Brandskær,
rap som en Alf paa sin Flugt, barlemmet, vild i sin Skræk,
stønnende, vækket af Flammer og flygtet i flagrende Natdragt
Lydia ... (Hvad er jeg gal?!) ... Lydia stormer forbi!
Lydia? Ren Fantasi! Men jeg løber dog efter mit Blændværk,
løber og kalder i Løb; haaber, forkaster mit Haab.
Puster og render afsted, og hun hører slet ikke mit Tilraab.
»Lydia!« Sælsomt Hvorhen iler hun dog i sin Frygt?
Skræmt som en Hind ved et Skud er den Lille saa sandelig vidløs!
Skamskudt blev hun dog ej ... Hercules, hør nu min Bøn!
Styrk mine Ben, og forglem, at jeg tit for en Klods har dig udskældt,
hvor du i Slotsgaarden staar, kendt af hvert cyklende Bud!
»Lydia!« Ganske forgæves! »Min Lydia!« Rungende Genlyd!
Ryggen er Lydias Ryg! Snart skal Forvisning jeg faa
Ha! Saa vær takket, o Kypris ... hun snubler ... Hvor heldigt et Uheld!
Just i det samme min Arm lægger sig om hendes Bryst.
Knap har et Skrig hendes Læber forladt, før hun midt i en graadkvalt,
ilter Protest har mig kendt: Sitren forvandles til Smil,
ak, men i Smilet er Sitren ... Og Hjertet, hvor hamrer det angstfuldt!
Her maa der handles i Hast: Pelsen omkring hende først!
Let er min Lydia - Hop! Cirka hundrede Pund i et Snuptag!
Bag os er Byen i Brand, jeg er en fræk Marodør:
Piler med Pigen i Favnen, mens Aanden som Em fra et Damprør
fuser af Svælget mig ud, ned gennem Gaden: »Hallo!
Stands da, for Pokker, Chauffør!« I et Nu har min Fange jeg anbragt.
»Kør saa!» - Adressen, javel? - »Den har desværre jeg glemt!
Kør bare, kør! De skal faa den, saa snart jeg kan huske min Bopæl ...
Lydia!« - »Kæreste Tom!« - Mer blir ikke der sagt.
Sødest er Gensynets Fryd, og de genvundne Kys Aphrodites
Guddomsgave til den, hvem hun belønner paa Jord.
Aa, jeg vilde vædde, paa Grønttorvet sælges ved Sommer af Jordbær
halvt kun saa mange, som vi skænker hinanden af Kys!
Tilmed er disse glacés og vor Taxa saa kold som et Isskab:
begge for Branden paa Flugt kommer paa Flugt dog i Brand.
Styrket saa mirakuløst min Hukommelses bremsede Springfjer
sætter sig selv i Funktion, melder mig Gade og Hus.
Snart er vi hjemme; den Lille blir straks i sin sødede Natdragt
lagt, hvor det hører sig til, naar man er saaledes klædt.
Klokken er halvgaaen ét, og jeg selv er lidt mødig af Indtryk:
Lydia mener med Smil: »Trætheden gør dig adræt!«
Armene strækker hun ud, og igennem en Bølge af Brandlugt
drager hun mig mod sin Favn, hvor jeg i Luer gaar op.
Himmel! Hvor flammer vor Ild! Og vi vaager, til Hanen ved Daggry
galer sit Kykeliky! Rød er den Hane, som gol! ...
Aa, men fra dengang er kærest af alle Parfumer mig Brandlugt,
intet mig pirrer som den, vækker og ildner min Sans!
Derfor, I Piger, som stræber at fremkalde Mændenes Elskov,
duft af den Glød, som I har, Gløden vil tænde vort Baal.

Tom Smidth