Parrene flimrer forbi, og min Hjerne vil snart gaa i Baglaas;
langsomt nipper jeg lidt, ser paa min grønne Likør.
Kedsomhed kvæler min Tanke, som savner Ideernes Lystgas,
Kvinderne fryder mit Syn, ak, men mit Hjerte blev træt.
Dæmpet en Bassaxofon fremmjaver en klagende Fox-trot,
dertil en ferm Pianist klimprer i Bas og Diskant.
Just som mit Taalmod er slut, og til Afsked jeg rejser mig harmfuld,
staar jeg som fastvokset dèr, kan ikke tro, hvad jeg ser.
Leder af Musernes Dans, dig er det da sikkert, Apollon,
hvem jeg kan takke for sligt - tag da min ydmyge Tak!
Se, hvad mig Guden har skikket, men skynd jer, det svinder saa lynsnart!
Ser I det herlige Par: Skønhed ved Sangerens Arm?!
Saadan som venligt og sirligt i Takt til et klingende Jazz-band
Claudia fører til Dans varsomt en blind Kavaler,
saadan har Gratien ledet paa Øernes tonende Strandbred
frem langs det buldrende Hav tryg den helleniske Skjald.
Saadan Thebanernes Drot i den hellige Lund ved Kolonæ
støttet af Datteren gik. Saa Belisarius fandt
Vej langs den svimlende Kløft paa den smalle, forvitrede Bjergsti,
da han fordrevet og svag søgte blandt Klipperne Ly.
O, men det skønneste Billed vi finder i Kunstnerens Ildhu:
Tummel forstyrrer ham ej, Skønheden fører ham frem.
Ret som naar Baaden med Striben i Sejlet man øjner til Bagbord
(duvende smidigt og let vugger den frem over Sø,
nærmer sig Skibet, som søger en Lods i den farlige Skærgaard),
saadan gled Claudia hen, fatted om Digterens Arm.
Ej, hvor han villigt sig rejste, han lo, paa det glatte Parketgulv
styred han sikker sin Kurs ud mod en daarende Drøm ...
Misund ham ikke! Betænk, at om Lykken saa kroner ham fuldtud,
varer dog Dansen kun kort. Stakket er Skønhedens Rus!

Tom Smidth