Besynderligt, hvor det kan gaa!
Elaborate Former
jeg ellers altid holdt mig til:
klangfulde, blide Normer!

Nu koster det mig Møje nok
at styre min Forvirring,
og nye Indtryk stormer ind
med stærk, fornyet Pirring!

Snart ser jeg dette lyse Haar
med sorte Bryn derunder,
snart kun en anden sart Profil,
som blidt i Halvlys blunder.

Snart smerter som et Knivstiks Jag
Bevidsthed om den rene,
som alting gav og intet gav,
snart er jeg helt alene.

Da dukker frem det andet Syn,
der grønt og kynisk smiler
med drilske Øjne under Bryn,
hvis Buer aldrig hviler.

Snart Varmebølger gennem mig
med Febergysen iler,
snart Ensomhed sin kolde Sky
hen over Hjertet spiler.

Og er jeg kold, jeg ønsker blot
den Ild fra sorte Øjne,
og er jeg varm, at isnes af
de kolde, grønne Løgne ...

Men allerhelst at ældes brat
ud over alle Lyster,
til Visdom eller blot til Ro,
paa gammel Klarheds Kyster!

Tom Smidth