Til Vennen Bertel paa Nørtorp Strandgaard, at afsynge staaende, mens det foregaar, paa saadan Melodi: [Noder]

Først tager man Budtz-Müller,
saa tager man hans Hus,
der vælger man en Kakkelovn
med vældig Træk og Sus.

Man sliber tavs en Økse,
gaar saa paa Stranden ud
og søger der en Plankestump
i Bølgeskvæt og Slud.

Den spalter man til Pinde,
en lang, en kort, en lang,
og passer paa sin Tommeltot
og nynner paa en Sang.

Man snupper Højrebladet
(helst et med bidsk Kronik!)
koldblodigt river man paa langs
itu hver sur Kritik.

Nu fjerner blidt man Bertel
bort fra hans gode Hjem
(den Stakkel gør en Kakkelovn
til Daarekistelem ...!)

Og eet mit Veto rammer,
men dette absolut:
Petroleum, min kække Ven,
er strengelig forbudt!

Nu kommer Højdepunktet:
en Tændstik stryges maa ...
Et Blaf! Og Døgnets værste Vaas
i Flamme ses at staa.

Man kaster det i Ovnen,
man fodrer med Papir,
man lægger korsvis Pinde paa,
dertil lidt Spaan man gi'r.

Naar dette fuldt har fænget,
(men mærk: ejheller før!)
man lukker Midterlugen i
og aabner Trækkens Dør.

Med Hast paafyldes Brænde,
af Pinde otte-ti,
og ufortøvet med et Knald
Fyrlugen stødes i.

Naar Vedet høres knitre,
(staa ret, rør ej et Lem!)
skal første Negerkompagni
mod Ilden sendes frem.

Een Skovlfuld Kul man ofrer,

ej fler! Men dennes Glød
som Grundlag er tilstrækkelig,
til Risten bliver rød!

Fyr nu, som det behager!
Om Ilden saml en Flok,
der nyder at fortælle frit
og aldrig hører nok!

Lad Ord i Stuen bruse,
lad Vinens Purpurskær
i Luestrejfet blusse op
som Glimt af røde Sværd!

Lad Ovnens Buldren drukne
i Brus af Fremtidsvejr,
Forventningsraab og Jubelskrig
fra Haabets unge Hær!

Tom Smidth