Som vordende Nat i Skumring
bor Du i min trætte Sjæl,
som Orm i en Frugt, der modnes
og snart bliver traadt under Hæl.

Hint Mulm bag, de yderste Stjærner
skal fylde mit Hjærtes Rum.
Din Guddoms isnende Gaade
skal fryse mig gammel og stum.

O Død, Dit Tempel er Aften,
med Andagt er Altet fyldt -
i Vester Dit brede Alter
af segnende Dag forgyldt.

Du bor i de hængende Roser,
som visner sig bort i Duft,
i Vinden, der falder til Hvile,
i lydløst lyttende Luft.

Tom Smidth