»Saa sagde hun ... saa sagde jeg ...
saa lo vi begge to ...
Vorherre ene véd det,
hvorfor vi stod og lo.
Jeg elsked hende siden,
hun elsked' to à tre ...
Vorherre ene véd det:
jeg har lidt for at le!«
O, du var mit eneste Livsens Behov,
og dig har jeg mistet ...
Hvad er det for Lære, hvad er det for Lov,
at leve, naar Haabet er bristet!
Der vokser vel Græs af den ildsvedne Jord,
og Løv paa en stormhærget Eg,
men adrig det Mandshjerte løves og gror,
som du har lagt øde i Leg ...
»Nødløgnens Maske,
Smilenes Aske,
Øjnenes slørede Lyst,
alt, hvad I loved'
alt, hvad I voved',
hvilende Bryst imod Bryst,
mon det forpligter
naar I dog svigter?«
Kære, hvi spørger du saa?
Dragningens Gaade,
Taarernes Naade,
var det ej Gaver at faa!?
Hvisket og nynnet,
smilet og syndet ...
Vist skal vi svare for Gud!
Hun, der har voldt det,
jeg, der beholdt det,
han, som var Skyld i vort Brud ...
Gengæld, min Søde,
den skal man møde,
trodse dens iskolde Øjne!
Elsk mig! Omfred dig!
Saml dig, bered dig!
Forgæves er skudsikre Løgne!
»Gengæld! Nej Tak, du!
ængstelig Snak, du!«
Aa, hun bespotted, belo mig! ...
Nu har vi fristet den Skæbne, vi flyede,
spildt var hver Løgn, hvortil fejge vi tyede ...
Gengæld! Nu vil du vel tro mig!
Jeg blev kun det klagende Horn i en Skov,
om I ager, saa kør kun jer Vej!
Jeg blev kun en Maage, der skriger paa Strand,
ro til paa jer' gyldne Galej!
Jeg græder maaske for »mit Guld«, jeg har mist',
klæd Bruden i Silke og Lin!
Jag Hunden, som hyler, fra Brudgommens Dør,
og æd saa, og drik saa jer' Vin!
Jeg angrer hver Sang, jeg har sunget engang,
hej, Godtfolk, man danser til Fest!
Saa drej da paa Liren! Hvad rager det jer,
at Maanen mig kalder til Gæst?!
Tom Smidth