Var Haabet for fattigt? Blev Vejen for træls?
Jeg valgte den, Venner, og Sjælen er frels.
Jeg slider mig frem gennem Søle og Blæst
mod Solen, mod Solen, der synker i Vest
jeg følger den skønneste Gud paa hans Bane
og bærer hans silkeblaa Fane.

En Sommer forlider, en Høst er os nær,
Ak, Vinterens Drøm var os alle for kær:
Vi digted en Vaar af det gyldneste Spind,
Skærsommers Konvaller og viftende Vind,
en Juli med Roser, med Dage, der døde
i Farvernes fagreste Møde.

Vi saa i vort Indre det salige Syn
af Bølger, der fraaded i solhvide Lyn,
fra Lyngaases Udsigt vi sænked os ned
til Engblomsters skjulteste Hemmelighed,
til Timianklynger, Veronicas Blaanen
og Natviols Duften mod Maanen.

Beruste af Valmuers blomstrende Gru
vi læsked ved Klinternes rødmende Blu
vort Hjerte, der selv som en segnende Blomst
er skønt i sin Sygnen, men fik sin Bekomst,
vil dufte og længes, vil visne og slænges
langs Vejen, mens Aarene strenges.

En Sommer forlider, en Høst er mig nær,
og uopfyldt Drømmen, der blev mig saa kær ...
Da rejser sig Porten til Løfternes Land
og spænder sin Bue fra Bakke til Strand,
en Længslernes Verden af Lys gennem Taarer
har hvælvet sin Drøm over Baarer.

Igennem den straaler en Eventyregn,
omfattet af Tugtelsens signede Tegn,
uvirkeligt fjern i sit Helligdagsskær,
dit Kanaan, Ridder af Himlenes Vejr,
der Skyernes Skygge blev lig i din Vanken
ad Mindernes Veje, i Tanken!

Til Hjemmet jeg drager ad Regnbuens Port,
fortryllet af Solen, af Blæsten forgjort,
til Riget, der flammer af Korn og af Lyng,
til Hedernes Gyvel og Mosernes Gyng,
til Jylland med Skove og skinnende Klitter
bag Bygernes blinkende Gitter.

Tom Smidth