Dit Tempel, o, Død, er Aften,
med Andagt er Altet fyldt,
mod Vest er dit brede Alter
af segnende Dag forgyldt.

Du bor i de hængende Roser,
som visner sig bort i Duft,
i Vinden, der falder til hvile,
i lydløs, lyttende Luft.

Som vordende Nat i Skumring
bu bor i min trætte sjæl
og fostrer de nagende Orme,
som aldrig skal trædes med Hæl --

Hint Mulm bag de yderste Stjerner
vil fylde mit Hjertes Rum,
din Guddoms isnende Gaade
skal fryse mig stiv og stum.

Tom Smidth