Det er saa rig en Verden
og dog saa trang en Sti,
hvor to skal vandre sammen
og sig til Lykken vi.

Vel mindes jeg et Solfald
og glemmer ej en Sti,
hvor Graners Orgel toned
Højsomrens Symfoni.

Der var en Duft af Harpiks,
et Spil af Guld og Grønt,
bag dybe Skyggers Porte,
og derfor dobbelt skønt.

Korn saàs i brede Bølger
hinsides Tjørn og Træ,
skjult blomstred' Hybenrosen
i Hegnets lune Læ.

Den Sti var blevet Hjemsted
for mangen luftig Drøm,
som tog sin Klang af Suset,
sin Flugt af Vindens Strøm;

dens Rhytme blev som Grenens,
som Rosens blide Nik,
den mættedes helt mystisk
med Skovens Dæmringsdrik.

Det er saa rig en Verden,
saa trang en Drømmesti,
hvor den, som før var ene,
ser Lykken gaa forbi.

Der mødtes vore Læber
saa blond en Sommerkvæld,
mens Vesperklokken ringed
bag Rugens gyldne Væld.

Vi gik i Skal Plantage,
jeg siger ikke hvor,
men den, som elsker Drømmen,
kan søge vore Spor.

Tom Smidth