Du stopper din Pibe
og fylder din Pung,
du vandrer fra Nibe,
mens Dagen er ung,
ad Vejen langs glitrende Vande.

Du Møder en herlig
Krabat, hvor du gaar;
han dufter gudsærlig
af Solskin og Vaar,
har faret saa langt over Lande.

Forfløjen en Kende?
Man siger jo saa ..
Dog, hvem kan vel nænne
paa Dyden at slaa,
mens, Fyren én stryger om Kinden?

Han fløjter og synger
i Bølgernes Takt;
hvad Sindet betynger,
det har hans Foragt:
Han sværger til Fart og Forsvinden.

Betro ham det bare,
han halser afsted;
han glemmer at svare,
men tager det med...
Hvem aner det vel, hvor kan ende?

Han kommer fra Vesten
og rider mod Øst,
han pisker paa Hesten
ved Vinter og Høst,
men traver om Vaaren kan hænde.

Send Hilsen tilbage,
mens selv du gaar frem,
han nemmer din Klage,
men bringer dit Hjem
et Pust af den levende Skønhed.

De rødmende Tjørne
han tvang med et Rusk,
han jog om et Hjørne
og kyssed en Busk,
som blomstrende skjulte sin Grønhed.

Han peb over Hede
og svang sig i Skov
i Engen hernede
han tog sig Forlov
blandt strunke og struttende Græsser.

Og hej! Over Bredning
fra Sebber til Gjøl
han hujer, den Hedning,
paa Havhestens Føl,
hvis skummende Flanker han presser.

Dog, hen imod Aften
han rider sig mat;
da taber han Kraften
og sukker: Godnat!
For træt til at drille
han færdes helt stille,
mens Solen gaar ned.

Det sagtner, det sagtner i Skovenes Sus...

Han banker paa Dør ved et skumrende Hus
og Bønderne spaar,
at Vejret bestaar,
naar indefra høres en Brummen, et Brus...
Men spørger du, hvor
paa Egnen han bor -
Ja, sig, hvad du tror !? -
Han bor hos sin Mor,
den klogeste Kone i Vindblæs!

Tom Smidth