Forunderligt der gaar mod Vaar,
mens Blodet læger onde Saar,
i Lykkens Rekonvalescens
en drømmesvanger, sval, intens
Erindring, Genlyd som af Sange
igennem Sindets Krinkelgange:
Saa færdes Kvinder i et Hus
med Nynnen og med Kjolebrus
i aabne Vindvers Duft og Sus
fra Havens tavse Solskinsrus.
Nu rinder du ... Forsvinder du?
Om hvad i Verden minder du
mit Hjerte ved din milde Sang,
du Kildeklang,
som hvisker i mit Blod?

Nu ved jeg det. Jeg ved forvist,
hvorhen du leder mig med List!
Vi flyver fra den golde Stad
til Sol og Salt i Luftens Bad,
vi flyr fra Larm og Lyst og Løgne
til Stilhed, Fred og Blomsterøjne:
Til Byen ved den brede Fjord,
til Bakker, hvor min Barndom bor ...
Der hørte jeg ved Solnedgang
i Maj, i Maj, hvor Vældet sang;
der springer den, der klinger den,
min Kilde, aah, der ringer den ...
Med klare Sølverklokker den
mig lokker hen
til Hvilen i sin Eng.

Den synger om den gamle Jord
med alt, hvad under Bakken bor,
om Mulmet i det køle Dyb,
om Biller, Orme, Kravl og Kryb,
den glitrer af den gyldne Glæde
ved frem i Dagens Lys at træde.
Om Rod og Stængel, Knop og Blad,
om Engens hele Farvelad,
om Spirernes Tilsynekomst,
om Glød og Hast og Skyden Blomst
den klukker blidt og dukker tit
Ranunklerne, der mukker lidt ...
Forsinket naar det glade Vand
den flade Strand
og svinder mellem Siv.

En Aften saa maaske du to,
der søgte Strandens Fred og Ro,
saa lyt til Strømmens muntre Nyn
og tænk ej straks paa Sorg og Synd:
Den kender deres rene Flammer,
den hører, hvad de sagte stammer ...
Monstro du selv en Kærest har,
til hvem du Blomstergaver bar?
Nuja, saa pluk af dette Flor
en Kost, betydningsfuld, ej stor,
hvis gerne her ved Stjerneskær
du gaar din smukke Terne nær.
Og har du Elskovs Fylde smagt,
dens Tryllemagt
gør Kilden dobbelt kær.

Dog, blev du ene med din Sjæl
ved Midnatstid, kan lige sæl
du høre Sagn af Evighed,
som disse blide Vande ved:
Paa Hvælvet har engang de sejlet
og Himlen her paa Jorden spejlet.
De synger, hvad de sang som Regn
de tolker Livets dunkle Tegn;
her toner i den dybe Nat
den Drøm, vi aldrig har forladt ...
Oh gaadefuld, men naadefuld
i Mørket for den vaade Muld
bestandig Livets Kilde klang:
Dens milde Sang
blev Himlen for vor Aand.

Tom Smidth