Hvad volder dette Opløb? Færdslen standser;
en Politihjelm ser jeg blinke hist;
man hører Biler bremse, Heste danser...
»Af Vejen!« ... Damehvin ... »Pas op!« og »Pst!«
Har Publikum da mistet sine Sanser?
Har just man fanget ind en Spartakist?
Her vanker ingen Skud og Næsestyver:
Nej, Folket nyder kun sin Helt, som flyver!
Med Blikket hævet, Nakken lagt tilbage
man følger Fuglens Volter med et Gys.
Selv gamle Mænd, hvis Øjne kun er svage,
betuttet stirrer op mod Himlens Lys,
mens Ungdom priser Motorvæsnets Dage
i varme Ord, som ender med et Nys;
thi Solen, som hver Helt ved Troja kender,
hvert Øje nu paa Østergade blænder.
En Digter faar til Prosa fluks Ideer,
en Journalist til Vers, en Komponist,
som flygtede fra Kone, Barn og Bleer,
nu iler hjem for inden kortest Frist
at vinde Pressens Ros: »En Kunstens Seer,
den højligt geniale Futurist«.
Han skriver »Luftens Vals«, og snarlig Dansen
kan købes af enhver hos Wilhelm Hansen.
Men Mængden er standhaftig i sin Maaben,
(Begejstring var hos Dansken sjældent vild!)
Den vise glor, hvorfor saa ikke Taaben?
At Tiden gaar med sligt, er ikke Spild.
Hver Næse staar til Vejrs, hver Mund er aaben
og alle Sjæle fyldt af hellig Ild ...
Ja, herlig, helt Pompøs er denne Stumhed:
Moderne Positur for gammel Dumhed.
Hvem sladrer mer om Gullaschpigers Myrter?
»Enhver«? »Vort Hjerte«? Aladdins Palads?
Naar denne Fyr har fløjet over Syrter,
saa pyt med lærde Mænd på Frue Plads!
Man spejder, venter ... Mon ikke han styrter?
Mon Sportens Fremskridt ikke melder Pas?
Hans Lig belønnes vist for Aandens Rejsning
ved Kistens Løvefødder og Gesvejsning.
Dog ... selv Beundring føles nok lidt blandet
ved Middagstid, naar Maven først er sløj.
En vandrer hjem til Suppen, som er vandet,
en anden til à Portas Bøf med Løg.
Vor Helt forlængst på Kløvermark er landet,
mens Rygtet gaar, Han fløj, han fløj, han fløj!...
Er Vinden god, i Morgen han placerer
i London smukt sin last af to Klaverer.
Skønt værdigt at besynges i Oktaver,
for os er denner Herres Levned endt.
Min Læser paa hans Finis jeg belaver:
Her skrives ej Roman, vær blot ej spændt!
I Harzen - ak! - den ædle man begraver,
hvor Stormen har Maskinen endevendt.
Med ét Klaver paa Ho'det, et paa Benene
han fik en saare klangfuld Død paa Stenene.
Ej mindre klangfuld blev hans Eftermæle:
Hver Lirendrejer kom hans Daad i Hu;
hver Sanger, som med hvælvet Bryst kan vræle,
til Luthens Klimpren ham besang ... O Gru!
En Filmsforfatter - lurvet, skæve Hæle -
nu vinder sine Sporer, smart og snu,
ved fire Kilometer Film og Rørelse
med indlagt Hornmusik og Versesmørelse.
Dog værst af alle Kunstens røde Klude
blev Lyrikernes Klud. O Motorpjat!
I Flyverdragt de Ulve kunde tude,
saa Maanen fast fra Himmelbuen drat.
Pegasens Prusten maa Fordærv bebude:
Den løb af Stald, skønt bovlam og med Spat.
De fik den aldrig fat; ved et Mirakel
den undslap det sataniske Spektakel.
Man fylder hele Bind med Futten, Sprutten,
med Hvæsen, med Benzin, med Tik og Klik,
med Gear og Hestekraft og Mil og Trutten,
med Løb og Tips, der passer paa en Prik.
Med Fremmedord vi faar en rædsom Rutten,
med fem Ark Vers man har en Mekanik.
Dynamo, Startsving, Rat og Karburator
er Gloser for Lyrikens Triumfator!
Hvert Skib og Tog med Bøger man belæsser
og spreder ud den uheldsvangre Pest.
Hver Klub, hvert Hjem fra Nordkap ned til Gedser
forstyrres af den larmberuste Gæst.
Til Bonden, som sin Le ved Laden hvæsser,
til Snedker, Smed og Skoma'er ved sin Læst,
i Bind af alle mulige Kulører
forhandles de af tusind Kolportører.
Hver Afkrog, som dog slap for Thespis Kærre,
mindst huser ti, der for en Motor gøs;
thi Skæbnen er usvigelig, desværre,
naar Flyverdjævlen først er sluppen løs.
Man saa en Præst, som glemte rent Vorherre,
smed Bogen væk. og harmfuld næsten fnøs:
»Ak, hellige Apoll', sig dog forbarme!
Kan slige Lyde lokkes frem af Tarme?!«
Og Præsten havde Ret: De arme Stakler,
som ikke kan faa Fred, en Bunke Sten
bør Staten gratis give dem. Mirakler
kan endnu ske, og i en Sag saa ren
vil Stene tale! Ak, thi ved Spektakler,
som skyldes Moloks Mænd, vi lider Mèn
og kan med brustne Stemmebaand ej prøve
en Motorhorns-Koncert at overdøve.
O, Gæa, gamle Jord, vor gode Moder!
Blæs Ild af dine Bor, ryd bort hin Sværm,
der summer om din Næse! Hav og Floder
vil sænke dem i Dybet. Men beskærm
det Faatal, som forstaar Naturens Noder,
som lytter til dit Hjerte! Hør dem, nærm
dem kærligt til din Mund, og hvisk dem Navne
paa alt, hvad de skal synge, se og savne!
O, lær os, du, som salig favned Himlen
og Elskov fødte, lær os Vaarens Rus!
Lad Sjælen hvirvles bort i brunstig Svimlen,
bedøvet af de svangre Vindes Brus!
Lær Hjertet i en nyfødt Verdens Vrimlen
at tabe sig og vende til sit Hus
forrykt tilbage, blændet end af Altet,
men duftberust og vildt af Bølgesaltet!
Lad Sommersol og Høstens Glød os hede,
at Frugten modnes før sit gyldne Fald!
Lad Vinternattens Stjernefrost os lede
mod Ensomhedens tyste Tempelhal;
lad al vor Fylde lære os at bede
og Lykken fremme Kærlighedens Kald;
da Hjerter smeltes kun ved Hjerters Flammen,
o, Moder, giv os Ild og Styrke! Amen.
Tom Smidth
De Duer, der fløj om min Faders Hus!
De Duer ...
De tripped som Frøkner, de nejed som Fruer,
de flagred og hæved sig, lyste som Luer,
som svævende Luer,
de Duer!
Det er mig, som hører jeg Vingernes Brus
i Drømme
som føler jeg Sensommer Solskinnet strømme,
som ser jeg bag Ruderne Frøknerne sømme,
Provinsfrøkner sømme
i Drømme!
Og alting er spundet i Stilhedens Rus!
Kun Duer ...
der hvide sig hæver til solgyldne Buer,
som flagrende Drømme, jeg drømmende skuer;
mod blaanende Himle de svæver som Luer,
de Duer, der fløj om min Faders Hus ...
De Duer! ...
Tom Smidth
Hvor Vaaren træder varligt
paa spæd, forfrossen Fod:
Alt synes hende farligt,
alt kræver hendes Mod.
Hun gaar i Sne og Mørke,
hun gaar i Frost og Is;
Sol bringer aldrig Tørke,
Tø fostrer Regn og Dis.
Alt Liv er holdt i Tømme,
al Muld er lagt i Baand;
de føler kun i Drømme
et Strejf af hendes Haand.
Hun klapper, og hun stryger,
hun lister let paa Taa,
hvor Sneen tættest fyger,
maa længst den arme staa...
Hvor Vaaren træder varsomt,
og Vintren langsomt gaar!
Hvor Glæden vokser sparsomt
i Danmarks sene Vaar!
Vi kendte, kære Moder,
en ung og vældig Gud;
hans Fjed var Brus af Floder,
og Stormen var hans Bud.
Sol var der i hans Lokker,
og Solskin var hans Dragt,
hans Røst var Klang af Klokker,
han kom med Prunk og Pragt:
Der brast, hvorhen han peged,
et Væld af Farver frem,
og Fisk og Fugle leged,
og Dyr sprang ud af Gem.
Det lo langs alle Stier,
og alle Bække sang:
Han kom som Gud og Frier,
og Hymenæer klang.
Der stod et Sus om Aase,
der gik i Skov et Brus;
nu braged Port og Laase
i Brudens rige Hus.
Hun løb ham glad i Møde
og raabte højt hans Navn,
men Jubelskriget døde
i Kysset i hans Favn.
Naar langeligt med Dag for Dag det lakker
mod Foraarstid, jeg mindes den lysende Gæst;
naar Væden driver surt i alle Bakker,
da sukker jeg i Længsel mod duftende Blæst;
men mere klart end Vaaren selv jeg mindes
dens Spejling i et Hjerte, der var stolt som kun en Kvindes.
Saa ung hun var, min Mor, i hine Dage!
Og fremmed i det barske, det frysende Land ...
Saa ung endnu, dog rank og uden Klage,
som Birken staar i Sne ved en sortnende Strand.
Men Vaaren drak hun ind i salig Svimlen,
hun nød et Sakramente, ja, hun løftedes mod Himlen.
Hun tog mig med, vi gik og løb i Lyset,
hun lo, hun sang, hun viste mig tindrende kaad,
at Sejren nu var vis, forvundet Gyset
og Vinteren fordrevet ved straalende Daad.
Hver Gren, hver Blomst, hvert Blad hun vilde føle:
Trofæer tit hun hented der, hvor jeg kun gik i Søle.
Men alt, hvad hun har sunget, set og samlet,
er blevet i mit Eje, som Barndommens Vaar;
og hvergang jeg i Mørke rundt har famlet,
jeg saa dens Glans paany; thi uvisnelig bestaar
den Skønhed, som en Moders Hænder byder,
den Glæde, som i Moders Røst for Barnets Øren lyder.
Vi kendte, fjernt i Norden,
en ung og vældig Gud,
som bragte Vaar paa Jorden,
og Stormen var hans Bud.
Du løb ham glad i Møde
og raabte højt hans Navn,
han fik dig til at gløde
og glemme Trang og Savn.
Din Glæde har jeg baaret
i Hjertet lange Aar,
det blev mig sent beskaaret
at synge om din Vaar;
dog har min Aand sig ranket,
før Sommer blev til Høst,
hver Blomst, som du har sanket,
hvert Minde var min Trøst.
Endnu før Løvet falder
med vissent-klinger Lyd,
du faar i ædel Alder
min Krans af Tusindfryd.
Tom Smidth
Nu rører sig de første, kolde Vinde,
nu blegner det forfrosne hvide Næ;
nu ryster sig for Dug de unge Linde,
og Røgen hvirvler op i Skovens Læ.
En dunlet Sky
som Forbud om det stille Gry
har bragt os vinget Haab, som ej skal dø,
og svømmer svanehvid i Rummets Sø,
som Natten slører...
Hører, I Elskende, hører:
Nu vaagner den nye Dag!
Nu slukkes Gnist for Gnist, nu synker Maanen;
det er, som Luftens rene Vande skjalv.
Dog højner sig fra dyb til dybest Blaanen
ved Lysets milde Strejf det svimle Hvalv.
Mod røden Sol
forlængst de skingre Haner gol.
En Skipper hejser Sejl og staar fra Land;
med Stavn mod Øst han lukt mod Himlens Brand
sin Smakke fører...
Hører, I Elskende, hører:
Nu vaagner den nye Dag!
Nu skinner Sten og Støv paa Kongens Veje,
nu stiger Duft fra Skov og Eng og Hæk;
hvert Markens Dyr har kry forladt sit Leje,
hver Krusning er af Sølv i Flod og Bæk.
Din vrinske Hest
dig kalder, alt for sene Gæst!
som saa den over Havets gyldne Rand
ildsprudende sig hæve nu det Spand,
som Guden kører...
Hører, I Elskende, hører:
Nu vaagner den nye Dag!
Tom Smidth