Hvor dæmpet klinger Slaget, fra Gaardens gamle Ur!
Et gyldent Lys er fanget i Lindens grønne Bur,
Og Livets Farve skinner fra Christian Quarti Mur.
Fra svalt og stille Mørke, Regens, i din Port
Jeg træder ud i Solen, og mit Hjerte bliver stort.

Her leved vi for længe, ak, alt for længe siden -
Men Dagen er en Afgrund, og Natten er en Gliden;
Hvor er vor fejre Ungdom, og al vor Skønhedsviden?
Det stolte Træ, som skygger, Regens, i din Gaard
Er grønt af unge Glæder og saa lyst af lyse Aar.

Vi gav det vore Dage, vi gav det fast vor Sjæl,
Der hænger gode Minder ved hver en Sten og Fjæl,
Vi stamped Mod i Jorden, hvor vi traadte med vor Hæl.
Vi lo, vi skreg og skændtes, Regens, paa din Gang
Det gamle Træ, som blomstrer, har sin Duft fra lystig Sang

Ind stormer nye Slægter. Fra Løvfald til Sylvester
Er Bogen kun en Saga og Borgen fuld af Fester;
Men Seklerne, som taaler de alt for muntre Gæster,
Paa Skraal og Jubel tysser - Regens, i din Sal
Skred mangen Rus begejstret ind ad Drømmenes Portal.

Han sad ved Folianten, naar før han gik til Bys,
Han saa et andet Mørke, han skimted andet Lys;
Ved Lampen tavs fordybet fornam han Aandens Gys.
Naar Vaaren kom, og Linden stod grøn i gylden Sol,
Da var den ham et helligt, uforglemmeligt Symbol.

Tom Smidth