Blandt de store Navne i Skuespilkunsten og den dramatiske Digtning, der ogsaa har faaet Betydning for den tilsvarende Kunstarts Udvikling i vort Land, maa nævnes den østrigske Skuespiller, Teaterskribent og dramatiske Digter, Ferdinand Raimund. Raimund var født i en Forstad til Wien i Aaret 1790. Hans Fader var en fattig Drejermester, der var gift med sin Læremesters Datter. Allerede som 14-aarig blev han forældreløs. Hans ældre Søster Anna, der var gift med en wiensk Haandværker, maatte tage sig af Ferdinand. Men hun havde ikke Raad til at holde ham i den gode Skole, hvori han var blevet sat. Ferdinand havde faaet en efter den Tids Forhold god Barnelærdom. Foruden de rent elementære Færdigheder havde han ogsaa lært Tegning og Violinspil. Nu maatte han sige Farvel til det altsammen og blev sat i Sukkerbagerlære - nu om Dage kalder vi det Konditor. Hans Læremester hed Jung og havde Eneret paa Leveringen af Forfriskninger til selve Burgteatret. Som Konfektdreng - Numero - hed det paa wiensk, kom den unge Raimund nu Aften efter Aften ganske gratis i det berømte Teater. Og dette har sikkert haft den afgørende Indflydelse paa den unge Mands Sind. Det var en ny og dragende Verden han nu fik Indblik i.
Og det har gæret mægtigt i hans Sjæl. Snart kunde han ikke holde ud at staa i Lære mere. En skønne Dag var han blevet sat til at kandisere Nødder. Han gjorde Arbejdet færdigt og lagde Nødderne paa et Papir, hvorpaa han skrev: "Diese vierzig Nusz/ sind meine letzte Busz'", og løb af Lære! Det var i 1808. Han søgte straks Engagement som Provinsskuespiller, blev kasseret, søgte en anden Direktør, blev antaget og ses nu at rakke rundt med Thespiskærren helt ind i det fjerne Ungarn. Vi kan følge hans Optræden i Smaahuller som Meidling, Pressburg, Ödenburg og Raab. Han spiller alle mulige Roller lige fra Pjerrot i Pantomimer til Franz i Schillers "Røverne". Han havde en slem Talefejl, hans Figur var ikke god, han var ikke tiltrækkende af Væsen, melankolsk og let latterlig - alt dette maatte han ustandseligt kæmpe med. Men af Fordele havde han en uimodstaaelig Charme i Dialektrepliken og et Imitationstalent, der forbavsede enhver Kender. Naar dertil kom hans Violinspil, hans Dans, der var yndefuld og let, en brilliant Memorering og en ikke ringe gymnastisk Færdighed, saa har vi opregnet de Vaaben, Naturen havde skænket ham. Han brugte dem sejrrigt, og hans Udvikling viser, med hvilken sejg Energi han overvandt sine Fejl og uddannede sin Evner. Hans Humor brød igennem - det var den store Humor, den, hvis Baggrund er sort Melankoli.
I 1814 blev han paa sin Vens, den senere Hofskuespiller Kunz', Anbefaling engageret til Josephstädter Teatret i Wien, hvor dengang Lokalfarce-Skribenten Gleich var kunstnerisk Leder. Her spiller han i tre Sæsoner, fra den 13. April 1814 til Oktober 1817, et Utal af Roller, og Kritiken er ham ofte - men ikke altid - gunstig. Misundere og Modstandere fik han nok af, og havde han dem ikke, saa troede han, at han havde dem, mistænksom og menneskefjendsk som han var. I Efteraaret 1817 modtager han fast Engagement til Leopoldstädter Teatret, hvor han skulde opleve sin Glansperiode baade som Skuespiller og Skuespilforfatter. Det endte med, at han blev dette Teaters Direktør, indtil en Række uheldige Forhold splittede Leopoldstädter Teatrets udmærkede Personale for alle Vinde. Ved Leopoldstädter Teatret oppebar Raimund en Gage af "100 Gylden om Ugen, 600 Gylden i Huslejegodtgørelse og 200 Gylden om Aaret som Regissør," desuden havde han sikret sig Ret til en hel Beneficeaften og til at rejse i fire Uger om Aaret. Det er ikke, hvad en Førstekraft faar nu om Dage - og man maa betænke, at Raimund havde bundet sig for ti Aar paa disse Betingelser - men efter den Tids Gageforhold er det ganske smukt.
Da Raimund frigør sig fra det i økonomisk og kunstnerisk Elendighed nedsunkne Leopoldstädter Teater, tager han ud paa Turneer i Tyskland, som han i de følgende Aar gennempløjer fra Syd til Nord. Han bliver modtaget med enestaaende Bifald overalt, og denne næsten ubetingede Anerkendelse styrker i højeste Grad hans Position i Wien. Han bliver endelig anset for stor Kunstner. Og nu Mennesket Raimund selv? Ak, for ham lysner det ikke, tættere og tættere lukker Mørket sig om hans Sind. Til sidst skyder han sig af Skræk - aldeles indbildt Skræk! - for Hundegalskab. Det var i Aaret 1838. Han blev 48 Aar. En kort og lysende Løbebane...
Det varede længe, inden Raimund skrev sit første Stykke. Hertil var der to gyldige Grunde: overvældende Arbejde som Skuespiller og Iscenesætter og et saare ulykkeligt Privatliv. Lad mig blot som Illustration til hans Flid nævne et Tal: han spiller i Aarene 1814-1824 i alt, 125 Roller, hvoraf kun ganske faa er Repriser.
Digteren var ulykkelig i Kærlighed. Allerede som ung, omrejsende Skuespiller havde han gjort et hæderligt Forsøg paa at drukne sig som Følge af Kvindesvig. I en Periode, da han atter var ulykkelig, fandt han Trøst hos en ung Dame, en Skuespillerinde, Mademoiselle Gleich, Datter af Teatrets førnævnte Direktør. Det kom til Forlovelse - og derpaa til evige Skænderier og store Scener. Bryllupet var allerede fastsat, atter en Scene - og Mademoisellen bider vor Digter i Fingeren. Det skal aldeles ikke forstaas billedligt eller hentydningsvis... Hun bed ham i Fingeren!
Digteren blev rasende, trak sig tilbage, mødte end ikke op til Vielsen. Skandale. Ved sin næste Optræden blev Raimund udpebet af Publikum, der her som andetsteds var særdeles oplagt til at hævde Moralen og desuden havde megen Sympati for Damen (en temperamentsfuld Dame har altid Publikums Sympati). Familien indledte Forsoningsbestræbelser; omsider blev Parret gift. Og nu fortsattes Balladerne i hurtig Rækkefølge. Konen bedrog Raimund, Raimund pryglede sin Kone... Saa blev de skilt. Og da Digteren var død, havde han i denne Kvinde efterladt sig en forbitret Fjende; hun affattede en enestaaende hadefuld Redegørelse, der som alle saadanne Aabenbaringer mere røber noget om deres Forfatter, end de kaster Lys over deres Emne. Den hed: Ferdinand Raimund, "Saaledes som han virkelig! var"... Hele denne Ægteskabshistorie medførte imidlertid som sin mest tragiske konsekvens, at Raimund ikke kunde blive forenet med Toni Wagner, den Kvinde, som - i hvert Fald til en vis Grad - kunde have gjort ham lykkelig. Vel elskede Toni Raimund, saa længe han var i Live, og efter at han var død, ligesom han selv elskede hende til det sidste. Men Raimund var Katolik, lige som Toni var troende og from. Nu siger det sig selv, at en saadan bestandig platonisk Kærlighed, som endog er af stedse voksende Lidenskabelighed og afføder uendelige Sjælekampe, maa virke i højeste Grad undergravende paa en Digternatur. Lenau blev vanvittig... Raimund skød sig, inden han blev det; men det synes tydeligt, at han var paa Vejen til indre Opløsning, og det er et Spørgsmaal, om ikke allerede hans Tro paa, at han vilde faa Hundegalskab, var et stærkt Symptom paa Forfølgelsesvanvid?
Et rent Tilfælde førte til, at Raimund skrev sin første Tryllefarce. Wiens Forstadsteatre havde dengang, foruden en Mængde mindre produktive Forfattere, særlig et uhyre flittigt Trekløver til Hovedleverandører af Stykker: den borgerlige, tørt vittige Bäuerle, den elegante, verseskrivende Meisl, der tillige havde mest Fantasi af de tre, og Gleich, Teaterdirektøren, den mest produktive, men ogsaa mest platte af dem. Nu havde Meisl stor Familie, og det kunde derfor hænde, at han ikke var helt ordholdende, naar Hjemmets Mekanisme af en eller anden Grund ikke vilde virke. Han havde lovet Raimund et Beneficestykke, men et Par af hans Børn blev syge, og følgelig kunde kun første Akt blive afleveret i færdig Stand. Saa maatte Raimund selv træde til. Han skrev de manglende Akter og aabenbarede hermed baade for sig selv og andre sine umiskendelige Evner som dramatisk Skribent. Stykket viste sig at trække fulde Huse mens alle andre Teatre i Wien stod gabende tomme. Det viste sig i dette som i saa mange andre Tilfælde, at der kun skulde en Tilfældighed til for at Geniet kunde komme til Udfoldelse. Teaterstykket havde den for Nutidsøren saa mærkværdige Titel: "Barometermageren paa Trylleøen."
Vil man hurtigt indføres i den Verden, Raimunds Stykker opruller, skal [man] straks tænke tilbage paa de Stykker, der endnu henrykkede én i ens Barndom: Kalifen paa Eventyr, Capriciosa, En Spurv i Tranedans - i dem alle griber overjordiske Magter jo ind i Menneskers Skæbne - men først og fremmest paa H.C. Andersens henrivende Eventyrspil: Ole Lukøje og Mere end Perler og Guld; ganske særligt det sidste, for det er en Bearbejdelse af Raimunds Stykke: Der Diamant des Geisterkönigs, og skønt man jo ikke skal være overkritisk, kan jeg ikke nægte mig den Bemærkning, at vel er H.C. Andersens Stykke maaske mere end Perler og Guld, men nogen Diamant er det ikke! Medens det endnu i Raimunds første stykke er en ren Pantomime-Fe, der uddeler Tryllegaver, er Aandeverdenen i det andet stærkt menneskeliggjort; Aandernes Konge, Longimanus, er en saa nærgaaende Parodi paa selve den almægtige Habsburger paa Tronen: snæversindet, enevældig, filistrøs, men venlig mod Smaafolk og skrap i Smaating, at man højligt maa undres over Censurens Overbærenhed - eller Blindhed. Naa, man var vant til allehaande Omskrivninger af Sandheden og vant til at tolerere dette Maskespil... Hele denne Aandeverden, der gik igen i Samtidens Teater, beroede paa ældgammel Tradition og naaede fra den folkelige Dramatiks laveste Trin helt op til det store Dramas højeste Tinder. Ligesaa Levendegørelsen af Abstraktioner og allehaande menneskelige Følelser: Had, Misundelse, Tilfredshed, o.s.v., som vi ser dem i Raimunds tredie Stykke: Pigen fra Feernes Verden eller Bonden som Millionær. Naar to Troldkarle, Ajaxerle og Bustorius her stammer fra henholdsvis Schwaben og Ungarn og taler deres Landsdeles Dialekt, saa er det jo for Eksempel ikke mere nyt, end at Herakles taler Dorisk hos Euripides. Disse tre Stykker var altsaa blevet store Sukces'er, hvortil ogsaa de straalende Dekorationer, de mange Changementer, havde gjort deres; ligeledes de udmærkede Sange og den livlige og indsmigrende Musik havde i høj Grad bidraget dertil. Musiken var til Dels af Raimund selv, man har Nodemanuskripter fra hans Haand, der beviser det. Ofte nynnede han Melodierne for Kapelmesteren, der skrev dem op med det samme. Disse Viser og Sange blev overmaade populære, mange af dem synges endnu, ligesom Raimunds Stykker stadig spilles. Lad mig som et typisk Eksempel nævne Askemandens Sang af "Pigen fra Feverdenen" med Gadesælgerraabet: "Ein Aschen!" Det er den rige Wurzel, der ved Aandernes Magt sluttelig bliver reduceret til denne Bestilling, der socialt svarer til vore Kludesamlere. - Raimunds fjerde Stykke: "Moisasurs Trylleforbandelse" gjorde derimod ikke videre Lykke. Det handler om en ulykkelig indisk Dronning, der forbandet af sit Lands onde Aand bliver fattig og syg, flyttes til de ugæstmilde Bjerge og falder i Hænderne paa en infam, gerrig Skurk, Bonden Gluthahn, der opdager, at hun græder Diamanter, og derfor piner hende paa alle optænkelige Maader. Det ender med, at Alzinde, Dronningen, bliver dømt og fængslet som Heks, og først frelses, da hun i Dødens Arme udgyder Glædestaarer, fordi hendes Mand, Kongen, vil give sit Liv for hendes. Man foreholdt Raimund, at det melankolske ikke var hans Felt, at han burde holde sig til det komiske - det var for øvrigt Grillparzer, der ytrede sig saaledes, og han havde utvivlsomt Ret. Værre var det, at alle Misunderne nu styrtede sig over Raimund, der tilmed var syg, led af Nerver i en uhyggelig Grad. Man bebrejdede ham, at han ikke besad Dannelse nok til dette høje Plan - ikke ganske uden Berettigelse - men Raimund svarede, stolt over sine Evner, at Læsning gjorde det vistnok ikke, der skulle først og fremmest Fantasi til at digte, et ikke usædvanligt Digtersvar. Han skrev "Den lænkede Fantasi" og fik blot endnu et Nederlag. Stykket rummede atter ypperlige komiske Scener, men [det var] henlagt til et halvt klassisk Milieu, hvilket gjorde det uforstaaeligt for det bredeste Publikum.
Hvergang Raimund lider Nederlag, ser vi ham fordybe sig i sig selv og fra sit Væsens Dyb hente nyt Stof. Det er ved denne Selvfordybelse, han, som Grillparzer sagde, udviklede sig til en virkelig Digter. Han frigør sig mere og mere fra det rent traditionsmæssige, hans Stof bliver ædlere og finere, hans Behandling klarere og klogere, og intet Øjeblik taber han de Evner, som fra Begyndelsen har været den stærkeste Aarsag til hans dramitiske Held: den klare Dispositions tvingende Kraft, den skønne Billedligheds besnærende Trylleri. Saaledes her; thi maa vi kalde "Pigen fra Feverdenen" for det bedste Stykke fra hans tidlige Periode, saa er det smukkeste og klogeste fra hans anden Periode det nu følgende Stykke: "Alpekongen og Menneskefjenden". Teaterlivet havde gjort den nervøse Digter og Skuespiller i allerhøjeste Grad mistænksom og lurende - mange, mange andre er det gaaet paa samme Maade. Han havde med Foragt vendt sig fra Menneskene, som løj og bedrog og spandt Intriger. Men han havde ogsaa ofte af denne Grund forløbet sig, været unødigt voldsom, grov og opfarende, gjort sine Omgivelser Uret, og naar han indsaa dette, angret og, som det godmodige og hjertevarme Menneske han var, straks gjort Undskyldninger for sin Hidsighed. I "Alpekongen og Menneskefjenden" har han skildret sig selv. Hovedpersonen Rappelkopf er ham selv. Han mistror og foragter alle, Hustru, Datter, Svoger og Tjenestefolkene. En latterlig Bagatel bringer ham til at tro, at man vil myrde ham i hans eget Hus, og han slaar Møblementet i Stykker og styrter ud i Skoven, hvor han køber en Kulsvierhytte for at kunne være ene med sit Menneekehad. Scenerne i Hytten er baarne af en forbløffende Realisme. Gennem utallige Forviklinger kommer han til at se sig selv, saaledes som han virkelig er. Og dette kurerer ham. Dette Stykke er fuldt af udmærkede Sange og i hvert Fald en af dem er blevet en Yndlingssang, inden for Østrigs Grænser: "So leb' denn wohl, du stilles Haus, wir ziehn betrübt aus dir hinaus."
Phalarius-Tragedien er flygtigt nævnt. Dens rette Navn er: Den uheldbringende Krone eller Konge uden Rige, Helt uden Mod, Skønhed uden Ungdom. Her vilde Raimund naa det største, her blev hans Fald dybest; Misforholdet imellem Opgave og Evne, Stræben og Kunnen er her skrigende. Hans Forbilleder var Shakespeares Macbeth og Calderons historiske Stykker med deres katolske Ridderideal og alle Himle aabne. Var Versene fæle i "Den lænkede Fantasi", saa er de her i deres mislykkede bombastiske Patos rent utaalelige. Nægtes kan det dog ikke, at Billedligheden og Dispositionskunsten er bevaret ogsaa her. Indledningsscenerne er - fraset Versene - gode. Men senere... Ak, vi bøjer Hovedet og lister os forbi! Raimund selv henfaldt i dybt Mismod. Hans Liv syntes forfejlet. Han vilde sige Scenen og Tilværelsen Farvel. Atter gravede han sig ned i sit eget Indre. Han saa sig selv som en Ødeland, der havde strøet om sig med straalende Evner til ingen Nytte. Nu var det forbi. Tilbage havde han kun Kærligheden, som var hans Skytsaand. Saa skrev han da med dyb Sorg i Hjertet sit Afskedsstykke: Der Verschwender, "Ødelanden". Her tager den unge, rige Flottwell Afsked med sin Elskede, Feen Cheristane, som kaldes tilbage til sine egne. Men hun giver Flottwell en blaa Perle, hvori Aanden Azur opbevares, for at denne kan tjene ham og følge ham gennem Livet. Blaat symboliserer Trofasthed: Azur er det himmelske Blaa, Trofastheden fra Riget histoppe, hvor Cheristane drager hen. Azur forvandler sig nu til en Tigger, der samler op, hvad Flottwell selv strøer ud; Ødelanden bliver omsider selv en Betler, som maa søge Ophold hos sin forhenværende Tjener Valentin, og dennes hidsige og paaholdende Kone, der tidligere var Kammerpige på Slottet; men da lader Azur sig til Syne i det tragiske Øjeblik, hvor Ødelanden, forjaget af sin Tjeners Hustru, vil søge Døden paa Ruinerne af sine Fædres Borg, og viser ham her de Almisser, han har samlet sammen til ham, en smuk lille Skatkiste. Selv Cheristane aabenbarer sig for at indgyde den fortabte nyt Haab: "Fortvivl ej, dyrebare Julius, - find dig endnu i Livets korte Rest, - engang vi genses forvist histoppe - i Kærlighedens grænseløse Rige, - hvor alle Aander mødes tør paa ny!" Og nu kommer den trofaste Valentin, som har trommet Naboerne ud, for at de skal gennemsøge Egnen: hans Kone er faldet til Føje, hos ham skal Flottwell leve i stille Fred; nu behøver han heller ikke længere at spise Naadsensbrød. - Som sagt: en Digters Farvel; men samtidigt det skønneste Stykke, han nogen Sinde har skrevet. Det vil ved sin levende og fine Karakteristik, sin Hjertevarme og sin rask fremadskridende Handling, hvis Scenebilleder er beregnede med den ædleste Kunst, bevare Raimunds Navn, saalænge Teatrene staar. Ogsaa "En Ødeland" er engang spillet herhjemme; I.P.E. Hartmann - hvis Hjerte blødte efter Tabet af en elsket Hustru - skrev Musik til Afskedsscenerne med Cheristane. Det er betegnende for Raimunds indre Tilstand, at man ikke fandt det ringeste Spor af digteriske Efterladenskaber, ingen Udkast, ingen Planer til nye Stykker. Han benægtede ogsaa selv at have tænkt paa noget saadant. Han vidste med sig selv, at nu havde han sagt, hvad han havde at sige. Den sidste Gave var skænket bort. Ødelanden kunde hvile. Og inden længe kom Mørket og sænkede sig over hans Sind. Tilsidst satte det usalige Skud det sidste Punktum for et uroligt men indholdsrigt Liv. Toni Wagner satte en Sten over sin døde Elsker. Den var rørende i al sin Simpelhed, smukkere end den prunkende Mindestøtte man senere har rejst over ham i Wien. Saaledes som Moliere har inspireret Fader Holberg, har Ferdinand Raimund inspireret ikke alene H.C. Andersen, men ogsaa Th. Ouverskou og Hostrup. Derfor fortjener Raimund at mindes i Danmark. Hans Liv og Kunst har ogsaa sat sig Spor i dansk Dramatik.
Tom Smidth