Bag Skolemure

Det er min Fødselsdag. Altsaa ved jeg, at Skolen er begyndt. Jeg har nemlig altid haft det Held at maatte forlade mit Hjem, Dagen før jeg fyldte Aar for at tage fat paa Lektieterpningen. Jeg kommer fra Kirkegaarden, hvor jeg har set til Adjunkt Wivels Grav og paa Tilbagevejen læst et Brev, han engang sendte mig, efter at jeg var blevet Student, og hvori han i hjertelige og indtrængende Vendinger advarer mig imod at hengive mig til det filologiske Studium, et Brev; hvori der bag det skrevne Ord fornemmes den stumme Klage: »Se, hvorledes det er gaaet mig, din Lærer. Hvilket uværdigt og elendigt Liv!«

Vedbenden er støvet paa Gravene, Roserne falder.....

Klokken er fem Minuter i 2; jeg begiver mig langsomt hen ad Gaden, sender et venligt Blik over til et lille Hus, paa hvis Dør en skinnende blank navneplade forkynder, at her bor Organist Ernst, og nærmer mig den store, røde Bygning, som saa mange kolde Vintermorgener har set mig komme i fuld Galop, med Dampen ud af Halsen og den onde Samvittighed skinnende ud af Øjnene.

I det stille, høstlige Solskin stiller jeg mig uden for Gitterporten og lytter. Jeg kan høre den store Kube summe. Et Minut eller to. Saa høres Klokken ringe, og med rivende Hast vokser Lydene i Intensitet. Pultlaag klaprer, Skridt gungrer, Stemmer skingrer, indenfor, ude i Gaarden, lige bag ved mig... Dér er de første! Enkeltvis, i smaa Grupper, og endelig i en bred Strøm frigiver Skolen disse Menneskebørn af begge Køn og højst forskellig Alder, lige fra dem, som leger Tagfat, til dem, som diskuterer voksent og sagligt med hinanden. Jeg betragter dem, der følges, og dem, der gaar alene; de opvakte, de trætte, de tankefulde, de ustandseligt støjende. Og pludseligt dukker, distinkt som et Staalstik, en Erindring op i min Bevidsthed; nu er det ikke noget Erindringsbillede mere, men Virkelighed:

Græsktimen nærmer sig sin Slutning. Duksen (han er nu en dygtig Læge) og jeg sidder bagest i Klassen, og har det hele så rart for os selv. Foran mig ser jeg Kammeraternes bøjede Rygge; ved Siden af hver Dreng ses i Klemme under Pultlaaget den tyske Oversættelse til at snyde efter; oven paa Pultene de opslaaede, Odysséer; og endelig Skimt af de brune Drengehænder, der smutter frem og tilbage som Harer i Kaal, ivrigt beskæftigedet med allehaande gedulgte Narrestreger. Paa Katederet troner en lille, meget nervøs Mand med kloge Øjne bag to Par Briller; det har lige været Uvejr og en svag rytmisk Knirken af Lærerens Støvlesaaler tilkendegiver hans indre, møjsomt beherskede Oprør. Penneskaftet deroppe ligger skævt; det er ogsaa et sikkert Tegn paa Torden, thi Manden er af Natur pertentlig. Han er i Begreb med at gennemgaa et Stykke af Fjerde Bog, Lektien til næsste Gang, hine Vers, hvori den aldrende Menelaos skildrer sin Kærlighed til den unge Telemachs forsvundne Fader, den snilde, mangtprøvede Helt Odysseus.

Vi er i 5. sproglig-historisk, og Læreren er Adjunkt Wivel. Uroen tager til i Klassen; Frikvarteret nærmer sig. »Stille!« brøler efter en crescendo Knirken den lille, hidsige Mand. »Hør efter! Dette er et af de skønneste Steder i Homer! Ved I, hvad Venskab er? Det er dette: Intet skulde have adskilt os to, der havde hinanden kær og glædedes ved hinanden, før end Dødens sorte Sky omhyllede os! Det er Heltes Venskab! I, der er saa enige, naar det drejer sig om Gavtyvstreger, tror I, at jeres Kammeratskab vil vare til Dødens sorte Sky omhyller Jer?« Stemmen tier brat. En Pause, hvis forundrede Generthed afbrydes af Lærerens korte, spottende Latter, der gaar over i en Hosten. Klokken kimer. Klassen spredes. Læreren bliver siddende og stirrer sammensunken frem for sig. Hvilke Billeder af Levende og Døde, viser sig vel for hans indre Blik?

Nu, efter disse toogyve Aars Forløb, véd en hel Del af os, som den Gang hørte Ord, vi ikke havde Betingelser for at forstaa, særdeles vel, hvor meget Kammeratskab i Grunden er værd, skulde jeg tro. Og dog er det næppe berettiget at blive alt for bitter, naar man endnu paa Gaden kan møde en Mand, der ved en Hilsen, et venligt Smil, en flygtig Haandbevægelse i Forbigaaende, kan vække en Storm af Minder. Ogsaa denne Afstands-Fortrolighed er en Gave, der skyldes den gamle Velgører: Skolen. Lad mig da prøve at genopfriske nogle flere Erindringer fra hin lykkelige Tid, da Kammeratskab var en Selvfølge.

»Der bor en Bager«.. paa Vesterbro. Han har Butik paa Hjørnet af den Gade, som - den Gang uden nogen Viadukt, blot gennem to hvidmalede Led med tilhørende Snurremøller - fører over Banelinien lige til Skolens Hovedindgang, hvilken hellige Dør kun maa benyttes af Lærerne og (ved festlige Lejligheder) af Skolens Gæster. Den omtalte Bager havde fortrinlige Makronkranse. (I Gaar gik jeg ind i hans Butik, men købte for Skams Skyld kun Sandkage). Makronkransene har nemlig deres Historie. Paa Skolen gjaldt den Regel, at de Elever, der blev tilbage i det store Frikvarter, ikke maatte forlade dens Omraade, men skulde medbringe Frokost. Dette Forhold medførte i mine to sidste Skoleaar en stor Krig. Vi Drenge i de øverste Klasser havde faaet Smag for Makronkransene og Wienerbrødet, og vi vilde hente og spise det i det store Frikvarter. Hvad var at gøre? Vi sprang ud ad Gangvinduerne i Gavlen og listede ned ad Gangen, eller vi sneg os med Indianeres Forsigtighed ud ad Hovedindgangen og brød, ifald vi naaede usete over paa det andet Fortov, frækt igennem Banens Hegn lige paa det Sted, hvor en Tavle forbød alle Uvedkommende Adgang til dens Terræn, og forsvandt op i Byen ad en lang Omvej. Naar vi efter en 10 minutters Løbetur havde forsynet os hos Bageren, stoppede vi straks Posen med vort Indkøb op under Blusen og vendte med uskyldsrene Miner tilbage. Men den værste Skærsild ventede os, naar vi skulde passere gennem Skolegaarden. Der holdt Inspektor skarpt Udkig. Fik han Øje paa en af os, idet vi luskede forbi, styrtede han afsted med fremstrakt Stok, indhentede Synderen og prikkede ham paa Maven. Posen knitrede, Forseelsen var opdaget, corpus delicti maatte udleveres. Eller den snedige stillede sig som en Detektiv paa Lur i et Klasseværelse og saa os fordele Rovet. Hvorefter han rolig traadte frem og hjerteløst konfiskerede alle Lækkerierne. Men hvilken Nydelse, naar det var lykkedes at pudse ham!

Saaledes fortsatte begge Parter længe til megen gensidig Underholdning. Imidlertid medførte det i Tidens Løb adskillige Klager til Rektor Zerlang, og Rektor følte sig besværet. Den Holdning, han indtog, var dog karakteristisk for hans elskværværdige Sindelag. Aldrig gav han en Lærer Uret, men de Afklapsninger, man mente, vi havde gjort os fortjente til, blev altid forvandlede til rolige Advarsler. Rektor ventede taalmodigt. Sagen var, at det hele jo havde et lidt latterligt Præg: vor Forseelse var ikke stor, og den blev tit paatalt med aldeles unødvendig Harme. Der var, som det hedder i det officielle Sprog »gaaet Politik« i Sagen. Desuden havde vi Tilhængere blandt de mere fordumsfrie Lærere. Adjunkt Brix, nu Doktor, Universitetsprofessor og Censor ved det kongelige Teater, erhvervede sig saaledes mægtig Popularitet ved midt under en Straffeprædiken at træde frem med Hatten i Haanden og i en ydmyg Tone rette det Spørgsmaal til Inspektor: »Undskyld, er det tilladt at have Laks paa sit Smørrebrød?« Det skal ikke glemmes ham, hvis han en Gang kritiserer en af os sønder og sammen i »Nationaltidende«.

Som sagt, Rektor saa Tiden an, og deri gjorde han ret. Hans Chance kom. Vi havde fundet paa en ny Udvej: vi bestak Pedelen. Han hentede Kagerne til os og gemte dem i Brandskabet under Vasken. Der hentede vi dem saa. Vi betalte ham fem Øre pr. Styk og anede intet Uraad. Men Pedelen havde været os et Nummer for klog. Først var han gaaet til Bageren og havde sikret sig Wienerbrødet, efterhaanden en anseelig Levering, til en Pris af fire Øre, og da det var i Orden, opsøgte han Rektor, satte ham ind i Stillingen og fik hans Tilladelse paa Betingelse af, at Sammenhængen blev hemmeligholdt, saaledes at vi troede at have ført vor Krig igennem. Det klappede storartet. I Sejrsglæde spise vi Makronkranse for alle vore Lommepenge. Og først ved »Ydungildet« lod Rektor Bomben springe.

»Ydun« er Elevforeningen for de to ældste Klasser, hvor Lærerne efter Indbydelse holder Foredrag. Foreningen udgav dengang en Avis, der fordeltes gratis til Medlemmerne, og førte Protokol over sine Møder; maaske gør den det endnu. Referaterne bestod i min Tid mest af haarrejsende Vittigheder og Ordspil. Ved denne Forenings Afslutningsfest rejste Rektor sig og holdt en velformet Tale, hvori han spøgefuldt lod Aarets Begivenheder passerer Revu. Han kom ind paa den desperate Trang til Wienerbrød. Inspektor klukkede ironisk. Rektor antydede, at den længe var blewvet tilfredsstillet ad uofficiel Vej - Inspektor bed sig i Læben - men at det nu var lykkedes at finde en Ordning. Inspektor blegnede. Brandskabene havde vist sig at være overordentlige nyttige Foranstaltninger - Inspektor blev grønlig i Ansigtet - thi han, Rektor, havde ikke kunnet indse, hvorfor man ikke skulde unde Pedelen den lille Ekstrafortjeneste af 1 Øre pr. Stykke, saa meget mere som alt nu foregik med Ledelsens Vidende og Villie, og Eleverne faktisk ikke længer behøvede at forlade Skolen for uden Kontrol at færdes i Byens Gader, medens Forældrene gik i den Tro, at de var under behøringt Opsyn - hvilket sidste forekom ham at være Sagens Kærne.... Her blev han overdøvet af en umaadelig Jubel. Jeg kan endnu høre Brix' hjertelige Latter. Den eneste, der ikke lo, var sandelig Gaardinspektøren; dog, han overvandt sig til at smile surt - ualmindeligt surt, maa jeg sige.

I mange Aar underviste Adjunkt Wivel os i Dansk. Hans Helbred var vaklende, trods al moralsk Modstandskraft, og jeg maa desværre tilstaa, at vi ubarmhjerteligt benyttede os deraf. Saa ofte det i Frikvarteret forlød, at Wivel havde Hovedpine, blev der straks lagt en Slagplan. Skolen havde Centralvarme. I hvert Rum fandtes et Termometer forbundet med en elektrisk Ledning og saaledes indrettet, at et Ringeapparat i Kælderen holdt Pedelen underrettet om alt for stærke Svingninger af Temperaturen. Naar nu Læreren var daarligt tilpas, fik Ordensduksen Paalæg om, at opvarme Termometeret ved Hjælp af et Brændglas, i Fald det var Solskin, eller med en brændende Tændstik, hvis det var Graavejr. Følgelig steg Kvægsølvet til uanede Højder. Nu kom Wivel ind og stirrede straks nærsynet op mod det besvegne Instrument, der viste fyrretyve Grader eller derover. »Aa, Gud!«, sukkede han forfærdet, »jeg kan ikke holde det ud...« Hvorpaa han styrtede ud i Gangen og vandrede frem og tilbage i en halv Times Tid, medens vi slog alle Vinduer op, og morede os af Hjertens Lyst. Kom den ulykkelige Mand derpaa atter ind, havde Pedelen naturligvis i Mellemtiden stoppet for Varmen, og som Følge af de aabne Vinduer, var Temperaturen sunket til Frysepunktet, hvorfor vort Offer rystende af Kulde besteg Katederet og lod sin Galde gaa ud over os. Det tragiske var blot, at han stadig bebrejdede sig selv disse Hidsighedsanfald.

For øvrigt var Wivel ikke den eneste Lærer, der havde et uligevægtigt Sind. I hine Dage blomstrede Lussingerne endnu, og vore Kinder blussede ofte af en hastigt og kunstigt fremkaldt Rødme. Asmussen og Pagh slog hver for sig en proper Næve. Gamle Overlærer Henningsen, en godmodig Særling og vældig L'hombrespiller, kunde ogsaa fare i Flint. Hvis de udskrevne Anmærkningsbøger opbevares, vil man i en af dem kunne finde en karakteristisk Sætning nedskrevet midt i Kampens Hede. Der staar: »Jamen naa! Bjørnback er som en Blok!« »Jamen naa!« var Henningsens stadige Udbrud, uvægerligt ledsaget af et Slag i Pulten, saa Blækket sprøjtede oven ud. Fabricius, i Privatlivet en fin Musikamatør og et elskeligt Menneske, dybt prøvet og knuget af Sorger, besad en sand Stentorrøst. Brusede vreden op i ham, behøvede man aldrig at spørge om, hvor han underviste; hans Løvebrøl kunde høres over hele Skolen.

Tidemann og »Krigsassessoren«, hvis Navn var Sørensen, var vore Gymnastiklærere. Krigsassessoren var en Hugaf af den gamle Skole, høj og slank af Skikkelse, martialsk af Aasyn. Tidemann var mindre, ogsaa ret som et Lys, selv paa sine ældre Dage, altid sirlig og rask i sine Bevægelser. Hans Sprogbrug fortjente egentlig at gøres til Genstand for en særlig Afhandling. Efter Timen kunde han aabenbare sig i Gymnastiksalens Dør og raabe ud over Gaardspladsen: »Er der nogen som at der tilhører dette hersens Ur?« Den glemte Genstand holdt han i højre Haand til Beskuelse for en taknemlig Skare. Under et lille Bord i Gymnastiksalen, lige inden for Døren til Omklædningsværelset, stod der daglig to Bajere Side om Side, ventende paa alle fyldte Flaskers Skæbne her i Verden. Vi unge Skurke, skulede længe til dem, uvisse om, hvad vi skulde foretage os. Endelig var der en, der fik en tilstrækkeligt effektfuld Idé: vi ombandt i Frikvarteret Flaskerne med to lyserøde Silkesløjfer. Bagefter blev vi uden Persons Anseelse huggede til Plukfisk i Løbet af næste Fægtelektion. Men - da kort efter en af d'Hrr. fejrede et Jubilæum, klippede vi Petitstykket om Festen ud af 50 Stiftstidender og spredte omhyggeligt Papirlapperne over Salens Gulv. Den paafølgende Orkan er det bedst at forbigaa i Tavshed.

Disse muntre, om end undertiden for ondskabsfulde Streger maa ikke bibringe nogen det Indtryk, at Skolens Disciplin var svækket. Selv en hel Legion af slige Skælmstykker vilde kun betyde, at Drenge aldrig ophører med at være Drenge. Under alt dette arbejdedes der strengt og med Iver. Et solidt Dannelsesgrundlag blev lagt. Vi fik et klart og uforglemmeligt Indblik i Antikens Verden, og til Lærernes udelte Ros maa det fremhæves, at de utallige Forbindelseslinier, der fra græsk og latinsk Kultur fører til de moderne Sprogs og Samfunds vesteuropæiske Kulturomraade, altid blev trukket skarpt op.

Denne Forstaaelse er i sig selv saa værdifuld, at den ganske alene kan begrunde den gamle Skoles Eksistensberettigelse over for de reformivrige Modernister, hvem det kort efter lykkedes at omkalfatre Skoleuddannelsen. Egentlig drejer hele Skolestriden sig jo om, hvorvidt man bør bibringe de unge rent praktiske Færdigheder eller Grundlaget for en Kulturforstaaelse og Spiren til en Verdensanskuelse. Og de, der holder paa, at Indsigt i Menneskehedens Udvikling og den europæiske Kulturs Historie er det væsentlige, vil aldrig nogensinde kunne naa til Enighed med dem, der mener, at Egnethed til en Livsstilling eller blot et ligegyldigt Arbejde, hvorved der kan tjenes Penge, er det rette Maal for Skoleuddannelsen. »Student, der korresponderer paa de tre Hovedsprog, kan straks faa vellønnet Kontorplads. Billet mrkt. 1704 til Bladets Redaktion«. Herlige Løfter for Fremtiden! - Gennemtrængt af denne Aand gaar Landets Ungdom efter Eksamen ud i Livet. Maa man ikke nok være den nye Skoleordens Fædre taknemmelig? De kan gaa i deres Grav med Bevidstheden om at have sat et uudsletteligt Præg paa deres Nation - Fordummelsens!

Hvor fjernt denne langsomt lammende Gift endnu den Gang var fra at undertvinge de unges aandelige Liv, saas bedst af den Ildhu, hvormed de skønne Kunster dyrkedes saavel paa Skolen som af Eleverne privat. Under Organist Ernsts ypperlige Ledelse havde Skolens Kor opnaaet en Træfsikkerhed og Renhed, som i Forbindelse med det ret gode Stemmemateriale muliggjorde Løsningen af større Opgaver paa Sammensangens Omraade. Ernst var da ogsaa utrættelig, naar det gjaldt Nuancering og Rhytmefasthed. Og kom hertil at et nystiftet Skoleorkester hurtigt udfyldte sine beskedne Rammer og arbejdede med paaskønnelsesværdig - men ikke af alle i lige høj Grad paaskønnet - Energi, ansporet af sin Dirigent, Frederik Schiøler, ældste Søn af Biskopen i Aarhus, vil man forstaa, at Tiden var inde til »store Gerninger«.

En Fredag først i Oktober rygtedes det, at tre Elever havde faaet Anmærkning, fordi de i Dansktimen blev grebet i at læse i et Symphonipartitur; Nyheden bredte sig som en Løbeild. Skolen summede. Lærerne blev efterhaanden grebet af den almindelige Ophidselse. Prøverne, der afholdtes to Gange om Ugen i Sangsalen, varede ofte til over Midnat. Rektor beærede dem undertiden med sin Nærværelse. Endelig oprandt den Morgen, da trykte Programer meddelte Tiden for den første Koncerts Afholdelse. I Solennitetssalen. Det var Toppunktet.

Paa selve Aftenen mødte jeg uværdige, der trakterede Harmoniet, den Violinist, der skulde Spille Solo, ingen anden end Axel Højberg Christensen, paa hans Vej til Salen. Han gik mig forbi med taaget Blik, fattet men ligbleg. Saadan en Begivenhed var det. Jeg er vis paa, at han har taget sin Doktorgrad med langt større Sindsro.

Det er mit oprigtige Haab, at Skoleorkestret stadig eksisterer, endog i en forbedret og udvidet Skikkelse. I saa Fald vil det have sin Interesse at erfare dets daværende Sammensætning. Det bestod af første, anden, tredie og fjerde Violin - det kan man kalde: violini divisi! - Bratsch, Cello, Fløjte firhændigt Klaver og Harmonium.

Ved den første Koncert spilledes blandt andet Haydns Symphoni med Paukeslaget. Ved Translocationen om Sommeren hørte man musiken til »Preciosa«, Ouverture, Soli og Kor, samt Balletintermezzi af Carl Maria v. Weber. Orkestret forstærket med flere Regimentsmusici akkompagnerede til Sange og Zigeunerkor, og det klang aldeles prægtigt. Den anden Koncert det følgende Aar bød paa første og anden Sats af Beethovens D-dur Symphoni Nr. 2 og hele Mozarts vidunderlige G-moll Symphoni samt Cherubinis Anakreon-Ouverture. »Det var virkelig noget af gamle Beethoven!« sagde Adjunkt Fabricius bagefter og gned sig fornøjet anerkendende i Hænderne; en Ros, hvorover vi med Rette følte os højligt smigrede.

Endelig medvirkede Orkestreret, da Eleverne paa Byens Teater opførte Hostrups Komedie »Eventyr paa Fodrejsen«.

Den Glans, der omgiver disse Minder, er ikke udslukt hos nogen af dem, som den Gang frekventerede den gamle Skole. Lad saa Folk mene, at det var bedre om vi havde lært at skrive paa Maskine end at spille Mozart, gavnligere om vi havde kunnet oversætte flydende fra Engelsk fremfor at fordybe os i Sophokles, nyttigere for os at stenografere 200 Ord i Minutet end at nære Indbildningskraften med Tacitus' mørkt flammende Lidenskab. Jeg siger Nej - jeg, der lever af at stenografere Forretningsbreve, skrive paa Maskine og oversætte engelske Romaner.

Tom Smidth