Teatret

»Jernbanegade« - smag blot paa Ordet, saa staar hele Billedet for Dem. Den lavpuldede, moderne Jernbanestation med dens graa Stenvægge, med Glas- og Staaltag; foran Stationen en vrimlende Plads kantet med de stærkt farvede Ruteomnibus'ers og Droskebilers tætte Rader. Fra Pladsen fører en livligt, trafikeret Færdselsaare ind til Centrum, mange skinnende og tudende Biler krydsende mellem svære, tungt rumlende Lastvogne; paa Fortovene ses en ilsomt og utaalmodigt fremvæltende Menneskestrøm ...

Og saa er det altsammen forkert. For Stationen er flyttet, Færdselen i Jernbanegade er tyndet ud; langsomt bevæger Fodgængere sig i begge Retninger; kun nu og da en Vogn. En stilfærdig, fredelig Gade med tydeligt bevaret Præg af de en Gang saa forkætrede 90'er. Og i denne Gade, fjernt fra Strøgets Mylder og Hovedaarernes Støj ligger tilbagetrukket og værdigt. Stadens Teater.

Jeg mindes Jernbanegade som en efter hine Dages Forhold stærkt befærdet Forbindelse mellem Byen og dens Jernbane og Teatret i den Skikkelse, det havde i forrige Aarhundrede. Nu efter Ombygningen tager det sig jo ret stadseligt ud - lad mig saa blidt som muligt betegne dets Ydre som Pseudo-Elegance - men enfin, i Vinterdagens Skumring, naar Lysene er tændte - ikke sandt, saa kan det fryde en Borgers Hjerte? Dog, det overskygger ikke mit Erindringsbillede af det gamle Hus for Thalia. Med sine tre høje, aabne Portaler mindede det lidt om en Tunnelfront i Bjergene. Det var brunligt og Vistnok ualmindelig snavset over hele Facaden. Men det virkede dragende, det forskønnedes som ved et Genskær af dets indre Glans, det var et Hjem for Drømme, og man hilste det ved Aften med Forventningens Glæde, opfyldt af lysende Minder om tidligere Aandsfester.

En Ejendom derfra - opad imod Algade - fører der en snæver Gyde ned mod et Plankeværk overraget af Trækroner. I Plankeværket er en Dør ind til Teatergaarden, hvorigennem Skuespillerne havde deres Indgang. Ligeledes naturligvis Musikere, Maaskinfolk og andre Funktionærer. Ad den Vej holdt ogsaa jeg mit indtog for første Gang, ved min Onkel Brandmandens Haand, rystende ved Tanken om det store, der nu skulde vederfares mig; thi Teatret sidder mig i Blodet: Mor og mine Bedsteforældre paa fædrene Side var Skuespillere, nu kun erindrede af de faa, der skriver det danske Teaters Historie, men erindrede med Ros og hjertelig Anerkendelse. Sent skal jeg glemme den Dag. Helsengreen var ved at lede en Eftermiddagsprøve, og skønt Klokken vel kunde være 5½, hang man endnu i af alle Kræfter.

Jeg stillede mig bag en Kulisse og hørte til. Nu var Helsengreen som Gud og Hvermand ved en glimrende men streng Direktør, og ved denne Lejlighed var der et eller andet, som ikke vilde glide. Direktørens Opmuntringer til de trætte Skuespillere antog et stedse kraftigere Præg; til sidst var Uvejret lige oppe over Scenen. Jeg forfærdedes, nervøs som jeg var. Da min Onkel saa sig om efter mig, fandt han mig med Taarer i Øjnene og et ynkværdigt Smil om Munden; jeg var ganske nedbrudt. En saadan Behandling havde jeg rigtignok ikke troet blev Heltene til Del. Jeg følte, at en eller anden rettelig burde have trukket blank eller kylet sin Handske eller sagt: - »den Preis, Dame, begehr' ich nicht!« eller noget sligt... Naa, Drengetanker... Men jeg er da aldrig selv bukket under for Scenens Fristelse, skønt mit Hjerte er vedblevet at hænge ved Teatret.

Saa hyppigt kom jeg sammen med enkelte Skuespillere, saa ivrigt søgte jeg Deres Nærhed, at den lille Gyde og dens Hemmelighed snart blev min Ejendom. Men maaske vil man slet ikke tro, at der kan findes en Hemmelighed nogle faa Skridt fra Jernbanegade? Aha, saa dømme man da selv!

En Herre har med sirlige og afmaalte Skridt passeret igennem Bispensgade og Graven. Han er elegant klædt, og hans Øjne spiller i Hovedet. Han er ude for at nyde Folkets Gunst. Paa Hjørnet af Algade og Gravensgade staar - d. v. s. stod - en Afvisersten. Op paa den sætter han sin fine Lakstøvle, stopper med uforlignelig Grazie sine Snørebaand ned og blotter saaledes for en halv Snes aldeles lammede Backfische sine overdaadigt broderede Silkesokker. - »Ohhh!« Saa sat og sirlig som nogensinde fortsætter han ned ad Jernbanegade. Han naar til Gyden, drejer om Hjørnet, tager endnu to Skridt - Og Værdigheden er som blæst af ham: i fuldt Rend styrter han ned til Porten, farer igennem den, skyder i fem Spring over Gaarden og er borte. Hans Ansigts Udtryk er spændt og ængsteligt; Bøde og Overhaling staar med Frygtens Skrifttegn prentet deri.

Eller - Soubrette og Elskerinde har med henholdsvis tækkelig Alvor og svanelig Ynde bevæget sig ned ad Gaden uden at røbe mindste Anelse om de beundrende Blikke, der følger dem. Gyden opsluger dem - og pludselig høres et vildt og ubetvingligt Udbrud, næsten som to unge Dyrs Hyl. Damerne har omfavnet hinanden og danser en Indianerdans, mens de skriger af Latter. Gydens Hemmelighed! Hør le père noble - hvor han vrinsker! Min Gud, lyt til Tragediennen; hun har et af sine store Privatanfald og anklager Livet og Menneskene, men dog ét i Særdeleshed! Gydens Hemmelighed!

Nu fatter Læseren det; javist - her begynder Teatret. Dets Pust slaar imod en, indelukket, berusende, dets Børn slipper sig løs; de er allerede hjemme.

I det gamle Teater var der noget der hed »Børnelogen«. Der sad jeg som fast limet, saa ofte Spareskillingerne eller Fribilleter vilde tillade mig det. Der havde man Scenen paa nært Hold. Man hørte baade Stykkets Personer tale og Skuespillerne veksle private Repliker. Der saa jeg Desdemona blive kvalt saa grundigt, at hun ude af sig hvinede: »Slip mig, Menneske! Er De gal? Slip siger jeg!« Othello Karl Marx hverken saa eller sansede; Mohrens Raseri var hans, han var Mohren.

Fra Børnelogen iagttog jeg den knugende Frygt, der bemestrede sig en ung og for Resten saare skøn Skuespillerinde, hvem det var blevet overdraget at udføre Engelke Friis' Rolle som »Taksameterkuskens Datter« under Fruens Forfald. I den den Gang berygtede Afklædningsscene blev Lampefeberen saa stærk, at den arme gik i Staa midt i sin Sang og skælvede paa alle Lemmer; hun kunde næppe løse sine Klæder. Men Elskeren sang for hende, og mellem Versene hviskede han opmuntrende: »Klæd Dem nu af, for Pokker. Jeg kan ikke blive ved med de samme Linier ret længe. Tag Dem sammen, om et Øjeblik er det overstaaet!« Og virkelig - endelig saas Damen i kødfarvet Trikot. Men da bøjede hun Hovedet og græd, hvilket ikke passede til Rollens Karakter. Publikum klappede begejstret. Det var heller ikke mere end fortjent; hun havde gennemgaaet en Skærsild for dets Fornøjelses Skyld.

Grillparzer var og er min Yndlingsdramatiker. Da »Jødinden fra Toledo« stod paa Programmet, befandt jeg mig følgelig i Staaparketet. Stykket er herligt, Udførelsen var god, Iscenesættelsen ved Direktør Walther upaaklagelig. Man erindrer maaske, at Dramaet slutter med Kongens Resignation efter hans smukke og lunefulde Elskerindes Død. Han vender tilbage til sit Ægteskab og sine Regeringspligter og lader sin lille Søn hylde af de samme Hofsinder, der har dræbt Jødinden. »Løft højt min Søn paa Skjold!« Og han bliver løftet. Sønnens Rolle udførtes med Bravour af en lille Knægt her fra Byen. Pludselig hører jeg den viseste og barskeste af Kongens Mænd udbryde: »Fingrene af Næsen, Dreng!« Hans Højheds Lugteorgan maa have kløet, for siddende højt paa Skjold havde han boret sin lille Næve helt ind i Ansigtet og pillede sig i bemeldte Organ, som gjaldt det Livet. Hvor er det ogsaa svært at være kongelig i rette Øjeblik! Alphonso havde vanskeligt ved at skjule sin Munterhed, til Tæppet naaede Gulvet. Publikum gjorde intet Forsøg paa at beherske sin.

Endnu en Anekdote, den sidste! Saa vidt jeg ved, er det ikke lykkedes den ellers alvidende Fader »Brei« at faa fat i den. Karl Marx spillede Othello. Ved en Benefice skulde han optræde i et Par Akter af denne Tragedie og i et fransk Lystspil; dette sidste bød ham en Lejlighed til at vise sig i Uniform. Nu var han af flere Grunde ikke vellidt af sine Kammerater, og de havde besluttet at spille ham et Puds. De bildte Paaklæderen ind, at Marx slet ikke skulde klæde sig om. Det var blot noget, han havde sat sig i Hovedet, og hvis han fik sin villie, kunde det spolere Forestillingen. Skræderen nikkede dybsindigt; han kendte nok Marx. Uniformen blev lukket inde i Klædeskabet, og Nøglen til dette forsvandt paa mystisk Vis. Aftenen kom; Othello havde raset ud. Marx styrtede ind i Garderoben. »Mine Uniformsbukser, hurtigt!« »Naa, naa, Hr. Marx, naa, naa!« sagde Skræderen beroligende. »Hvad gaar der af Dem, Mand? Kom med Bukserne og det straks!« »Benklæderne er i Skabet, Hr. Marx«. Skræderen skjalv i en Krog. Marx fo'r til Skabet. Det var laaset. »Hvor er Nøglen?« »Det ved jeg ikke. Den - den - - -« Uden et Ord mere kastede Skuespilleren sig mod Døren, sprængte Laasen, greb med et triumferende Brøl Benklæderne og vilde trække dem paa, mens Skræderen vred sine Hænder. Men da lød der et Brag. Marx laa bandende paa Gulvet. Bukserne var syet sammen forneden. I samme nu oplodes Garderobens Dør, og udenfor stod det samlede Personale frydende sig over en vellykket Hævn. Det kan jo være, at Marx efter dette blev mere spag; jeg betvivler det.

Repertoiret i hine Aar var righoldigt, afvekslende og lødigt. Sammenholdt med hvad man nu mener at kunne byde Publikum, var det straalende. Shakespeare: Helsengreen spillede Shylock mesterligt; Marx var en flammende Othello; ingen kongelig Skuespiller skal faa mig til at glemme Mohrens sidste Repliker tolkede af denne titaniske Aand. Molière: Den gerrige. Holberg: en udmærket Jeppe, og vistnok Den forvandlede Brudgom og Den pantsatte Bondedreng. Schiller: Maria Stuart havde en skøn Fortolkerske i Maria Schmidt, men hendes Diktion var hul og skabagtig. Oehlenschlæger: Axel og Valborg, hvori Houmark spillede Sortebroder Knud. Grillparzer, som nævnt. Ibsen: Gengangerne med Clara Schønfeld som Fru Alving, mere karakterfuld end Betty Nansen, mere lidenskabelig end Betty Hennings; Kongsemnerne: Marx som Bispen var imponerende, Dødsscenen af en Gru, der lod en føle Helvede aabent og høre usaliges Hylen i Luften i Stedet for Klerkesang; fornylig saa jeg Dramaet paa det kgl. Teater, hvor Udstyret kvalte al Stemning, men ganske fraset den engelske Modernists Fejlgreb, kunde den Berømthed, der spillede Bispens Rolle, ikke maale sig med den gamle Kæmpe, vi beundrede her i Aarhundredes Begyndelse. For øvrigt har jeg altid næret Respekt for den Kunstner, der viste, at han vilde mere end han kunde; en saadan har i det mindste en levende Fantasi. Det indiske Drama: Vasantasena, ogsaa udmærket spillet. Hauptmann: Klokken, der sank; Lippert gjorde den gamle Brøndtrolds Repliker til Aabenbaringer af selve Livets Urgrund, en Visdom, som jeg senere forgæves har søgt i dem ved fornyet Gennemlæsning paa Originalsproget. En hel Del Sudermann.

En Masse Heiberg og Hostrup. Jeg vil ikke skændes med nogen om den førstes literære Meriter, den anden har jeg aldrig kunnet fordrage; det er lutter hyggelig Kraftløshed, og der skal en Olaf Poulsen til for at redde den tyndest-tynde Komik. Af Sven Lange: En Forbryder og - bedre endnu - De stille Stuer. Det var en oplevelse, uforglemmelig ogsaa fordi vi foruden Kontrolørerne kun var et halvt Hundrede Mennesker i Huset. Man skulle aldrig være flere. Hvis jeg var Konge af Bayern, vilde jeg lade Sven Langes Produktion in extenso opføre for mig alene. Det er nok, at en forstandig lytter til disse fuldkomne Repliker, hvis Rytmer og Klange er saa vidunderligt bølgende en Sindets Musik. Næste Dag fik jeg nogle af mine Bekendte til at gaa til Forestillingen. Men Perlerne faldt paa Stiens Lergulv, er jeg bange for. »Vi vil tillade os at spille denne Kvartet af Beethoven endnu en Gang, da Publikum ikke synes at have opnaaet den rette Forstaaelse af den«, plejede en vidtbekendt Leder af en parisisk Kammermusikforening at sige - men noget sligt faldt af gode Grunde ikke Skuespillerne ind; de rejste videre paa deres ulyksalige Tourné. Af Rosenberg præsenteredes adskillige fortræffelige Stykker, bl. a. »Hjælpen«. Af Hjalmar Bergstrøm »Møntergade 39« og »Lynggaard & Co.«. Gustav Wied var repræsenteret ved »Første Violin« og »Erotik«, to af de bedste Lystspil, den nyere danske Literatur rummer. Emil Wulff var herlig som den nærige Proprietær, medens Snild i min Erindring blegner for den norske Skuespiller Haug Aabels overdaadige Komik, som jeg nogle Aar senere havde Lejlighed til at nyde.

Hvor er dog Lystspil sjældne herhjemme. Den sidste Generations Haab staar til Sven Clausen, hvis Talent er uomtvisteligt. Det er paa Tide at gøre Provinsen opmærksom paa hans allerede mangeartede Produktion. For at være retfærdig maa man dog udtrykkeligt bemærke, at den fremsynede Aage Garde i en Periode, da han var Direktør for Aarhus Teater, fremførte et Stykke af Sven Clausen - men visselig ikke noget Lystspil: »Bureauslaven«, der havde fortjent en bedre Lykke end den Sukces d'estimé det blev. I Odense har man spillet: »Den gamle Historie« af samme Forfatter. Men jeg hører allerede Protester: Rindom! Locher! Ak, hvorfor nævne dem i denne sammenhæng? De har vel opfanget og gengivet mange af Dagliglivets komiske Træk, men de savner Kendskab til Menneskesjælen. Døgnværk til Hobe!

Jeg har her kun flygtigt nævnt de Forestillinger, der gjorde særligt Indtryk på mig og blev som en Indvielse i Kunsten. Jeg formaar slet ikke at gengive det Væld af Følelser, der saaledes vaktes hos mig, den indre Rigdom, som udløstes derved, den brændende Entousiasme, der i Dagevis fik mig til at gaa rundt som i en Rus, døv og blind for Skolens Lærdomme, for Venners Smil og Tale, ja, selv for Kærlighedens. Jeg var som en rygende Mile i den tavse Skov, ufølsom og glødende. Men Billedet halter som alle Billeder; thi samtidig var min Tilstand en lykkelig og ubestemt Svæven... Og naar jeg vaagnede op, med hvilket Raseri kastede jeg mig da ikke over Læsning, over Produktion! Ser man for sig en ranglet attenaarig, der vanker hjem fra Biblioteket i Skolens øverste Etage med tre solide Bind Hegel under højre Arm, en laset græsk Demosthenes ragende op af venstre Jakkelomme og Byron's Childe Harold klemt ind under venstre Arm under Paletoten? Hvad jeg havde for til næste Dag, var Horats og Herodot. Men jeg skænkede dem ikke et Blik. Jeg oversatte dem fra Bladet, i Fald jeg blev hørt i dem. Og Herregud, den Uge, da jeg endelig havde faaet Raad til at købe Lexikon-Udgaven af Grillparzers Sämmtliche Werke, fik jeg hele fire mdl. i Latin. Læreren havde sat sig i Hovedet, at jeg skulde lære alt om Konjunktivs Brug i Latin just paa dette Tidspunkt. Men nej, om jeg gjorde! Jeg ventede til det passede mig.

Af og til kunde der dog skimtes ligesom et Tilløb til Iagttagelsesiver og Generalisationsevne hos mig. Det var mest, naar jeg havde set noget rigtig daarligt. Saa gik jeg fra Teatret sporenstregs op til Konditoren og spiste, trods Rektors udtrykkelige Forbud mod aftenlige Udskejelser, med utrolig Anstændighed og i stolt Afsondrethed ved et lille Bord tvende Napoleonskager. Den Gang antog jeg, at de gode Mænd af Aalborg, som nød Spirituosa i Lokalerne, forargedes over mig; nu er jeg tilbøjelig til at tro, de morede sig. Men jer selv havde ogsaa min Morskab og min stille Forventning, der med Præcision gik i Opfyldelse, naar Fader Schlenzig i Tøfler kom ud fra Privaten og mælede de Ord: »Glokken er doll, mine Herrer, och min Gone vendææhr!«

Saa gik jeg glad ud ad Døren. Det er Penge værd - og det meget større Penge end til to Napoleonskager - at have hørt den Replik. Aa, kære, gamle Aalborg!....

Tom Smidth