Lystanlægene

De gamle Kvarterer - de gamle Kvarterer...

Medens Skyerne driver forbi Solen, og Lys og Skygge skifter, gaar jeg her alene og følger de Spor, lette som Kattepoters, min Tilværelse har efterladt i denne By. »Fortsæt!« har jeg befalet mig selv, »bliv ved indtil Kedsomhed! Du véd, hvor hurtigt du bliver led ved Gentagelser. Der er ikke anden Lægedom for dine Nerver...«

Det er nemlig galt fat med dem. Jeg ser Spøgelser ved højlys Dag. Lad os forudsætte, at jeg fra Danmarksgade drejer ind i Peder Barkes Gade. Ikke saa snart er jeg om Hjørnet, før det giver et Sæt i mig, og mit Hjerte tager til at galopere. Jeg har set et Spøgelse - et ungt og dejligt Genfærd af det, der var min Ungdoms Maanedrøm. Det er ikke Ansigtet, jeg genkender; Genfærd har intet Ansigt. Men de har Legeme. Deres Ryg er ikke hul som Elverpigernes, deres Ben, deres Gangs Rytme, deres Armes Slæng, deres Nakkes Bøjning og blege Glans, deres Haars dunkle Krone er som unge, skønne Menneskers, som unge Kvinders... Som sagt, det er Nerverne. Men sød var hun!...

Langt om længe erkender jeg mig besejret. Jeg flygter. Jeg søger Selskab. Paa Kunstens Overdrev henter jeg en Maler, byder ham gaa med og beder ham tie - hvilket han lover. Vi skridter af Sted.

»Hvor skal vi hen?«

»Ud at bese Forsvindingsnumrene.«

»Naa,« siger han uforstaaende, men ligeglad.

Vi kommer ind i »Karolinelund«.

»Her,« erklærer jeg, »laa engang en Tryllehave. Ser De det Soluhr? I Dag viser det ingenting...«

»Næh, der er jo en Sky for Solen.«

»Knib Læberne sammen, Ahlfeld. Det gaar ikke, at vi snakker. Jeg har til Hensigt at udtrykke mig - og vil ikke afbrydes. Er De med?«

»Hvor meget faar en Tilhører i Timen?« spørger han.

»Ingen Timeløn her,« svarer jeg. »De faar hele Dagens Honorar omsat i Aftensmad, Spiritus og mellemfolkelig Samdrægtighed.«

»Det er en anden Sag.«

»Ja, det er ogsaa Sprichtwortet fra Genf,« siger jeg trøstende. »Altsaa - her laa en Tryllehave. Hver Time af Formiddagen bragte nye Herligheder. Om Morgenen ved Nitiden var Græsset endnu friskt og dugsprængt, glitrende af Hundredtusinde smaa Diamanter. Hvor prægtigt var det ikke at løbe ind i! Bare en eneste Plæne var nok til at spolere Støvlernes søndagsagtige og foragtelige Blankhed. Solen laa skraat med et Guldskær ind imellem Kastaniernes dovent hængende Blade. Fuglene fløjtede... ikke Prologen af »Bajadser« som min Vært Henriksen, naar han trækker Bukserne paa, men letfattelige Smaastykker for Begyndere - noget, der, om jeg husker ret, mere mindede om Weber end om »Waldweben«. Fugle er hensynsfulde over for Børn, Ahlfeld, selv om Børn ikke er hensynsf... Naa, det kan være det samme. Klokken 9 arriverede vi regelmæssigt; det er Hovedsagen. Tre Søstre, hver med sine Børn, og dertil vores allesammens Bedstemoder. Klokken 10 var der Frokost i det grønne, hvid Dug, skaaret Smørrebrød: Pølsemader og Stykker med Skummetmælksost, helt blaalig...«

»Det kan jeg ikke li'e...«

»De skal faa Kaviar, hvis De blot kan forsmaa Dem til at...«

Smæk! siger Malerens Tænder.

»Intet har nogen Sinde smagt saa godt. Der var gule, udtværede Sennepsklatter paa Tante Yngsts Mellemmader. De blev altid spist først. Fem Unger var vi. Fyrretyve Stykker gled ned med utrolig Færdighed - og under formanende Udraab om endelig ikke at forsluge sig. Fra 10 til 11 legede vi under skingrende Skraal. Tre Drenge jog to Kusiner, saa Skørterne fløj. Hvergang en faldt eller blev rykket i Fletningen eller fik en Næsestyver, stiftede Bedstemoder Fred og beroligede de ophidsede Mødre, d. v. s.: hendes egne tre Poder.

Fra 11 til 12, naar vi var lidt trætte, blev vi stille. Vi drev rundt i Gangene og kedede os. At kede sig er i den Alder noget af det mest befrugtende. Saa lader man Tingene tale til sig. Man bemærker Grusets krystalliske Glimren. Man indsuger Blomsternes Duft. Man følger Rosens Krinkelgange; man gætter paa en ukendt Plantes Navn. En Sommerfugl vækker vild Diskussion: Er det den store Ræv eller den lille Ræv, eller ingen af Delene? - hvorefter man jager Sjælens stakkels Symbol, men heldigvis uden at fange den. Eller man sidder Ryg mod Ryg langs ad en Bænk, stirrer op mod de svajende Grene, indtil man viljeløst overgiver sig til Intetheden og den lyserøde Flimren bag de sænkede Øjenlaag.

I Mellemtiden spirer Idéen til nye Gavtyvestreger... Der var gerne en af Flokken, der fo'r op med et Hyl, og bort sprang vi alle fem. Hen at kaste Kæppe op i Kastanjetræerne! Ned drattede de piggede Kapsler under stor Jubel. Og just som denne Idræt var paa sit højeste, var det lykkedes Opsynsmanden ubemærket at humpe frem til os bagfra. Han greb en Misdæder i Kraven under gudsbespottelige Udtryk og megen Sprutten og Savlen. Ha, han triumferede, den brave. Endelig! Endelig havde han os! Formodentlig var vi den Bande, som i Ugevis havde spottet hans Anstrengelser. Men nu skulde Verden se en retfærdig, eksemplarisk og fyndig Afstraffelse. Han drev os foran sig, og hylende passerede Toget Mødrene i Græsset. Da skulde man se Tante Mellem og Tante Ældst. Op sprang de kampberedte. Deres Talegaver - samt en mindre Drikkeskilling - besejrede aldeles Opsynsmandens Harme, og med en fjern men endnu frygtelig Murren trak han sig tilbage, medens Mødrene lidenskabeligt omfavnede deres fra Fangeskabet lykkeligt udfriede Børn.

Klokken 12-1: Kaffe paa Pavillonen. Kaffe med Jødekager. Den Slags Jødekager eksisterer vist slet ikke mere. De var store som Tallerkener og fede af meget Smør - jeg ser Bagerne, der altid lider Nød, vride deres Hænder ved dette Førkrigsbegreb: Smør!! - og der var Sukker paa i lange Baner og Kanel. De smagte som - som - - jeg har ikke Ord. De smagte som Bedstemoders: »Velkommen, min rare Dreng!« hjemme i Rantzausgade. Ser De nu, Ahlfeld, forstaar De, at dette var en Tryllehave...«

»Mmm.«

»Rigtigt, elskelige Papageno. Hm, hm, hm, hm... Saa vandrer vi til Blegkilde.«

»... Derude var Maanens Dronningrige. Fra den oplyste Pavillon, fra det dampende Lokale, hvor Rumænerne spillede som Djævle, hvor Violinerne smægtede og skreg i Zigeunervalsen, hvor Luften var tyk af Spiritusos og Tobaksrøg, skred man ud i den stille, høstlige Augustaften. Fuldmaanen svømmede i en Sølvsø af sin egen Glans, og de lidenskabelige Klange fra Salen fulgte en paa Vej ind i Drømmen. Over den blanke Kanal, uudgrundelig i sin Overskyggethed, glinsende i sin Spejlen, vandrede man tyst ad den hvide Bro ud mod Plænerne, hvor Birkene sovende hældede deres haarfagre Hoveder i det dvælende Lys, der kærtegnede de hvide Stammer. Og laa en sart Pigehaand let paa ens Arm, saa hændte det, at man maatte forvisse sig om dens Ledgemlighed ved at føre den til sine varme Læber. Og i Aftenens Kølighed var det som at kysse en hvid Nymphæa, indtil Blodets Glød føltes gennem den glatte, bløde Hud.

Thi dette er Maanens Troldom, at den gør det legemlige ulegemligt og skænker det uvirkelige Virkelighed. Maanen skyldes det, at den elskede ikke har en blegblaa Silkekjole paa, men er iført et Klædebon af rislende Sølvmor. Maanen er Aarsag til, at unge Lorenzo ikke betænker, at hans Jessica slet ikke er nogen rar Pige. Men tag dig i Agt, Lorenzo! Shylock sidder vel i Øjeblikket ved sin The russe i Pavillonen, men han har Erfaring i Hjertesager, som du burde vide, og en Dag vil han udskære et Skaalpund Kød nærmest dit eget Hjerte; det er kun hos Shakespeare, han taber Processen, ikke i Virkeligheden. Og Virkeligheden ligger derude. Ja, du har den ved din Side her i Maanehaven. Spørg blot Jessica. Hun er overbevist om, at hun selv er den eneste Virkelighed og alt andet Fantasteri. De mørke Poplers Rad er intet Gærde, der skiller eder fra Verden, og selv om I gaar ud herfra ad den hemmelighedsfulde Slangegang, alle forelskedes Ly, for at sinke og udskyde Gensynet med Realiteten, saa møder den eder snart, nemlig i Skikkelse af Kærs Mølle...«

»Den Allé og Kirsebærsti er nu væk,« afbryder Maleren demonstrativt højt og tørt.

»De trænger til en Hjertestyrkning, Ahlfeld,« er min Gisning. »Deres Hverv er jo ogsaa drøjt. Lad os tage en Kaffe med D.O.M. herude!«

Som sagt saa gjort. Hvorpaa vi ad Kærvejen begiver os vesterud mod Bejsebakken.

»Dette er »Erstatningen«.«

»For hvad?«

»For Forsvindingsnumrene. Jeg finder nu ikke Bejsebakken tilstrækkelig og er lidt betænkelig - netop betænkelig i min Egenskab af tilbagevendt Iagttager. Jeg ser klart Farten i Stadens Udvikling. »Omklamringen« er ganske tydelig, og jeg har fra København de bedste Beviser for, hvorledes det gaar Lystanlæg, som Staden har omgivet med sine Kvælerarme. Aborreparken forsvandt. Af Ørstedparken og af Østre Anlæg forsvandt et Stykke og saa fremdeles. I Aalborg har »Karolinelund« i vore Dage netop den Størrelse, der passer for en af Stadens Lunger. »Kilden« er noget større. Men se nu til, om den ikke efterhaanden bliver beskaaret. Det vil gaa den ganske som »Skovbakken«, hvor man alt har bortamputeret et væsentligt Stykke til et Vejanlæg. Det interessante er ikke, at denne Amputation blev et Stridsspørgsmål, thi i et demokratisk Samfund vil saa godt som ethvert Foretagende af offentlig Art vække Diskussion - det betydningsfulde er Resultatet: at Byens Udvikling uden mindste Hensyn til forhaandenværende Følelser krævede sit Offer. Delingen er foretaget, Vejen ligger der. Den er en Kendsgerning. Inden længe vil »Kilden« og »Skovbakken« være reducerede til omklamrede Lunger. Derefter er det kun et Spørgsmaal om Tid, naar de bliver til »Aandehuller« - og en skønne Dag er de sagtens rent udslettede af Tilværelsen som Aborreparken i Hovedstaden.

Naa, lad dette sidste staa som et Skræmmebillede. Anlægene behøver ikke at forsvinde helt. Men Byens vækst kræver en Erstatning for Svind. Nu spørger jeg: Har man betænkt, at et beplantet Stykke Jord tager tyve Aar om at blive til en nogenlunde velvoksen Park? Og er man fuldstændig klar over, at dette Tidsrum ikke nu betyder, hvad det betød for blot nogle Aar siden? Udviklinger har tre- eller firedoblet sin Væksthastighed siden engelske Boligprincipper har vundet Indpas i Udkanten af Landets Provinsstæder. Men Træer bryder sig fejl om Boligprincipper; de vokser efter deres Art. Dette er hele Problemet i en Nøddeskal...«

Denne Monolog har ført os til »Kilden«.

»Ak ja,« sukker jeg ved Synet af Publikum, »hvorfor er man ikke en Henry James? Her havde været Stof...«

»Hvorfor er jeg ikke Raffael?« spørger Maleren spotsk

»Kender De Lessings berømte Tankeeksperiment - fra »Emilia Galotti«? Raffael vilde have været lige saa stort Geni, hvis han ikke havde haft Arme. Det er jo ikke Armene, De mangler, Ahlfeld...«

Smæk! siger Malerens Tænder, men samtidig staar Gnisterne ham ud af Øjnene.

»Kaviar,« hvisker jeg blidt. - »Hvad jeg vilde antyde, var blot, at »Kilden« er og har længe været det Anlæg, der var mest besøgt af Stadens Borgerskab. Det ligger nærmest Centrum. Det har et elegant Kildehus - de smaa Hytter, der tidligere rummede Restauranten, var allered for 20 Aar siden utidssvarende - det tilfredsstiller Byens virkelig kræsne Musiktrang - endelig, og ikke mindst, det har med sin større Udstrækning, sine gamle Træer, sine sollyse, brede Plæner og sin Svanedam et vist parkagtigt, fornemt og officielt Præg. Det er ikke hyggelig jævnt som »Karalinelund«, ejer ikke saa intim en Stemning som »Blegkilde« - det er i udpræget Grad Eftermiddagens Anlæg. Flaneringens og den muntre Konversations Tilholdssted. Her gaar man i Klynger, promenerer sit elegante Sommertøj, udfolder sit Vid, hvis man har noget, og diskuterer Næstens Privatliv, hvis har ikke har givet Afkald derpaa. Til Afveksling rører man Benene i en Dans til Musikens Toner i Kildehuset. - Hvad er Nutidens Ungdom uden Dans? Og denne Dansen er maaske den eneste dybe Forskel paa før og nu herude. Da Musikerne sad udendørs, dansede man ikke, trippede højst graciøst et Par Trin for at vise, hvor det sad én i Blodet, hvor man næsten ikke kunde styre sig. Nu har man opgivet at styre sig.«

Det er blevet sent paa Dagen. Man mærker Aftenens svalere Luft, og Skyggerne ligger lang hen ad Gangenes Grus. Vi begiver os til »Skovbakken«.

Paa Vejen derop erindrer jeg mine Pinseglæder. Engnag var jeg blevet saa vild af Sol og Sang og Morgenfryd, at jeeg ikke kunde oholde mig paa Jorden. Jeg maatte nødvendigvis hæve mig over alle Dødelige og kravlede op i en blomstrende Hæg, hvor jeg overskrævs paa en vippende Gren skrev et større Digt. Det ligger endnu hjemme, helt nede paa Bunden af en Skuffe, som jeg aldrig roder i. Det var en Række usammenhængende lyriske Udbrud uden sund Sans i. Nu skal det brændes. Thi enhver fremdragen Erindring er som den af den befrugtende Bi hjemsøgte Blomst: den mister sin Glans, falmer og visner; men i Frugten finder begge en ny Tilværelse.

Ud for Skydepavillonen standser vi begge som paa Tælling og staar længe uden at mæle et Ord. Mod Vest synker Solen i Purpur, Guld og Roser, omgivet af bovnende, hvidlige, lysfyldte og fløjlsgraa overskyggede Skyer. Og nedenfor ligger Aalborg rød og graa i det hendøende Solskin, lysende i et Drømmeskær. Hinsides de tusinde Boliger Fjordens staalblaa Stribe og bag Søsterstaden derovre Vendsyssels skønne Høje. Frelserens Kampanile peger mod Himlen, Budolfi Taarn faar en gullig Patina under Spirets mørke Rundinger. Og henover Stadens Tage flagrer tynde Røgbaand i Vinden.

»Ja,« siger jeg til Maleren, »dette er Fristelsernes Bjerg. Her har jeg engang staaet i en begejstret Stund som ung Mand og tænkt: Alt dette vil jeg underlægge mig...«

Pludselig taler Kunstneren ud af min Ledsager. Med et Barns hjertelige Tone stammer han: »Har De - har De virkelig? Det har jeg ogsaa - engang...«

»Det er blevet mit Eje paa anden Vis, end jeg dengang tænkte mig det: I Erindringen.«

Vi ser paa hinanden, nikker - og gaar ind til Kaviaren.

Tom Smidth