Regimentsmusiken

Som en Trækfugl er Forfatteren Tom Smidth paany i vor By og falder i Betragtninger over det nye Aalborg.

En straalende Solskinsdag, stille Vejr, en Søndag tilmed, er det ikke næsten en Mærkedag i denne Sommer?

Fra Vejgaard, hvor jeg ferierer, tager jeg med Bussen ind til Nytorv. Jeg er omtrent eneste Passager - thi den unge Pige, hvis lange Silkeben spærrer Gangen forrest i Vognen, flirter paa en kusineagtigt overbærende Maade med Chaufføren. Medens vi rumler afsted, betragter jeg den rige og forskelligartede Bebyggelse, der er vokset op langs den før saa stille Vej, og det gaar langsomt op for mig, at denne Køren i Omnibus, en Selvfølgelighed for Københavneren, er selve Symbolet paa det nye Aalborg: Forstæder og Villabyer er nu indlemmede Dele af Staden, ikke mere spredte og fjerntliggende Beboelser.

Nu er vi naaet ind til Frederikstorv, snart runder vi Hjørnet af Danmarksgade og Boulevarden. Fodgængernes Strøm har samme Retning som min Befordring; jeg siger »min«, thi nu er Chaufføren forladt af Kusinen. Jeg er ene. Og i ensom Majestæt stiger jeg ud paa Nytorv, hvor Solen blinker i Militærorkestrets blanke Horn. Chaufføren træder ogsaa ned og læner sig en Stund til sin tomme, gule Kasse. Aabenbart er han hensunken i Betragtninger.

Og sandelig, den vandrende Kreds af unge Skønheder, som her lufter Søndagsstadsen til Musikens Toner, er vel værd at betragte. Hvor Kavalererne strunker. Hvor knejsende og let de unge Damer træder i Skoene. Jeg er atter i min Ungdoms Stad, og dens unge har ikke forandret Karakter i samme Grad som saa meget andet.

Aalborg er stadig de lystige Knøses og de smukke Pigers By, som den har Ry for at være fra gammel Tid, og som den var det, da jeg her var ung med de unge. Overhovedet - der tales saa meget om Forskellen mellem Før- og Efterkrigstidens Ungdom; der fremfantaseres et Svælg imellem dem. Men visse af os, der har et taaleligt Overblik over den europæiske Kulturs Historie, maa smile ad dette. Vi ved, hvor lidet gennemgribende en Krigs, selv den frygteligste Krigs, Virkninger er paa det etiske Omraade. Og endda paa den opvoksende Slægt i et af Krigen nogenlunde uberørt Land! Nej, vi smiler. Og med Mephisto kalder vi alle de nye Benævnelser for de kun ubetydeligt modificerede Livsytringer og Forhold for »schöne Wörter«, smukke Gloser. »Prøveægteskab« for Eksempel er et velklingende Ord - trods Hiatet.

Men Musiken?

Den er midt i et Numer. Jeg lytter. Det er mintro Mozarts Figaro-Ouverture. Men, o ve! for lutter Blikblæsere. Naa, det er jo i hvert Fald den rette Musik at spille for al denne forelskede Ungdom. For den kræsne har Verden kun én Lystspilouverture: Figaros Bryllup, og én Tragedieouverture: Beethovens Coriolan. Dem begge har jeg for første Gang hørt spille i Aalborg af Regimentsmusiken - om Aftenen i Kilden.

Jeg undgaar behændigt den som en trofast Karusselhest rundt og rundt skridtende Jens, der med Gevær i Arm og samtlige Aandsevner i Hvil beskytter de uniformerede Musici mod Tilhørerskarens Tryk, og tager et løseligt Skøn over Orkestrets Størrelse og de anvendte Instrumenter. En 16-18 Mand, og udelukkende Blikblæsere, Janitscharen undtagen. Man er nu naaet til et Udtog af Mascagnis »Cavalleria«. Jeg kan hverken fordrage Mascagni eller Puccini og gaar stille derfra.

Hvorledes? siger jeg til mig selv, var dette Orkester ikke en Gang paa to-treogtyve Mand? Var det ikke et Harmoniorkester? Fandtes der ikke to Klarinetter, Obo, Fagot og diverse Flauti? Sikkert nok. Og jeg gaar sukkende ud ad Vesterbro. Jeg søger et Træ. Et Træ? Javist. Et Træ, hvis lys og Skygge, hvis løvrige Krone er fuld af mine Minder som af syngende Fugle. Et Træ, som stod foran den gamle Frilufts-Musiktribune i Kilden. Og jeg finder det. Er jeg ikke et heldigt Menneske, at jeg genfinder mine Minders Træ. Jeg, der med Forfærdelse i Frankrig har set hele Skove af splintrede Træer, bortfejede, knækkede, kappede af en Artilleriorkan, jeg, der i Finland har set Mile af Skov gaa op i Flammer ved kæmpemæssige Brande, jeg, der, for tilsidst at tage et beskedent Eksempel, fornylig i København har set en lang Allé af ærværdige Træer, hvoraf sikkert hvert eneste rummede Minder for den ældre Generation, blive ryddet og erstattet med smaa, strittende Svæklinge i Cementbeholdere, jeg kommer efter fireogtyve Aars Forløb tilbage til en By i rask Udvikling og genfinder mine Minders Træ næsten uforandret, endnu knejsende og skønt med kuplet, vidtfavnende Krone, fuld af kvidrende Fugle.

Som saa ofte forhen læner jeg mig til dets Stamme og mit indre Orkester begynder at spille. Det er et Harmoniorkester paa nogle og tyve Mand; det er Regimentsmusiken, som den en Gang var. Og jeg er atter en sytten-attenaarig Skoledreng, Drømmer, Latiner, mine Venners Ven og let forelsket i en mørk Skønhed, som nu forlængst er gift og har Barn med en anden. Det er Aften, en Festaften, Kammersanger Simonsen skal synge. Anlæget er illumineret, fra Træerne hænger Lampions og Rækker af kulørte Smaalygter. Vandspringet plasker klingende fint. Foran den lille Restaurant sidder der tæt med Folk, endnu mange flere spadserer snakkende og leende frem og tilbage foran Tribunen. Dirigenten rejser sig, stiv som en Trædukke, Stokken slaar ned; med korte, stive Slag fortsætter han mekanisk og præcist at dirigere, og ned fra Orkestret lyder Figaro-Ouverturen. Hurtig, legende, let - munter og drillende. Allerede det første Løb river mig med, op i en Hvirvel af Overgivenhed. Men ikke mange Takter har lydt, førend jeg hører Undergrunden tone frem: den gærende Lidenskab, den skjulte Ild, den gemte Smerte. Og i disse Sekunder, ikke fuldt to Minuter, hører jeg med en Art hellig Forfærdelse min egen Sjæl tolket paa en underfuld, uefterlignelig Maade. Mit Hjerte krymper sig, skjuler sig, fornægter sig selv, lokkes atter frem, tvinges til at udfolde sig, give sig hen... Musiken er forbi, og jeg staar ubevægelig, med bøjet Hovede og Taarer i Øjnene. Et Øjeblik endnu, og Bifaldet gør mig nøgtern, jeg føler mig paa Drengevis skamfuld og oprørsk. Jeg gaar ud i Mørket om de store Plæner og visker, set af ingen, mine Taarer, mine skændige Taarer, af med et langtfra rent Lommetørklæde.

Det var dog ingen uforberedt ung Knøs, der hørte saaledes. Jeg var Medlem af Skoleorkestret, jeg spillede Klaver hos Organist Ernst, jeg sang endnu det Aar en daarlig 2den Tenor i Skolens Kor.

- En anden Aften, et Aar senere. Det støvregner. Blæsten føles kold og bidende, naar et Vindstød udefra sejrrigt trænger ind imellem Træerne. Jeg staar, hvor jeg den Gang stod. Næsten ingen Mennesker. Tjenerne driver i Døren. Ingen Illumination, naturligvis. Kun Musiktribunen, hvor Orkestret sidder, er oplyst. Jeg har forsømt at klippe Programmet ud af Stiftstidende.... Atter løfter Træmanden - den udmærkede Dirigent hed vistnok Hansen - sin Arm til de stive, smaa, regelmæssige Taktslag. Imponerende Toner. Knugende Vælde. En aldeles egenartet, storladen Dysterhed. I Guder, hvad er dette? Jeg der i Skoleorkestret kun har spillet Beethovens lyse D-dur Symfoni Nr. 2, kender ham ikke igen. Og nu denne forbitrede Allegro! Denne heroiske Trods, der ogsaa skjult gennemsyrer Sidemotivets blidnede Toner. Jeg leder i min Hukommelse. Det falder mig ind ved Gentagelsen, at jeg har set disse Figurer. Ah, et Facsimile i en Musikhistorie, en Side af Coriolan-Ouverturen. Og nu rejser Heros-Templet sig for mig i sin fulde Skønhed.

Det Aar var jeg bedre kendt med en Del af Regimentsmusikerne. Jeg vover derfor at liste op til Bagdøren, aabner den paa Klem og beder den nærmestsiddende, om dette Numer ikke maa blive gentaget; jeg vil saa gerne høre det en Gang til. Det var jo Coriolan-Ouveerturen? Jo, det var det! Musikeren lader lavmælt og smilende min Anmodning gaa videre fremefter, og en efter en smiler Musikerne, da de hører den. En Kornettist henvender sig med den til Dirigenten. Jeg staar spændt bag Døren og kigger ind. Men da siger Træmanden til min store Forbavselse: »Nej, min Herre, denne Ouverture er ikke af dem, man spiller to Gange samme Aften. Det bør De kunne forstaa«.

Idet han siger det, forstaar jeg det, forstaar paa en dunkel Maade, at jeg har begaaet noget formasteligt, ikke mod Musikerne, heller ikke imod Dirigenten, men mod den ophøjede, den vældige Mester, der har Sæde paa Musernes Bjerg - mod Beethoven. »Vi vil have den paa Programmet igen en Gang i næste Uge«, trøster Dirigenten, nu smilende som de andre og i den mest dagligdags Tone.

Han havde givet mig en Lære for Livet; det vidste han sagtens ikke. Han havde rejst Mesteren en Tronstol i min Sjæl; det anede han maaske; det vilde han vel netop. Og først sent har jeg omvendt mig til Mozart igen.

Tom Smidth