Det var i Aaret 1849. Flaubert, der led af Neurose, havde faaet et slemt Tilbagefald. Lægen havde tilraadet en Rejse i de varme Lande. Digteren besluttede at ledsage sin Ven, Forfatteren Maxime Du Camp, til Orienten, men først vilde han for enhver Pris fuldende den Bog, han arbejdede paa. I Efteraaret blev Manuskriptet endelig færdigt. Det var den første Version af Skt. Antonius' Fristelser, et Kæmpeværk. Du Camp og Louis Bouilhet blev kaldt til Villaen i Croisset, og Flaubert oplæste Manuskriptet for dem. I fire Dage læste han, otte Timer om Dagen, fra 12 til 4 og fra 8 til 12 Nat. Endelig var det sidste Symbol paa Kødets og Aandens Lyst passeret forbi Helgenens Blik, og Skt. Antonius ventede sin Dom. Den lød paa: Baalet. Digteren gav sine Venner Ret og lagde Manuskriptet i Skabet for senere (1852) at sende det til sin Elskerinde, Louise Colet. Saa megen Resignation fortjente nogen Opmuntring. "Hør," sagde Bouilhet, "du skulde skrive Delamarres Historie." "Sikken Idé!" svarede Flaubert. Denne den skuffede Digters Replik er et helt lille Problem. Delamarres Historie blev nemlig Grundlaget for Madame Bovary. "Quelle idé!" Betyder det: Aa, jeg tror, du vil! eller: En fortræffelig Tanke!? Digteren levede endnu mellem sine Fristelser. Hvis noget i en Hast kunde bringe ham ned paa Jorden igen, var det vel et Forslag om at beskæftige sig med Doktor Delamarre, den normanniske Landsbylæge, og hans Hustru. Hver Gang Flaubert tog Reissaus til Afrika, var det en Flugt fra Virkeligheden, d. v. s. fra Borgeren, den franske Middelstand, som den var under Louis Philippe og Napoleon III. Flaubert hadede Filisteren, kunde blive helt syg og daarlig blot ved Synet af ham. "Jeg er saa ødelagt, at jeg næsten ikke kan holde paa Pennen," skriver han senere i et Brev. "Det er Følgen af den Ærgrelse, Synet af en Spidsborger har forvoldt mig. Borgeren er ved at blive mig fysisk utaalelig. Jeg kunde give mig til at udstøde høje Skrig." Og nu skulde han altsaa skrive en Bog om saadan en Spidsborger - quelle idé! Det er uden Tvivl blevet sagt i en ærgerlig Tone, thi ærgerlig bliver man over ethvert Stød, fysisk saavel som aandeligt.

Derpaa fulgte saa Rejsen til Orienten. Maxime Du Camp maatte paa ridderlig Vis tage sig af den syge Digter, der var saa lidet praktisk som nogen. Bagefter beklagede Du Camp sig ganske vist højlydt i sine Memoirer; større var Ridderligheden dog ikke. Under Turen op ad Nilen, ved den anden Katarakt, fandt Flaubert Navnet paa sin Heltinde, Emma Bovary. Og sikkert har Planen til Romanen allerede dengang staaet ham klart, i hvert Fald for Hovedtrækkenes Vedkommende. Rejsen varede i omtrent to Aar. Efter Hjemkomsten murede Flaubert sig straks inde i sin Villa og skrev paa Bogen - i fire Aar. Hans Breve fra denne Tid er fulde af jammer: det er et Hestearbejde. Men disse gnavne Udtalelser gaar som en rød Traad gennem hele hans Munketilværelse i Literaturens Kloster. I Virkeligheden formede han Livet efter sin egen Trang. Den, som dyrker Literaturen, bør være udholdende og ensidig som en Tjenestepige, mener han etsteds. I Maj 1856 sendte han Manuskriptet til Du Camp, der var ansat ved La Revue de Paris. Denne blev forskrækket allerede ved den første Gennemlæsning og krævede en Del Steder forandrede, hvilket Flaubert modvilligt gik ind paa. Nogle Maaneder senere (i Oktober) begyndte Offentliggørelsen i Feuilletonform. Virkningen viste sig inden længe. Romanen gjorde Skandale. La Revue de Paris havde tidligere faaet Tilhold fra Myndighederne og var ikke helt dristig ved Situationen. Nu krævede Redaktionen Manuskriptet omarbejdet eller beskaaret, standsede endelig Offentliggørelsen for derefter at fortsætte den, ledsaget af en Notits om, at Publikum i det følgende kun maatte se Brudstykker og ikke noget Hele. Denne Frygtsomhed var ikke ugrundet: man ønskede paa højere Steder at komme Tidsskriftet til Livs og angreb det under et ikke usædvanligt Paaskud: at det nedbrød Moralen. Snart forlød det, at man vilde rejse Sag mod La Revue de Paris. Flaubert prøvede ved Henvendelse til Overpolitidirektøren, til M. Sénard, en berømt Politiker og Advokat, til Lamartine og andre, at besværge det truende Uvejr. Forgæves. Sammen med Tidsskriftets Redaktør, Laurent-Pichat, og Trykkeren blev han stævnet for Politiretten, det sørgeligt berømte 6te Kammer i Palais de Justice. Defensoratet var glimrende, selv Dommerne beundrede Romanen som Kunstværk; Flaubert blev frikendt. Seks Maaneder senere blev Baudelaire sammesteds idømt en Bøde og maatte stryge en hel Række af de skønneste Vers i "Fleurs du Mal".

Med ét Slag var Madame Bovary's Forfatter blevet berømt. Han kunde takke Processen derfor. Louis Bouilhet, Feydeau, Le Vavasseur blev glemt, men Flaubert og Baudelaire regnes til Klassikerne. Den, der blot i en Maaned har været Genstand for hele Paris' Sladder, er udødelig. Michel Lévy købte Retten til Romanen for fem Aar og betalte den med - 500 Francs. Madame Bovary udkom i Bogform, og Kritiken kastede sig over den. Mest velvillig var Sainte-Beuve, mest skarpsynede og indfølende Barbey d'Aurevilly og Baudelaire. Men Flertallet af Anmelderne var forargede eller ondskabsfulde. Man var nogenlunde enig om at rose Flauberts Stil, men bebrejdede ham Tørhed, matematisk Nøjagtighed i Beskrivelsen, Mangel paa ungdommelig Følsomhed og Idealisme, Ligegyldighed for Moralen, et fysiologisk Syn paa Følelseme, "som saarer uden altid at mishage", en Læges Sindsro, mens han fører Operationskniven. Det kan vel sammenfattes i Sainte-Beuves Sætning: "De véd alt, men De er grusom."" Snart beskyldes han for at efterligne Balzac, snart er Madame Bovary kun en anden Kameliadame, en Demimonde. Og Flaubert, hvad siger han? "Jeg vil blæse paa alt det." Naturligvis bliver han regnet med til den nye realistiske Skole. Og dog forsikrer han selv: "Jeg har skrevet Madame Bovary af Had til Realismen." Han siger ogsaa: "Madame Bovary, det er mig!" Han skriver som Svar paa direkte Forespørgsel: "... Madame Bovary er ren Opdigtelse. Alle Personerne i denne Bog er fuldstændig frit opfundne, og selv Yonville-l'Abbaye er en Egn, som ikke eksisterer, saavel som la Rieule, etc. ... Hvilket ikke forhindrer, at man her i Normandiet har ment at kunne finde en Mængde Allusioner. Hvis jeg havde benyttet saadanne, vilde mine Portrætter ikke have lignet saa godt, fordi jeg da vilde have haft bestemte Personer for øje, mens jeg netop har villet gengive Typer." Hvorledes hænger dette sammen?

Flaubert har sin Rod i Romantiken. Hans Ungdomsværker viser det klart. Han var paavirket af Lamartine, Chateaubriand, Vigny, Quinets Ahasverus... Han begejstres over Callots Antonius' Fristelser som E. T. A. Hoffmann, han hader Filistrene og spotter dem ustandseligt, ganske som f. Eks. Brentano i "Der Philister vor, in und nach der Geschichte", han ser Skt. Julian malet paa en Kirkerude og beslutter at skrive Legenden om ham. Som Dagliglivet og en fantastisk Verden sidestilles og sammenblandes hos E. T. A. Hoffmann, som det uvirkelige udvikler sig af den med videnskabelig Nøjagtighed skildrede Virkelighed hos Edgar Poe, saaledes afveksler Romantik med Realisme hos Flaubert. Han forlader Skt. Antonius for at skrive Madame Bovary og kaster sig efter det uendelige Arbejde med dets Lede og sure Sved befriet ud i Salammbô, "for endelig at kunne skraale af Hjertens Lyst". Madame Bovary er altsaa i hvert Fald skrevet med Had til Realismen. Af Had? ja, ogsaa det. Thi det lader sig let paavise, at Flaubert allerede i sine unge Aar er naaet til den Overbevisning, at Kunsten ikke har nogen social Betydning, og denne Overbevisning har han bevaret hele sit Liv. Kunsten er til for at udtrykke Skønheden og har kun dette ene Maal. Hans Syn paa Kunst nærmer sig stærkt til det, som senere blev formuleret i Sætningen: L'Art pour l'Art. Realismen i sin Begyndelse er derimod et Borgerbarn, der taler et ikke altid lige soigneret Sprog for at udtrykke en social og videnskabelig Tendens. Uden Sideblikke til "de unyttige"s Mellemstadium vender den sig, støttet til Naturvidenskaberne, men faktisk endnu i den herskende Filosofi, Positivismens, tørre Aand og applauderet af Saint-Simonisterne direkte mod Romantikens halvvisne Blomster og mejer dem skaanselsløst ned for at skaffe sig Grobund og Sollys. Vi har sagt, at fandtes der noget, Flaubert hadede, saa var det Borgeren og det borgerlige. Da derfor den ærværdige Fader "Le Cruchard des Soeurs de la Desillusion" lod den anden af sine "bonshommes", d. v. s. den anden Side af sin Forfatterpersonlighed, tage fat, hvor den første havde sluppet, og støttet paa en Hændelse, som han kendte i dens Hovedtræk, vendte sig fra Fantasiens Verden til Hverdagslivet, var det ingenlunde hans Mening at skabe et "realistisk" Værk. Man kan gaa ud fra, at Louis Bouilhets Ytring: "Du skulde skrive Delamarres Historie", ikke var et løst henkastet Forslag, et Mundsvejr. Det, Flaubert altid havde savnet, var et Stof. Handlingen var den svageste Side af hans hidtidige Produktion, der havde været romantisk-filosofisk, satirisk-symbolsk, autobiografisk. Den første Version af Skt. Antonius' Fristelser var det sidste Udslag af denne Selvoptrevling; længere kunde Flaubert ikke naa ad denne Vej; han maatte forsøge noget nyt eller ophøre med at skrive. Dette begreb Bouilhet sikkert, thi han kendte sin Ven ud og ind. Derfor giver han ham et Raad i rette øjeblik og mere end et Raad: en Handling, en Kvindesjæls Fortabelse; han tilfører Vennens Fantasi et Stof, som den kan gennemtrænge - og hvilket Stof! Som skabt for Flaubert! Lig en Svamp viser denne Historie om en Landlæge, hans hysterisk-sentimentale, aldrig tilfredsstillede Hustru og hendes Elskere sig i Stand til at opsuge alt, hvad Flaubert har paa Hjerte. Madame Bovary er en erindret Bog; af Lethes mørke Vande er den draget op, Stykke for Stykke, og den har den sælsomme Glans af Vemod og Spot, som er egen for det forbigangne og paa ny levendegjorte. "Madame Bovary, det er mig!" Ja, det er ham! Det er hans Sans for le "grotesque triste", hans Had og Kærlighed til det borgerligt dumme og selvglade, hans Provinsialisme og Mistro til Paris, hans Ungdoms Skuffelse i Elskov, hans Agtelse for det rent sensuelle, hans filosofiske Haabløshed og hans høje, men noget vage Skønhedsidealer ("Det skønne er det, som hensætter mig i en ubestemmelig Begejstring"). Først og sidst er det hele hans opsamlede Viden om Kvinden og hele den kvindelige Side af hans jeg. Og denne Bog var skrevet i en Stil, hvis Sikkerhed og Velklang, malende Evne og Følsomhed overgik alt, hvad Tiden kendte af rytmisk Prosa. Den var et Mesterværk, der spredte Forundring og Rædsel om sig. Det utvetydigste Tegn paa, hvor uforberedt den "realistiske" Klike var paa noget saadant, har vi i det Faktum, at dens to Ledere modtog Bogen paa helt forskellig Maade. Duranty skrev om Fragmenterne i La Revue de Paris en Kritik, der sprutter af den arrigste Mangel paa Sammenspisthed; Champfleury sendte Flaubert et begejstret, men samtidig forsigtigt formanende og lidt ængsteligt Brev.

En saadan Sukces maatte naturligvis blive taget under Behandling i Revyerne, man lo over Fru Bovary paa Forstadsteatrene og købte Bogen i al Hemmelighed. Flaubert fik flere fordelagtige Tilbud om at lade Romanen dramatisere, men afslog dem alle. Ogsaa hans egen Person blev skildret af smarte Petitjournalister og serveret Boulevarderne som en særlig Lækkerbisken. Efter at have læst en saadan Artikel skriver Digteren haanleende: "Hénaurme (enorm). Femten Tusind Gange Hénaurme, med tredive Milliarder H'er!"

Der gik seks Aar, inden Salammbô saa Lyset. Den udkom i et Paris, hvor Kritik og Publikum endnu var i fuldt Oprør over Madame Bovary.

Tom Smidth