(En Oversigt)
En Oversigt kan begynde ved Verdens Skabelse, eller den kan føres in medias res. Jeg vilde foretrække denne sidste Art.
Fra Baudelaire, hvis Prosadigte kan forudsættes at være kendte, fører der Forbindelseslinier til alle sider. Mesteren bekender selv, at hans Forbillede var Aloysius Bertrand's »Gaspard de la Nuit«. At han som Oversætter af Edgar Poë har lært af denne, synes aabenbart. Han var tillige en erklæret Beundrer af de Quincey, og dennes »Opium Eater« indeholder Skildringer af Natur og Drømme, hvis lysende Skønhed gør dem til Mesterværker indenfor Prosadigtets Genre. Baudelaire's Værk finder aldeles glimrende og selvstændige Fortsættere i Mallarmé (»Divagations«) og Grev de Lautréamont (»Chants de Maldoror«), og hermed aabnes Banen for denne specielle Kunstart i Frankrig. Vi maa her gøre en parentetisk Bemærkning: Som Prosadigte betragter vi, det vil ses af Bemærkningen om Poë og de Quincey, ogsaa Passager af større Prosaværker, naar disse ved Skildringens visuelle Intensitet og Afsluttethed selv betegner sig som saadanne. Vi nævner da Remy de Goncourt, Huysmans, Pierre Loti, Pierre Louys, Henri de Regnier, Claudel (»Connaissance d'Est«) og en Skare kvindelige Lyrikere, hvoraf Gerard d'Houville er langt den betydeligste.
Vil man forske efter Aloysius Bertrands Forbilleder, da mener betydelige moderne franske Kritikere - ikke med Urette, synes mig - at de maa søges i Ossian og den tyske Sturm und Drang, særlig Goethes Hymner. Men Prosadigtet har naturligvis ogsaa sin Udviklingshistorie paa fransk Grund. Sider hos Pascal, Fénelon, La Bruyère og da særlig Chateaubriand og Renan er maaaske de mest ophøjede Eksempler, man kan finde paa Digte i Prosa, hvis man ved denne delte Betegnelse vil forstaa det ovenfor omtalte noget udvidede Begreb. Foruden disse bør særlig nævnes Chateaubriands samtidige Pivert de Senancour, hvis subtile Skildringer i »Obermann«, »Del'Amour«, »Libres meditations d'un Solitaire«, og »Rêveries sur la Nature primitive de l'Homme« desværre læses af alt for faa, skønt de fremfor nogen andens er tankevækkende og indeholder et Utal af de fineste poetiske Opdagelser og Ræsonnementer.
Paa den anden Side Rhinen finder ligeledes en Udvikling Sted. Som et Eksempel paa senere tyske Dyrkere af Prosadigtet er det maaske nok at nævne den største: Nietzsche, men desuden ogsaa Hebbel; »Meine Kindheit«, visse Sider hos en moderne Mystiker, Hanns Heinz Ewers (Auftakt, de to Intermezzi og Ausklang i »Alraune«), ogsaa hele Partier af Hermann Hesse's Værker. Den unge italienske Lyrik dyrker næsten eksklusivt Prosaen (Papini, Cardarelli, Cecchi). Af skandinaviske Digtere bør i denne Sammenhæng først og fremmest nævnes to, saa gode som ti: I.P. Jacobsen (»Der burde have været Roser«) - hvis noget ikke er taget lige ud af Skitsebogen, er det vel dette - og Oscar Levertin, f. Eks. i »Nya dikter«.
Tom Smidth