Sønderbakke

Det var sent paa Aftenen, før jeg blev færdig til min sædvanlige lille Promenade rundt om Byen. Jeg bestemte mig altsaa til kun at gaa op paa Sønderbakke og ned om Havnen. Det havde egentlig ikke været Solskin om Dagen, men dette stikkende, irriterende Graavejrslys, der virker som Blinket af en Slagterkniv og lammer enhver Hjernefunktion paa Halvvejen. Tilmed havde det været trykkende varmt. Men nu var det dog blevet ligesom lidt køligere, og Vinden blafrede hele Kompasset rundt med smaa ubeslutsomme Pust. Jeg følte det som en ren Vederkvægelse og slentrede langsomt afsted. "Aa, Gud ja, det er Luft, ren, uforfalsket Luft med en svag Tilsætning af Rosenduft fra Gartnerens Have og Duften af modent Korn". Det Hjertesuk udstødte jeg, da jeg vel havde passeret Lægeboligen. For det er jo egentlig en indholdsrig By, denne! Jeg havde ikke troet det, men det er ikke til at tage fejl af. Ja, det er ikke til at se, nærmest til at lugte. Byen stinker. Infamt. Snart er det Vand, som staar og raadner i Rendestene og Kloaker, snart er det Fisk, død Fisk, som driver rundt i Badevandet til Forlystelse for de badende og driver i Land eller ind i Tangen, hvor Solen og Varmen besørger Resten osv., osv. Jeg tror ikke, her er værre end i andre Smaabyer, men i de andre Smaabyer faar de f. Eks. en Dysenterie-epidemi. Himlen maa vide, hvorfor vi er blevet skaanede hidtil. Men nok derom. Der gives altsaa Steder, hvor der dufter af Roser. Apropos om Plantevækst, hvorfor er Tjørnehækken kun beskaaret paa det halve Stykke Vej? Det ser saa tjavset ud med disse lange, strittende Skud.

Under Hækken bor en god bekendt af mig, det er Pindsvinet. Jeg havde den Fornøjelse at hilse paa Familien en Formiddag i Juni, da den solede sig i Gangen, mens Fatter var ude. Den gamle ser jeg tidt nok, naar han geskäftig farer ud og ind af sin Contoirdør forneden, og han har endnu aldrig fundet det fornødent at vise mig Piggene. Jeg kiggede ogsaa efter ham nu, men han var der ikke. - Og saa satte jeg mig paa Bænken ved Rotonden, og saa ud over Byen og Fjorden. Og min Sjæl sukkede over de smaa Skæbner. Er dette ikke som en druknet By, sunket ned i det dæmrende Mørke, der som et tungsindigt Vand hyller sig om de smaa Huse dernede? Det er som stod jeg her paa Stranden for et Braaddyb, hvor alt levende sank. Og dernede gaar de smaa Mennesker langsomt ud og ind og hen og tilbage, sært meningsløst, og dog - dog er det et Krydsnet af Viljer, et evigt rislende Væld af Liv, som stille lister af Sted i Grøften - jeg tror, at om Maanen kom frem, vilde man se dem færdes blandt de sovende Huse, og paa deres Ansigter vilde skimte de dødes Smil, den tavse, Trækning om Munden. Og jeg rejste mig og gik og stod paa Havnen - og Tiden var som et Fluidum om mig, og jeg mærkede den ikke, for ingen Lyd delte den. Først da jeg saa Vandet, og fik Fornemmelsen af dets strømmende Bevægelse, vaagnede jeg et Øjeblik op, og mine Tanker var onde og mit Hoved tungt. Men da gav Stilheden sig til at synge, og mit Øre begyndte at fange alle Vandets smaa klukkende Lyde - og det blev til en Strofe, et brummende Chor - og mit trætte Blod sang med:

Ved Dag et skærende Graavejrslys,
men Aften af Naade dæmrer.
Med Swift'ske Citater den lille Bys
Pygmæer min Hjerne belemrer.

Den borer sit Billed i Dammen ind,
som Mindet sin Haan i min Hjerne,
men Dønninger sukker som Harper i Vind
og snart bliver Tankerne fjerne.

Jeg drømmer og ser paa den flydende Tang,
som glider langs tjærede Moler. -
Et Skud! - Det var som en Streng, der sprang,
paa Nattens Basfioler.

Og Maanen, som tegner en falmet Plet,
maa hurtig sin Rude polere. -
Saa toner det atter, bedrøvet og træt,
den skytunge Nats Miserere.

Tom Smidth