Sebbersund og Konditorkager

Det er Formalitetens hellige Ogpave at støtte sin Redaktørs Bestræbelser og vie sine Kræfter til Nationens Opkomst, d. v. s. alt det, som Redaktøren mener kan tjene til dens Opkomst. Da derfor denne Mand, som er Genstand for min højeste Tillid, opfordrede mig til at spise en større Portion Konditorkager med sig, lystrede jeg blindt, forlod mit Bord, hvor jeg havde Udsigt til tre nydelige Profiler og en Hat paa to Alen i Diameter, og gik ind i "Café Sølyst" for at friste Skæbnen. Og i Sandhed - denne Mands alt gennemtrængende Viden og sjældne Smag - havde ogsaa her truffet det rette! Jeg har ikke i et halvt Aar faaet saadanne Kager - jeg nyder nemlig ellers aldrig søde Sager, maaske med Undtagelse af et Glas Madeira en Gang imellem - Kagerne var enestaaende - der var nemlig ikke flere paa det Fad. - Derefter vederkvægede Redaktøren sin Aand med et Parti Pot-l'Hombre, og jeg gik atter udenfor, men o, ve, - Profilerne var borte, og Solen straalede uformørket af Hatte. Altsaa satte jeg mig trist ned for at notere, at Vinden dansede Polka, og Vandet var grønt.

Medens jeg var ifærd med at finde et Adjektiv, tre Daktyler langt, at klistre paa Haldkjær Skov og af den Grund undersøgte Kysten i en Kikkert for at se, om den ikke skulde være "sivomkranset" - det er straks de halvanden Daktyler, - gav et kaffedrikkende Medlem af en fordømt Forening til Fremme for et eller andet sig til af pure Velbefindende at fløjte en liden Vise. Jeg kan ikke fordrage, at andre Folk befinder sig vel, medens jeg sidder og kløer mig i Parykken med Blyanten bag Øret. Derfor blev jeg ond og mumlede halvhøjt: "Pas nu paa, Peter, nu kommer Osian, den kænner jæ, den æ morderli' kedeli'!" Det hørte jeg en Bisse sige til en anden i Kongens Have engang, medens Kapelmester Schiøler svang Taktstokken. Han er forresten efter min private Formening Landets eneste geniale Dirigentemne - men det kommer jo ikke Nibe og Omegn ved, vel? Det fløjtende Medlem blev ved, og jeg rejste mig fortvivlet. Naa, før jeg fortæller, at jeg passerede 3 Køer paa Vejen til Bjærget, burde jeg maaske opholde mig lidt ved det fashionable Publikum. Jeg faar en Idé. Øjensynlig er jo Sebbersund et Sted med en Fremtid - det kommer blot an paa, hvem der skal skabe den. Jeg agter ikke at overlade Chancerne til nogen anden. Nej, naar jeg har tjent mig en Formue ved at skrive her i Bladet - og det vil i Betragtning af mit nuværende Salær næppe vare længe! - agter jeg at sætte 200,000 Kr. i Sebbersund og gøre det til et Badested. Jeg antager, at der i Løbet af et Aar vil være ca. en Million i Underskud. Saa vil jeg trække mig tilbage og betinge mig 20,000 Kr. af mine Kreditorer for at bestyre Gælden - det er pæne smaa Rentepenge - og saa vil jeg gifte mig og ligge paa Landet paa mit eget Badehotel i Ferien! Synes De ikke, det er en dristig og tiltalende Plan? Redaktøren var absolut begejstret, da jeg talte til ham om det paa Hjemrejsen - blot foreslog han et Aktieselskab: saa kunde vi dele Aktierne mellem os. Er der nu nogen, der skulde tro, at jeg virkelig af Natur er Journalist, d. v. s. et Conversationslexikon udstyret med kun en eneste menneskelig Egenskab: den som hedder Mistroiskhed, men som i det højere Fagsprog kaldes "kritisk Sans?"

Naa oppe paa Bjærget satte jeg mig i Ly af Flagstangen - det var det eneste Ly, der var - og besaa mit Fremtidsrige. "Redaktørens belærende Selskab har virket", sagde jeg til mig selv. "Du er bleven en Mand med Smag; du hæver dig i Virkeligheden højt over dit Kald."

For Smag og kritisk Sans, - ja, der er jo ikke skabt den Lyriker, som ikke vil hævde, at det er kontrære Modsætninger.

Ud af den lille Rede ved Stranden myldrede det med hvidklædte Pigebørn og konverserende Cavalerer - det sidste er et latterligt Begreb, og tilmed er kun Pigebørnene dekorative. Naar jeg bliver Konge, skal det forbydes Mandfolk at snavse Udsigten til med grøntspraglede Jakkesæt og højrøde Slips. Værs'god, Herrerne spærres inde ved en Whisky, det er de der for. Men Udsigten, Udsigten?? Ja, Herregud, nu vil jeg egentlig helst beholde den for mig selv. Skal jeg sige noget mere om det grønne Vand, og om at Bakkerne tegner sig Pokkers elegant mod Himlen, og det gule Korn og de røde Flag og de "sivomkranste" og Nibe i det fjerne og - kort sagt - dejligt, absolut dejligt! Men slaa op i en Poesibog! Nej, der duftede af Hø, og jeg laa og røg Cigaretter! Undtagen paa Broen, der lugtede af Tang - huha! Paragraf 1: Ingen Tang, Paragraf 2: ingen Mandfolk! Da jeg tog hjem, glemte jeg min Stok - men hvad gør det? - Naar jeg faar de 20,000, vil jeg købe et helt Dusin.

Paa Toget traf jeg mine tre Profiler med kun to Cavalerer. De var underskønne alle tre - men navnlig den ene, den blonde, hun, som lo mindst. Hun havde en sort Hat med blegrøde Roser og smaa gyldne Ørenringe i de nysseligste smaa Øreflipper. - Hvorfor friede jeg ikke til hende? Var det, fordi en af Cavalererne fløjte en Cake-Walke? Jeg finder det blasphemisk at fri under en Cake-Walke! Ulykkelig sprang jeg af Toget - ja, for det holdt nemlig ved Nibe Station.

Tom Smidth