Klæstrup Bakker

Redaktøren vil have mig til at skrive en Artikel om Sønderbakke - jeg kan godt lide Redaktøren - men jeg vil blæse ham et Stykke! I Dag havde jeg egentligt tænkt paa at skrive en populær Ballade paa Melodi af den berømte Folkevise: "Der stod et Slag paa Heden, det var et Hedeslag" - eller hvad den nu hedder - men den er, som saa mange andre af mine gode Ideer, løbet ud i Sandet. Som sagt - jeg vil blæse ham et langt Stykke - for det første, fordi Sønderbakke skal ses om Aftenen, og rent ufortalt, at der paa den Tid ikke er til at være for Byens jeunesse doree og dens højofficielle Liebelei, saa kan man ikke forlange, at jeg skal sidde og fiske Adjektiver op af min Hjernes Dødvande i denne Varme, og desuden er jeg kommen paa Støvlerne igen i Dag, - jeg ligger ude i de Klæstrup Bakker. Jeg gik herud ad en Landevej, der gnistrede som et Pailletbaand paa en Balaften - d. v. s. ikke under Forberedelserne: gule Lys paa et Toiletmøbel er ingen Ting at regne - nej, under Festen, i Salen, med en eneste Lysekrone i det blaa Loft: Solen i hele sin bedøvende Almægtighed. Ikke desto mindre var jeg ualmindeligt levende. Jeg kvad. Jeg dirigerede et Orkester. Jeg brølede Fortissimo-Stederne, jeg fløjtede kælent ud i Vejret pianissimo, og min Stok valsede i Luften foran mig. Jeg mødte en Bonde, som gloede, jeg mødte to - men jeg ænsede dem ikke -: "Sonne Du singende Flamme!" Min Hjerne gjorde en Vise til Vor Herre med Tak for velment Solskin, jeg snittede en Afgud for mine Tilbøjeligheder:

Lykken blev os alle givet,
Sagen er saa simpel:
Hvor andre stryger Flaget,
der hejser Du din Vimpel.
Grib det Guld, din Ven har vraget,
nyt det som en Mand af Faget,
smed din Lykke, lær af Livet.

Det, som fremfor alt det gælder,
er, bevar Humøret:
Naar Regnen tættest falder,
smøg Kraven op om Øret!
Blæser om med stort Rabalder,
det, som "Lykkens Borg" Du kalder,
Haabet selv det ikke fælder.

Næste Gang Du bedre bygger,
som Erfaring lærer:
Jeg sætter for Eksempel,
Du elsked tre Hetærer:
Fjerde Gang Du Renheds Stempel
kender og i Heras Tempel
klogt din Sjælero betrygger.

Eller, hvis af tusind Bøger
idel Tvivl Du øste,
beviser det jo bare,
at slet Du Gaaden løste.
Lad for Fanden Bogen fare,
slid Dig træt og glem at svare.
Det er Svaret, som Du søger.

Ogsaavidre, ogsaavidre,
le, hvor andre græder,
i Smilet, ej paa Frakken,
Du læser Mandens Hæder.
Slider støt han opad Bakken,
gaar det under Fløjt og Snakken,
bliv hans Ven og lær at kvidre.

Pløret sprøjter, Gruset knaser,
Bump mod Veiens Stene,
mens langsomt frem han vinder
og spænder hver en Sene. -
Toppen naaet! - Solen skinner -
trøgt han paa Kasketten binder,
nynner højt - og fremad aser.

Da jeg var naaet saa vidt, var jeg i Voxlev, hvis hvide Kirketaarn havde lyst mig imøde, ligefra jeg havde passeret Nibe Møllegaard. Saa bøjede jeg af ned ad en Sidevej til Hule Mølle og Kalkværket. Paa Slusen er der Skygger af hældende Træer, og i saadant et Vejr virker Lyden af det fossende Vand altid lindrende, kølende. Men videre. Op forbi Kalkværkets ragende Skorsten - jeg har aldrig set den ryge - op i Bakkerne! og der ligger jeg nu og stirrer lige ud for mig ned mod den lille Mølledam og knipser ad Fluerne. Hvis min gule Kittel ikke er blaaspættet af "Svotbær", inden jeg kommer hjem, skyldes det et Guds Under - jeg haler en Flig frem - ganske rigtigt - blaa Pletter! Men hvad - den er i Forvejen af den behagelige Snavsethed, som Goethe roser Philines Neglige for - og jeg er her ikke for at staa i Positur. Men det er egentlig for sent, jeg er kommet herud - Blaabærtiden er forbi - ikke for det - man kan godt finde nogle endnu, hvis man gider lede - men jeg kan lide at ligge paa Maven og spise midt i en Koloni af Risene med de stive, afvekslende blanktgrønne og matblaa Smaablade - ligge og spise en hel Eftermiddag og føle, hvordan Maven svulmer som en Luftpude under mig, medens jeg ugidelig slæber mig fra Klynge til Klynge, alt efter som jeg spiser bort, hvor jeg ligger. Livet har mange smaa Glæder, og det er udpræget en af dem. Naa, nu er det altsaa for sent. Men kønt er her. Navnligt det Vand. - Det schatterer i 3-4 Farver; lige i Skyggen af Træerne er det sort og blikstille, længere ude bliver det blegt som en Aftenhimmel og kruses svagt, saa dybere og dybere blaat, og midt ude ligger der en Ælling og vugger i ligefrem Søgang. Bagved Træerne sover Møllen - Folkene ere vel i Marken nu i Rughøstens Tid - der lød kun en svag Skrukken fra en Høne, der solede sine Børn i Gaarden, da jeg gik igennem. - Derefter konstaterede jeg ved rasende at vende mig efter en Flue, at der ligger en Sno halvanden Favn bag ved mig - den stikker Hovedet tilvejrs og spiller med Tungen, men da jeg ikke rører mig, slatter den sammen igen. Alligevel kommer jeg op og lister af - lad os sige for ikke at forstyrre dens Fordøjelse.

Jeg gaar op efter til Plantningerne. Ved at se dem, kommer jeg til at mindes mine Eventyr som Dreng, naar jeg kravlede og sidelæns skød mig igennem saadan et tæt Krat med en stolt Følelse af at være Opdagelsesrejsende i det mørkeste Afrika. Heldigvis - Drengen er jo ikke helt død ud af mit Liv endnu - og jeg braser op gennem Granerne, fægtende med Arme og Ben for at holde Ansigtet fri for Spindelvæv og Grene. Ud kommer jeg paa den anden Side - uopdaget, Gud være lovet! - rutcher ned af en Skrænt, løber over et Stykke Kartoffelland og er saa igen inde i Lyngen. Men o ve, mine Klæder - før var det blaa Pletter, nu er det Harpix og Træmos og Spindelvæv og Skidt og Møg! Jakken kunde endda gaa - men mine Bukser - sorte Bukser! Arrig over mig selv spanker jeg afsted og hopper ned i Hulvejen, saa Støv og Sand ryger om mig! Nu kan det være lige meget, hø!

Saa trasker jeg hjemefter ned over Markerne, tørrende Sveden af Panden. Naa, Vinden fra Fjorden køler mig jo af, og Udsigten formilder mig! Det er Skik og Brug, at Danske Digtere slaas om Begrebet: Dansk Landskab, som om alt mulig andet. Hvorfor skulde de ogsaa være enige? Saa var der jo ingen Ting at skrive om! Og jydsk og sjællandsk er jo ogsaa to forskellige Ting. Men eet er fælles: Den blødt svungne Linie af Bakke eller Strand og den egne Følelse af Fredsommelighed over det Hele.

Som jeg gaar ned mod Fjorden, ser den lille Klat Huse med sine røde Tage mellem Havernes Hyld og Frugttræer saa ovenud fredelig ud, at det lyder som en Mythe, at dens Indbyggere kan falde paa at slaa hinanden paa Øret eller skælde hinanden ud i et Blad. Og dog har jeg saa ofte selv Lyst til at skælde mindst Halvdelen af de attenhundrede og nogle ud for - ja, for noget meget uparlamentarisk - det er et Fremmedord - nu kan De gætte; Aber jeg gør det ikke - jeg har Sommerferie og det hele kommer mig følgelig ikke ved!

Tom Smidth