Skal

Gnaven gik jeg hjemme fra. Grunden kan være ligegyldig, d. v. s. jeg kender den ikke selv. Lad os nu være enige om, at Gnavenhed er det mindst dyrkede Gebet af Psychologien, fordi det som alle Tilværelsens Grundbegreber hyller sine Baggrundsdybder i mystiske graa Slør, dem ingen vover at løfte, fordi Klassikerne nu engang ansaa det for passende at antage, at der virkelig sad en Gudinde bag disse kokette Drapperier. Og naturligvis slog hun uværgerligt den stakkels dødelige, som blot vovede at trække dem en Smule tilside, med Vanvid - noget Gudinder fra Tidernes Begyndelse og til de seneste Dage har haft en rædsom Tilbøjelighed til.

Jeg for min Part gad nok se Gnavenhedens Dæmon. Jeg er overbevist om, at hun in natura ville være af langt mere beroligende Indflydelse end som tilhyllet - det var maaske den dunkle Bevidsthed herom, der bragte mig til at trave ud i Regnvejr som en ægte Yngling fra Saïs.

Men da jeg kom ud paa den aabne Landevej, angrede jeg ligesom denne anden mythiske Hallunk, der saa Skyer i Stedet for Gudinder, og svor alle Digtere fra Schiller til Hamerling hen paa et Sted, hvor der ifølge de bedste Traditioner er betydeligt lunere end paa Vejen ved Nibe. Dog - det fik ikke hjælpe: "Fremad, du bærer Cæsar og hans Lykke," raabte jeg modigt og traadte i en Vandpyt, saa det sprøjtede til alle Sider. Op kravlede jeg af Skrænten paa det Sted, hvor der er markeret en Trappe. Da jeg var kommet ind i Ly mellem Træerne, havde bragt mine Sanser til den Ro og Orden, som betinger enhver Iagttagelse, og forsigtigt kiggede ud igen, betroede jeg mig selv, at det var skam slet ikke daarligt - slet ikke. Nede til venstre tegnede Molen sig som en Radering paa graat, med sine halvanden Skibsmast og sine Skur, og lige for, bag Strandengenes saftige grønt og forblæste gullige Korn skummede Fjorden. Vand kan jeg lide i al Slags Vejr, jo galere jo bedre. Det var nærmest Storm. Bygerne jog afsted, Sky efter Sky, Regnskyl paa Regnskyl, men etsteds bag ved det hele sad Solen og skinnede. Af og til skød der lange og skarpe Straaleblink frem og belyste de hvide Klinter over mod Nørholm og Klithuse. Bagerst laa Ølands tunge Masse hyllet i Taage og sluttede Landskabet. Og strax nedenfor laa den lille Gruppe Træer, som skjuler Kolbæks Kilde, og svajede forvildede i Vinden.

Den Kilde har mit specielle og intime Venskab, først fordi der er saa kønt, og dernæst fordi jeg dernede for første Gang skrev nogle Vers, jeg var tilfreds med en hel Uge bagefter. Den Eftermiddag var det Solskin - - - selvfølgelig philosoferede jeg, det rare ved Graavejr er, at det bruger én til at længes efter Solskin - hvor er der ikke smukt heroppe i Solskin! Jeg har været her saa ofte før. - Og pludselig fik jeg, trods Vejret, Lyst til at se det hele igen og travede ind gennem Plantagen op imod Pavillonen.

Pavillonen, - det er det ømme Punkt - lad os forbigaa den i Taushed - hver Gang jeg ser den, bliver jeg melankolsk, og naar jeg tænker paa alle de Steder, den kunde have ligget med den mest henrivende Udsigt, faar jeg et Anfald af tænderskærende Raseri. - Men lad det hvile - lad det hvile - nu ligger den jo altsaa, hvor den ligger midt i Skoven, som et Resultat af hvisse Hjerners Mindreaarighed.

Naa, men som sagt - jeg slentrede afsted og tænkte paa Kilden og Solskinsvejr. - Om det nu var som en Belønning for min velvillige Opfattelse af Situationen, eller om Guderne ellers fattede Medlidenhed med mig, er uvist, nok er det, at Vejret tog af, Lyden af den faldende Regn paa Træerne sagtnede og døde hen i en ubestemt Susen, og da jeg naaede ud paa den aabne Plads, brød Solen sejerrigt frem og beholdt Valpladsen.

I den Anledning bestilte jeg mig et Kop Kaffe, drak den, tændte en Cigar og "Allons enfants". - Til usigelig Forbavselse for den opvartende Huri gallopperede jeg overskrævs paa min Stok ind mellem Træerne!

Der kan være ganske smukt ude paa Skrænten ned mod Fjorden - hvem nægter det? - men jeg foretrækker nu alligevel de andre Sider af Skoven, navnlig lige i Skovbrynet. Der er Græs og mangehaande Urter, der er smaa mystiske Huller med stejle Skrænter, fulde af Gyvel, Siv og Stargræs, saa de ligner en grøn Kedel med Regnvand paa Bunden. Og foran en ligger de bølgende Bakker, Tavl ved Tavl, mørke af Lyng og grønne af Sæd. Bag ved en suser Skoven med sin Duft af Harpix. Og saa Fjorden - nu tindres den i Blaat og Sølv, og Skygger og Lys de veksler over Skum og farende Bølger. Og saa er her Harekillinger i Masser - og Agerhøns - jeg jog et halvt Dusin op fra en Mark, Vatsch, ratsch, sjuunngrrr - med korte Vingeslag og Luften syngende om sig fløj de tunge Kroppe op og dukkede ned igen i Rugen et Stykke borte. Og jeg stavrer om paa kryds og tværs mellem Nyplantninger og over Markskjel, snart paa en Vej og snart i det høje Græs, blæst ør og vild af Vinden og indsugende Sol og Duft gennem alle Porer. Fanden til Halløj, de Spurve hopper, og der, hør Droslen, min Sandten, og var det ikke en Fluesnæppe der paa Stammen og - plump - der laa jeg midt i det vaade Græs - og blev liggende paa Ryggen, hvor jeg laa - og der var øde og tomt og Solskin og Fuglesang, og ingen saa Røgskyen fra min Cigar, som steg hemmelighedsfuldt op af Græsset i Hullet.

Naa, - sagde jeg en Time efter og besaa min Habitus - ja, ja da - og saa gik jeg ned til Kilden og satte mig paa Bænken. Der ventede mig en glædelig Overraskelse. Sidst jeg var der, havde Egnens Vandaler sørget omhyggeligt for at vælte Skaar og Stene, Jord og Affald - ned i det lille Bassin. Nu var alt pænt istandsat igen - formodentlig af Byens utrættelige Mæcen - og Vandet piblede op af Røret og rislede lystigt afsted ned gennem Engene. Jeg husker, der engang var Plantet Forglemmigejer - dem saa jeg ikke noget til nu. Men det hele har vundet ved det - det er mere naturligt og ligetil med Sivene rundt om og de store Sten i Krans om Bassinet. Man maa netop helst ikke mærke, at der er gjort noget særligt for at udsmykke Stedet, og der er kønt og fredeligt endda særligt nu henimod Aften, naar Solen gaar ned i Rødt, og Frøer kvækker i Sivene.

Jeg sad der længe, og Sommernattens lyse Dæmren var om mig, da jeg gik hjem mellem Vejens ludende Træer, der tegner sig saa sært mod Himlen i deres evige Pegen mod Øst, som om de ville sige: "Den Vej skal du gaa, opover Bakkerne ind mellen Granerne, os er der intet ved!" Og Vinden susede enstonigt i deres forvredne Kroner. - - -

Tom Smidth