Breve og Optegnelser. VII. [i.e. VIII.] : Patrioten - Foraarsglæder - Karneval - Sport - Et engelsk Væddemaal - Pfalziske Prygl

"Nu gaar vi", sagde Patrioten med en fanatisk Beslutning præget i alle Miner, efter at han i en halv Times Tid havde vippet mere og mere nervøst paa sin Stol og ladet sin Kaffe blive kold.

"Farvel, hils hjemme", gensvarede jeg, som ikke hører til dem, der gaar hjem, naar jeg endelig en Gang er blevet drevet ud af min Hule.

"Gaar du ikke med?" lød det atter fra ham; han havde rejst sig og vippede med sin Stok i Stedet for med Stolen.

"Jeg vil høre dem synge "Wacht am Rhein"", gentog jeg ondskabsfuldt grinende; dèr havde jeg ham i Saksen. Moralisere turde han ikke - han vidste meget godt, at det ville være latterligt, men hvor han led i Tavshed! Vi havde to Numre tilbage: Scheffels "Frühlingslied" og "Wacht am Rhein" til Slut.

Ved den Nydelse, Studiet af denne Danskers Minespil i Løbet af det næste Kvarter skaffede mig, forstod jeg pludselig, hvorfor jeg aldrig har kunnet bringes til at melde mig ind i en Dyrebeskyttelsesforening, skønt jeg fra Forstandens Side har den største Sympati for disse forædlende Institutioner. Skønt det viste sig, at "Foraarssangen" lød prægtigt, blev Danskeren dog blegere og blegere om Næsen, og da Sangen var til Ende, fattede jeg en uendelig Medlidenhed med hans Ansigtssved.

"Naa, ja, saa lad os gaa" - han fo'r op som en Raket - "men høre den vil jeg".

Tavse brød vi os Vej gennem den brogede Mængde, tærnede Englændere, aflange, geometriske Misser, Skandinaver, Franskmænd, 116 forskellige Farver paa Studenter og moderniserede Gretchen'er mellem hinanden.

"Sikken et Vejr!" sagde jeg anstrengt enthusiastisk og forbrød mig mod Loven ved at plukke en Syren. Knak-knak - Tavshed - Koret brød ud som en Fanfare: "Es braust ein Ruf wie Donnerhall" o. s. v. bag ved os. Det var Krisen, og da Sangen var færdig, blev han atter Menneske.

Men det er paa Tide, jeg standser min løbske Pen, som det hed omkring 1840, og ikke længer fortæller om visse Ejendommeligheder hos mine kære Landsmænd, som man kan se belyst fra lige den modsatte Side, hver Gang hjemme en Dirigent finder paa at sætte Finalen af "Elverhøj" paa sit Program *)

*) A propos Musik. I mit Brev VI (Lørdag den 13. Marts) har Sætteren ment, at Rossini var en værdigere Komponist at anføre end Puccini, som er den uskyldige Kompositore af "Bohêmeliv".

Jeg har aldrig længtes efter Foraaret som i Aar, og det har hernede, efter hvad Folk siger, sjældent ladet vente saa længe paa sig som denne Gang - men nu er det der, det velsignede Foraar, med Solskin, med Søle, med klæbrige Knopper, som man gaar og ser til hver Dag, og med - Forkølelse. Ak ja, den ulyksalige Realisme, der altid hos de nyeste Poeter melder sig med Forkølelse i April i Stedet for med alenlange Jubelsange paa Jamber som i de gode gamle Dage, da Realisme var en ukendt Glose og selv Forkølelse poetisk!

Med Foraaret kommer Sporten og holder Ballerne op; det er altsaa aldeles a propos at sige et par Ord om begge, saa meget mere, som Studenterne ved Sport hærder deres Legemer til at kunne holde Ballerne og Karnevallet ud. I hvert Tilfælde vilde sikkert alle andre end disse hærdede Germaner segne under Byrden af to Maaneders uafbrudt Dans fra Kl. 9-4 hver Nat. Og det har disse Musesønner virkelig præsteret.

Allerede efter Jul begyndte Skønjomfruerne at trippe i Forudfølelsen af den paradisiske Periode, som nærmede sig; midt i Januar begyndte i al Hemmelighed Forberedelserne, og den 3. Februar gik det første Foreningsbal af Stabelen. Det var Begyndelsen til Herligheden, som naturligvis kulminerede i Fastelavnstiden. Min elskelige Nabo - nu er han draget til et andet Hvilested, hvad jeg vilde sige: Universitet - sled kun 5 Par Laksko op; jeg saa Ruinerne foran hans Dør. Naa, i Løbet af Februar glemte naturligvis ogsaa Familiefædrene deres nedarvede Had til Studenterne, i Betragtning af, at disse alle som én er famøse Dansere, og trøstede sig til Benefice for deres Døtre med den afsides Bemærkning, at der jo dog, naar alt kom til alt, var en vis Mulighed for, at Dhrr. Umulius'er en Gang i en fjern Fremtid kunde faa en Stilling.

Zeppelin-Luftskibe var Aarets Clou; der har neppe været et eneste Maskebal, hvor man ikke saa et saadant, enten vandrende rundt på 3-4 Par Ben eller mere mildt glidende paa en Staaltrosse tværs igennem Salen med virkelig Gondol - 50 Pf. pr. Tur.

Askeonsdag stod Byen paa den anden Ende. Musik, Flag og kunstige eller naturlige Guirlander over det hele! I Hauptstrasse et Mylder af Masker og et forfærdende Svineri med Confetti af enhver Art - nogle brugte lige ud Tutter med Mel - som laa tommetykt paa Asfalten Dagen efter. Naturligvis faar Vittigheds-Fyrværkeriet og Spotteviserne sin særlige Interesse i en Provinsby som Heidelberg, hvor alle Mennesker kender hinandens Skrøbeligheder, og jeg havde heldigvis en Ledsager, som kunde knytte adskillige kostelige Anekdoter til de mig ret ofte uforstaaelige Ind- og Udfald. Jeg vil dog fortælle én - den er ganske vist ikke af de artigste, men karakteristisk for Byen som Turiststed.

En Englænder væddede i Karnevalstiden sidste Aar med én af sine Landsmænd om, at han kunde faa Tyskere til at gøre, hvad det skulde være, for engelsk Mønt. Well, han tager - mine Damer, forsyn Dem med Lugteflasker, mine Herrer, parate til at opfange de besvimede! - to Hestepærer - Ordet er sagt - og byder 50 Mark til den, der vil æde dem. Saa utroligt det end kan lyde - der meldte sig to Lazaroner. Da Historien kom ud blandt Folk, blev man rasende, og en skønne Aften, blev Englænderen forvandlet til Bankekød oppe i Skoven. Han vogtede sig - som rimeligt var - vel for at angive nogen, men Sagen kom dog for Retten, og han fik en mægtig Bøde og blev pr. omgaaende sendt ud af Landet. Sligt sætter imidlertid ondt Blod, og min Hjemmelsmand sparede saa vist ikke paa Adjektiver under sin Fortælling! Stemningen er og var i Forvejen som Følge af de politiske Forhold ret fjendtlig blandt Folk; jeg har et Par Gange, da man antog mig for en Englænder, faaet det at føle ved Uvillighed og gnavne Bemærkninger.

Naa, til Gengæld maa det fremhæves, at Heidelbergernes stærke Interesse for Sport meget skyldes den store engelske Koloni her og Konkurrencen med de engelske Skolehold. Fodboldkampene er i fuldt Flor. Akademikerne træner ogsaa, men det falder jo uheldigt, at Ferien mellem Semestrene er i Marts; og ikke alene rejser Studenterne ofte hjem, men de skifter - som det lader til at være Mode - ogsaa Universitet. Jeg har snakket med flere, der har skiftet Universitet hvert Semester, hvilket jo kun lader sig gøre ved, at samtlige Universiteter er saa nogenlunde ens indrettede, hvad Studieplanen angaar.

Rosporten paa Neckar er ogsaa begyndt for Studenternes vedkommende. Der afholdes hver Sommer store Regattaer på Rhinen i Havnen i Mannheim. Heidelbergernes Haab er at slaa Frankfurterne, der er særlig dygtige paa det Omraade.

Jeg interesserer mig personlig ikke særlig for Sport - jeg er for mageligt anlagt, tror jeg - dog kan man ofte se mig som Tilskuer ved Akademikernes Fodboldøvelser. Højst mærkeligt, ikke sandt, kære Læser? Du skal faa min Grund at vide! De har en Maalmand - han er min Fryd, min Trøst og Husvalelse - tænk Dig Falstaff som Fodboldspiller, saa har du ham i fotografisk Gengivelse!

Tom Smidth