En Sammenligning mellem danske og tyske Studenter

I de sidste 10 Aar er særlig 3 Klasser Mennesker i Danmark undergaaet en iøjnefaldende Forandring: Bønderne, Digterne og Studenterne.

Tiderne skifter hurtigt, men Menneskene endnu hurtigere; de løber endogsaa foran Tiden. For 10 Aar siden var Bønderne Bønder, Digterne skrev Vers, og Studenterne drev Politik og forstod at skelne Rhinskvin fra Madeira. Nu er Bønderne Statsmænd, og Digtere, hvad man dengang forstod ved en Digter, ligger i en Urne paa Skagen, og Studenterne er slet ingen Ting længer! Naar jeg engang bliver ked af mine Bøger, vil jeg skrive Eventyr à la H.C. Andersen om, hvordan Hyrdedrengen blev Kunstner og Skolelæreren Minister, og ovenover vil jeg citere de Linier af Heine, hvor han paastaar, at Vor Herre er en stor Ironiker.

Ja Vor Herre er en stor Ironiker, og han spiller Skak med os Mennesker paa en saare mærkværdig Maade, men han vinder altid Partiet alligevel. Dennegang har han brugt Bønderne, næste Gang vil han maaske bruge Studenterne, og han alene ved, naar Digterne igen skal tages op af Kassen med Brikkerne.

I Kassen ligger meget mellem hinanden. Der ligger den danske Adel og Oehlenschlägers Tragedier, der ligger Højrepolitiken og Borgenstanden, den sidste pænt svøbt ind i Vat, ved Siden af den forslidte og forrevne Realisme. Men det kan altsammen bruges endnu, maaske med Undtagelse af Adelen og Realismen. Næste Parti, ærede Menneskehed!

I Tyskland løber Tiden ligesaa hurtigt som i Danmark, men Menneskene tager det mere med Ro. Bønderne er endnu Bønder, Digterne har en antikveret Hang til Vers - selv Gerhardt Hauptmann har skrevet en moderne Maaneskinssonate.

Og Studenterne - ja her er nu Forskellen saa overvældende, at jeg finder det fornødent at bruge et ganske nyt Ark Papir for at sammenligne og forklare dette Punkt.

- - -

Hvad jeg her med rene og klare Ord vil sige, har jeg til Dels allerede antydet i mine foregaaende Artikler, og de der forstaar at læse mellem Linierne, vil have fattet min Mening. Hovedforskellen er altsaa den, at de tyske Studenter er noget, medens de danske Studenter ingenting er, d. v. s. de tyske Studenter spiller en Rolle i det offentlige Liv, de danske derimod er forbistret tungnemme; de har aldrig kunnet lære deres Rolle, og da de for første og sidste Gang opførte et Skuespil, blev det en Fiasko, og paa et hængende Haar var hele Skuepladsen styrtet sammen!

Siden den Tid har de ikke turdet betræde Scenen, ja de har faaet saadan Skræk i Livet, at en "Hostrupianer" endogsaa er blevet deres værste Skældsord.

Og dog gaar disse Riddere af Den bedrøvelige Politik stadig rundt og spiller "den politiske Kandestøber" uden selv at ane det, og naar et behjertet Menneske fortæller dem det, er det nær ved at ende med Haandgribeligheder. Det kommer af, at d'Hrr. mangler Takt. De kan ikke føje sig ind i Ensemblet, men som hos daarlige Skuespillere vil enhver for sig trænge sig frem og saver Luften med Hænderne eller river himmelraabende Brandere af sig. Og naar da Publikum ler af deres Gebærder og ryster paa Hovedet af de daarlige Vittigheder, saa staar de der wie die Ochsen am Berge og virrer med de kloge Hoveder.

Anderledes med de tyske! De maa respekteres, fordi de holder sammen og danner et hele. Og de holder sig klogt tilbage, parate til at gribe ind. Dette ved man og der tages derfor altid et vist Hensyn til den Stemning, der raader indenfor Studenterkresene. Jeg kunde fristes til at sige, at det er som var den tyske Statsidé, Foreningen af de mange smaa ved fælles Interesser, gaaet over paa Studenterne. Dertil kommer Traditionen, som et Middel til at holde Skaren samlet - den har de fremfor vore - og endelig det halvt militære Præg, som hele Standen har antaget; det vilde være umuligt i Danmark, fordi det strider mod den danske Nationalkarakter, og det virker ikke altid velbehageligt. Jeg har før omtalt og begrundet det, og føjer det blot til for Overblikkets Skyld.

Hvad der derimod synes mig muligt og ønskeligt i Danmark, det er det, der giver den dybere Begrundelse af de tyske Studenters Sammenhold: deres varme Fædrelandskærlighed, deres intime og til Tider ganske entusiastiske Venskabsforbindelser Mand og Mand imellem, og den livlige Forbindelse saavel mellem de forskellige Foreninger i samme By som mellem de forskellige Universiteter.

Endelig muliggøres jo dette kun ved en tredie Faktor: deres fælles Dannelsestrin, der hviler paa et solidt æstetisk Grundlag. Jeg har maaske for skarpt vist det Præg af Latterlighed, som dette kan faa over sig; det er ikke mere end rimeligt, at jeg ikke undervurderer den overordentlige Betydning, det har for deres Stilling i Samfundet.

Der gives i Danmark en Type, som man med et ilde anbragt Spottenavn plejer at kalde "Bondestudenter", ilde anbragt, ikke fordi dennne Type ikke skulde fortjene Spot, men fordi den ingenlunde falder sammen med de studerende Bondesønner; derimod tror jeg trøstigt man kan sige, at den er kongruent med, hvad man i gamle Dage vilde have kaldt "Filistrene". Det er disse Mennesker, som kun kender ét Studium: deres Fagstudium, kun én Adspredelse: Kortspil, kun én Interesse: deres Middagsmad. Man skal ikke komme og sige at de ikke eksisterer, for jeg har seet dem Dag ud og Dag ind, og naar jeg kom i Studenterforeningen fandt jeg dem ved Spillebordene. Og jeg ærgrede mig gul og grøn og kom ikke mere i Studenterforeningen, men jeg hørte deres Kaalhoveder syde paa Universitetsgangene, og jeg fik Kvalme og rejste til Udlandet!

Her er jeg saa nogenlunde fri for dem. De eksisterer ogsaa her, men de hører til Undtagelserne, simpelthen fordi en saadan Herre her er umulig. Enten maa han lære Mores af Burscherne, eller han maa leve som Eneboer, og det er haardt for et ungt Menneske.

Saalænge denne Type eksisterer i Danmark, tror jeg at enhver Bevægelse af den Art som nu er oppe for Tiden, og som gaar ud paa at bevirke en Sammenslutning af vore Studenter, vil være frugtesløs. Filistrene er for mange. Og det mest fortvivlede ved det hele synes mig at være, at det nuværende Skolevæsen ligefrem udruger dem. Det forhindrer straks fra Begyndelsen af en grundig æstetisk Dannelse, lader Eleverne nippe til lidt af hvert og giver dem en overfladisk Kulturfernis, hvorved da d'Hrr. synes, at de er nogle rene Polyhistorer, ikke at tale om, at man har berøvet dem Betingelserne for Forstaaelse af saa mange grundlæggende Elementer for den moderne Kultur ved den systematiske Udrydelse af de klassiske Sprog i Skolen. Det hele kommer ligesom til at svæve i Luften, og den lykkebringende Sans for det skønne og lyse, det rene og tragisk ophøjede, som det mere modtagelige Gemyt kan suge af de græske Digteres udødelige Værker er tabt, uopretteligt tabt for de næste Generationer af Studenter. Man kan nemlig ikke bilde mig ind, at mere end 1 af Hundrede paa egen Haand vil sætte sig ind i det, som Skolen ikke fra først af giver ham Interesse for. Jeg holder snarere med Povl Møller, naar han siger saadan noget som: Det er med de danske Studenter som med de sibiriske Hunde: de løber kun, naar man hænger en Sild foran Næsen af dem! Og denne Sild er Eksamen.

Man kunde nu indvende, at det Virvar, som vil komme til at raade i Studenterverdenen kun bliver en Overgang; men denne Bemærkning vilde være taabelig som ethvert Forsvar for et Tilbageskridt. Og et Fremskridt kan man dog næppe kalde det, at alle de danske Studenter om nogle Aar vil mangle klassisk Dannelse, og det oven i Købet uden at have noget der virkelig kan kaldes en Erstatning for denne Mangel. -

Hvad nu de tyske Studenters Position angaar, saa kan man vel næppe forlange noget bedere Bevis for mine Ord end den overordentlige Interesse, der fra alle Sider i Tyskland har fulgt de tyske Studerende i Prag, og næppe heller noget bedre for deres Sammenhold.

Skønt man offentlig advarede derimod, ja skønt Rektorerne ved de forskellige Universiteter indtrængende formanede til at lade det være, rejste nemlig Assendinge fra næsten alle tyske Universitetsbyer personlig til Prag for at bevidne deres Foreningers Beundring og Sympati for de derværende Commilitoner, og det med den øjensynligste Livsfare.

- - -

For at man ikke skal misforstaa mig, slutter jeg disse sammenlignende Betragtninger med Forsikringen om, at jeg ingenlunde er særlig begejstret over de tyske Studenter. Som man ser, har jeg trukket disses gode Sider frem og imod dem stillet, hvad der forekommer at være mindre heldig hos de danske, og det ud fra den Iagttagelse, at de to Landes Studenter saa at sige kunde supplere hinanden; hvad der er Lys hos den ene Part, er Skygge hos den anden og omvendt. Da det nu i denne Sammenhæng syntes mig overflødigt at nævne de danskes gode Sider og de tyskes daarlige, har jeg forbigaaet disse i Taushed.

Tom Smidth