(Breve og Optegnelser. VI.)

Det er et gammelt Ord, at man af ny Omgivelser al Tid lærer de daarligste Sider først at kende. Det har med mig været lige omvendt, vel fordi jeg ked af det gamle absolut vilde se noget godt - noget bedre - i det ny.

Nu hænder det undertiden - ja i den sidste Maaneds Tid engog særlig hyppigt - at jeg faar en uimodstaaelig, men for en upartisk Korrespondent aldeles upassende Lyst til ondskabsfuld Satire; og det er, hver Gang jeg hører mine kære Medstuderende geraade i en lærd Disput, det være sig af ren videnskabelig eller æstetisk Art. Kun én Gang har jeg hørt to Teologer disputere Etik - over et røget Lammelaar og en Tallerken god Suppe - det var kosteligt!

Tyskland er Bøgernes Land - i en forfærdende Grad! Der gives intet Land paa Jorden, hvor der skrives, trykkes, læses og studeres en saa enorm mængde Bøger som i Tyskland. Der gives ikke den Materie fra Knappenaale til Panserskibe, fra Infusionsdyr til Elefanter - ikke det Omraade paa Jord, i Hav, Luft og Himmel - fra Billernes Evner til den højeste Metafysik, som ikke er blevet undersøgt, studeret og ført til Bogs af én eller anden Tysker - og skulde der virkelig gives noget, som endnu ikke er gjort til Genstand for en Tyskers lærde Raseri - naa ja, saa eksisterer der jo sikkert en Oversættelse af et udenlandsk Værk om netop dette ene!

Følgerne er sørgelige! Ungdommen er al Tid til en vis Grad kritikløs, ogsaa - eller særlig - i Valget af Lekture. Man læser på Livet løs og lærer en Masse uden at fordøje det helt eller blot delvis. I den Henseende er de tyske Studenter Pragteksemplarer! I Stedet for altsaa at blive omformet og bearbejdet, i stedet for ved Hjælp af Reflektion eller Fantasi at blive gjort til egen personlig Ejendom, bliver alt dette tillærte liggende som en Klump i Hjærnen paa de lærde Herrer og tages frem til gensidig Beundring, naar det gælder en Disput. Mere og mere propper de i sig, og til sidst fortrænger denne Visdomsklump i sin Majestæt komplet al egen Tanke og Fantasi og breder sig som Enehersker inden for Hovedskallen.

Jeg har dog endnu i Danmark hørt en eller anden af mine Kammerater slynge en lynende Paradoks ud og forsvare den med al sit Lune og sit Vid, fordi han nu en Gang havde tænkt sig Sagen saadan - men her - nej, her kommer selv den uskyldigste Bemærkning forsigtigt kravlende med en lang Hale efter sig, bestaaende af Forfatternavn, Bogtitel, Trykkeaar - og Sted, mulig Sidetal og Linie eller Paragraf! O, I Guder, det er en udsøgt Lidelse! Man kan ligefrem se paa vedkommendes Ansigt, at han i Hukommelsen slaar op i sin Bog, inden han vover sig frem med sin Paastand, og selv om virkelig en og anden skulde blive ivrig, saa vil det ikke sige andet, end at han er i Stand til hurtigt og overbevisende at ramse en Mængde Autores op - der alle mener det samme som han selv - nej, om Forladelse! - der tilsammen har indgivet ham den Mening! Med andre Ord: Der gives af hundrede læsende ikke én eneste virkelig original Personlighed blandt disse tyske Studenter! Det er mit Indtryk; man tage det for, hvad det er!

Man taler saa meget om Tyskernes international-æstetiske Dannelse. For det første gælder dette kun visse højere Krese, for det andet kan det endda der være saa som saa. Man skulde dog i al Almindelighed antage, at Studenterne kunde regnes til de højere dannede, og dog kan jeg forsikre, at jeg har fundet deres Kendskab til fremmed Kunst højst mangelfuld.

Hvad er nemlig denne internationale Dannelse for noget - hvordan er den opstaaet? Ja, i løbet af det sidste Hundredaar er Evropa i aandelig Henseende mere og mere vokset sammen til en Enhed. Der kan i et Land ikke opstaa en Skole, en særlig Smagsretning - en ny Afskygning paa det æstetiske Omraade, uden at denne Bevægelse i Løbet af kortere eller længere Tid breder sig over hele Evropa og overalt finder Tilhængere - og intet Steds saa hurtigt som i Tyskland. Har imidlertid denne Bevægelse et bestemt nationalt Særpræg, saa kan den alle andre Steder vække Beundring, om end ikke Efterligning - kun ikke i Tyskland!

Søger man nu det egentlig originale og værdifulde netop i det nationale Særpræg, hvilket synes mig rimeligt, selv om jeg medgiver, at man netop dèr sjældent finder det fuldendte, saa støder man ogsaa her paa det uoriginale og fladbundede ved den tyske æstetiske Dannelse, og dette Indtryk kan kun forøges, naar man ser, hvor forholdsvis faa ny Bevægelser, der er udgaaet direkte fra Tyskland selv, prægede af en specifik tysk Aand!

Lige det Omvendte er Tilfældet med Musik. Her raader det nationale endnu som det vigtigste Kendemærke for de forskellige Genrer, og her indtager tysk Musik - med Beethoven som en mægtig Fører i Spidsen - en Hædersplads. Og Tyskerne er da ogsaa et særlig musikbegavet Folk. Imidlertid er der faa Studenter her, som virkelig har en dyb - endsige videnskabelig - Interesse for denne ædle Kunst. Ikke at de skulde være umusikalske - ingenlunde. Men man har ikke Tid - man maa sørge for Visdomsklumpens Magt og Fylde, mens Tid er, og gaar kun i Teatret til Operetter, der ikke bereder Fordøjelses-Vanskelligheder, til Koncert kun om Sommeren ved Slottet, hvor der ogsaa bydes lettere Kost. Anderledes forholder det sig med selve Byens Borgere. De danner et virkeligt forstaaende og interesseret Publikum. Og det mangler i Heidelberg ikke paa god og lødig Musik. Bachforeningen og Kammermusikforeningen byder det bedste af nyt og klassisk i fortrinlig Udførelse; den første særlig større Orkesterværker og Vokalmusik a la de københavnske Palækoncerter. Begge Steder indtager til min Stolthed og Glæde den nordiske Kunst en hæderfuld Plads ved Siden af de tyske og slaviske Mesteres Værker.

Jeg vil her omtale en saare herlig Indretning, som skyldes selve den storhertugelige Rector magnificus, nemlig, at Studenterne har Adgang til alle Foredrag og Koncerter samt til Teatret (Søndag undtagen) for betydelig nedsatte Priser. Det forekommer mig, at dette Princip, som - saa vidt jeg ved - er gennemført i Sverige og Finland, kunde fortjene den varmeste Anbefaling til de Mænd, der raader for Kultus i de danske Riger og Lande. I hvert Tilfælde har det al Tid syntes mig meningsløst, at Rigsdagsmændene - som dog har Raad til at betale - skal gaa frit i det kgl. Teater, medens vi Studenter maaske maa pantsætte vor Overfrakke for med desto større Sympati at høre Rossinis "Bohêmeliv" fra Galleriet. Spørgsmaalet er, om ikke vi, der skal være Statens Embedsmænd, kan have det samme Krav paa aandelig Uddannelse - ogsaa ad denne Vej - som de, der skal give Statens Love?!

Man kan svare, at Medlemmer af de forskellige Studenterforeninger har Adgang til nedsat Pris ved Kuponbilletter o. s. v. Ja vel, men Foreningerne selv er en dyr Fornøjelse - naar de i det hele taget er en Fornøjelse. Og nu de, der ikke er Medlemmer af nogen Forening? Det er Tilfældet med adskillige. Dertil kommer, at det kun er Second-Teatrene, der indlader sig paa Prisnedsættelse. Det synes dog rimeligere, om det var det af Staten understøttede Teater - også fordi der dèr bydes den bedste Kunst - og klassiske Værker!

Hvorfor skal vi Danske, der ogsaa er tilbøjelige til al Tid at raabe op om vor Kultur og Dannelse - non sine causa, sed sine modo*) - staa tilbage paa dette Punkt?

Tom Smidth

*) Ikke uden Grund, men uden Maadehold.