Breve og Optegnelser. IV.

Indledning Nr. 1, der drejer sig om forsømte Forelæsninger og skildrer en tidlig Morgenscene; Indledning Nr. 2, der er paa Vers; selve Artiklen, der er om Vers og Spiritus og Finalen, der er Prestissimo.

Himmel-Kreuz-Donnerwetter-Poppenheim!

Ah, det lettede! Det er en ægte tysk Ed, saa lang som et Skudaar, rigtig hvad Mark Twain vilde kalde "en Germanisme"!

Nu trænger jeg egentlig kun til en dansk Spegesild for at blive helt restitueret! Sort Kaffe er ogsaa godt! Skulde monstro Værtinden -? Jo, der staar den paa Kakkelovnen! Og saa maa jeg skrive; man skal smede, mens Jernet er varmt, skrive, mens Indtrykkene er levende - og mine Indtryk rumsterer endnu mægtigt rundt i Hovedet paa mig!

Først op med Vinduet - puh, det regner endnu! Ja, rigtigt, ja, det regnede, skyllede ned i Strømme i Aftes, min Ild var gaaet ud i Ovnen, Værelset var uhyggeligt; kort, jeg besluttede at gaa ud og prøve min Lykke paa Restavrationerne!

Himmel - hvad er klokken? Et Kvarter over otte allerede! Saa naar jeg ikke at komme paa Universitetet - vel, saa kan jeg lige saa godt fortsætte med det samme.

Jeg gik hen paa "Ritter". Der var fuldt! Da jeg traadte ind, slog der mig en Sky af Tobaksrøg og denne oplivende Støj af glade Stemmer i Møde. Jeg skelede straks til Knagerækkerne, Masser af Studenterhuer! Det lovede godt! Jeg er saa godt som Stamgæst dernede, og min Plads stod tom, som om den havde ventet paa mig. Jeg satte mig hen!

"Was darf ich bringen, Rheinwein oder Mosel?"

"Mosel, Fräulein!"

"Ein Viertel?"

Jeg nikkede, Vinen kom.

Lige over for mig sad et større Selskab Studenter og drak.

- - -

Sprudlende Latter og Overmod!
Øllet skummer og Vinen er god!
Aanden faar Vinger og fly'r over Bjerge.
Ordet er Angreb og Vitser er Værge
hos glade tyske Studenter!

Tale om intet og Tale om alt,
flade Bemærkninger, virkelig "Salt"!
Gejsten af Rhinens pressede Druer
syder i Blodet, paa Kinderne luer!
De tjenende Huris er skønne.

Altsaa sig drejer snart Talen om dem,
hos Ungdom ved Vin kommer Kærlighed frem -
Heftige Gestus, et Ord hen i Vinden -
"Touche!" - Paukerei - og en Smøre paa Kinden -
En Aareladning er gavnlig.

Jeg drikker min Vin og ryger Cigar,
smiler ad Vrøvlet, pudser mit Glar,
hilser den skønne - hun smiler kan hænde -
af mig - eller mon af de lystige Svende?
og bringer paa ny mig et Bæger.

"Blomster, Herre?" - En gammel Kvind,
grim som Fanden, nu træder ind
og sælger til Gæsterne friske Buketer,
de køber om Kaps til - nu ja, du det gætter -
og hun - ja, hun smiler og takker!

- - -

Jeg bemærker straks, at Paukeriet naturligvis gaar for sig i Hirschgasse.

Nu traf det sig saa heldigt, at Fräulein Rosa, som fortjener sit skønne Navn, satte sig hen ved et lille Bord ved Pillen, lige ved Siden af mig for at spise til Aften. Jeg stak med en Fart, der egentlig ikke taler til Ære for min Forstand paa Vin, min Viertel under Vesten og bestilte en ny hos hende. Mens hun gik hen til Skænken, fik jeg tilkaldt en rystende Parce med Blomster og købte nogle Roser - man skal dog vise, at man ogsaa kan være galant. Da Vinen kom, overrakte jeg med de høfligste Ord, jeg i Øjeblikket kunde opdrive, Blomsterne og fik en lille Samtale i Gang. Vi talte om Studenter, og jeg klagede min Nød og spurgte, om hun ikke kunde give nogle Oplysninger om Studentergilderne. Rosa studsede først lidt, men jeg skyndte mig med saa tillidsvækkende et Ansigtsudtryk som muligt at tilføje, at hun dog her maatte se en hel Del til deren Leben. Svaret lød paa, at her forløb nok egentlig kun Begyndelsen til Bummelen, "men ved De hvad, det bedste vilde dog være, om De selv kunde komme med." Det indrømmede jeg meget villigt. Og pludselig vimsede hun afsted - og med det overraskende Resultat, at jeg et Kvarter efter befandt mig ved Studenternes Bord og befandt mig saare vel. Ja, Skønhedens Magt er stor her paa Jorden!

Den indledende Præsentation var jo nok lidt stiv med mange dybe Skrabud - det gaar ikke saa let som blandt Danske -, men Stivheden forsvandt snart; Passiaren gik atter sin fornøjelige Gang, Omgange blev spenderede, og jeg stod ikke tilbage, men Kl. 11 slet marcherede vi af i højtidelig Gaasegang, alle med ulastelig Holdning. Den varede imidlertid kun, til vi havde lukket Døren efter os, saa raaber en: "Afsted, over til "Sukkertante"!"

Og over Gaden fo'r vi, saa Snavset sprøjtede, hen paa Hjørnet til et lille lavt Hus med smaa Vinduer og grønne Persiènner. Det er en rigtig Studenterknejpe. Da vi naaede Døren, kom der farende et Optog ud, en halv Snes med Huerne paa Snur! "He, Hugo, wohin?" "Na, guten Abend!" "Ach, was, komm mal mit h'nein!" Der blev en Alarm! Henne ved Lygtepælen stod Betjenten med Pikkelhuen og smilede bredt i Skægget uden at røre sig af Stedet; han er vant til det! Enden paa det blev, at hele Sværmen væltede ind af Døren, og da gik Sagen an for Alvor!

"Sukkertante" er død for adskillig Tid siden, men hendes Efterkommere overholder Traditionerne! Hun var en Perle, samme Tante, ubegrænset Kredit, selvskreven Raadgiver i mislige Affærer, en Slags menneskeligt Studenterforsyn - og med et Humør! Da det rygtedes paa Universitetet, at "Tante" var død, opstod der Landesorg - og enhver Student gaar med det lønlige Haab at mødes med hende deroppe, hvor Øllet er gratis og Glæden uforanderlig! "Tante, Tante, warum starbst du?!" citerede en graahærdet Bursch med dyb Pathos.

Vi drak omkaps!

Det gaar jeg aldrig mere med til, det er altfor anstrengende. Og saa trak jeg endda stadig det korteste Straa! Jeg siger med Shakespeare i "Macbeth":

"Vi mangler Vane, vi er endnu som Børn paa den Bane!"

Det gaar saadan for sig: Hver af dem, der vil prøve, faar en frisk Seidel, en Dommer udnævnes, man sætter samtidig Kanden til Munden og skyller i sig. Bevares, mine Modstandere drak, som Gud Thor ved den berømte tredje Slurk hos Utgardeloke, som sande Charybdis'er. Jeg havde ikke Sans eller Tid til at "tælle" i Aftes, men min Værtinde forsikrer, at 20 Seidler anses for passende, 30 for udmærket! Mangen Skaal blev udbragt, mangt et "Salamander" lød! Og naturligvis blev der sunget, intet Sold uden Sang. Hvad der blev sunget? - spørg mig ikke - men det forekommer mig, at Melodierne fra 11-1 lød ganske friskt og med udpræget Rhytme. Senere blev det til Skraal - og dog, de fleste var temmelig upaavirkede, som det syntes, da jeg vaklende tog Afsked, rørt til Taarer, efter at vi Kl. 6 havde drukket Kaffe! Kun Stemmerne var hæse.

Der er i Heidelberg 5 Korps. Jeg nævner i en Fart deres Navne: Rhenania, Svevia, Guestphalia, Saxo-Borussia, Vandalia. Deres Farver er mørkeblaa, gul, grøn, hvid og rød. De fleste af dem - maaske alle - har en egen Bygning. Ogsaa her samles man og solder og synger Studentersange! Ligesom de gamle Grækere har Studenterne deres ganske bestemte Drikkelove. Saa vidt jeg véd, er disse nu officielt ophævede, ligesom visse Betingelser for Optagelse, der navnlig gik ud paa, at man skulde kunne drikke tæt, uden at lade sig paavirke det mindste. Imidlertid holder begge Dele sig endnu mellem Mand og Mand, ganske privat.

Jeg fortæller en lille Anekdote, som jeg læste i et Vittighedsblad forleden, og som er ganske karakteristisk: En ældre Herre sidder paa en Vinstue og læser sin Avis ved et Bæger. Ind kommer en anden Herre, som med feberagtig Iver giver sig til at tømme Glas efter Glas, indtil han ikke længer kan føre Bægeret til Munden uden at spilde betydeligt. Den ældre Herre bliveer opmærksom, rejser sig og gaar hen til ham. "Ikke sandt, De er en Korpsfælle af mig, hørte i sin Tid til zg-Korpset i X. Den gode gamle Skik ved at hælde noget af Vinen ud efter det 6te Glas røber Dem." "De tager fejl, min Herre, jeg er idet hele taget ikke Student!" Men saa bliver den gamle Herre vred og raaber arrigt: "Ja, maa jeg saa bede mig fritaget for det ækle Svineri med den gode Vin!"

Korpsene har deres Sangbøger. Foruden masser af Sange, digtede i Tidernes Løb af Studenterne selv, finder man her Vers af Tysklands berømteste Digtere: Lessing, Goethe, den gamle Satyrikus Hagedorn, Remer, Lenau og naturligvis først og sidst Scheffel, Heidelbergs Hostrup, alle har de leveret deres Bidrag, der synges den Dag i Dag! Og hvad løber der saa ikke rundt iblandt Studenterne af utrykte Vers, af gale Folkevise-Strofer, Epigrammer, og Gud ved hvad! -

... Nu hører jeg Værtindens Stemme paa Gangen: "Hr. Vogel, Hr Voge-l-l!" - og inde fra Sideværelset lyder en søvnig Stemme: "Ich schlaf' doch lieber noch eine Stunde für zwei Mark!"

Død og Pine, saa er Klokken 9, over 9, kun 7 Minutter tilbage - afsted! Hvor er nu min gotiske Grammatik? Og min højst opsigtsvækkende danske Studenterhue? Naa, dér! Ud af Døren, ned ad Trapperne - Galop!

- - -

Jo, den Forelæsning naaede jeg - men jeg forstod ikke et Muk af det hele - det skyldes de rige Indtryk! Nu gaar det egentlig først op for mig, hvad det vil sige at være en dygtig Iagttager og sandhedskærlig Skildrer!

Altsaa, nok en spildt Forelæsning!

Ich bin "ein sturmgeprüfter, müder Wandersmann!" Ak mit Hovede!

Tom Smidth