Korrespondance til Aalborg Stiftstidende.

Man nærer i Danmark de besynderligste Meninger om de tyske Studenter. Da jeg rejste herned, fik jeg med paa Vejen en Række Advarsler mod at give mig af med dem, som havde de været Kannibaler. Forleden Aar, da Studenterforeningen havde planlagt en Udflugt til Rygen, fik man i sidste Øjeblik at vide, at der paa dette Eiland for Tiden var tyske Studenter, og dette Budskab vakte en saadan Panik, at Turen blev opgivet, osv. osv. Jeg kunde nævne Masser af Eksempler.

Jeg kan imidlertid nu af personlig Erfaring forsikre, at de Hrr. er akkurat lige saa ufarlige, som deres Ry er skrækkeligt. Der gives saamænd ikke et mere høfligt og skikkeligt Menneske end en tysk Student. - Imidlertid aner jeg jo nok, hvad Grunden er til det Ry som Slagsbroder og Duellant, der stadig ufortjent hænger ved Ordet og Navnet. Det er Mensuren.

For en fremmed er det forbundet med de største Vanskeligheder at lære de tyske Studenterskikke at kende, da Burschenschafterne, de tyske Studenterforeninger, er særdeles eksklusive og overholder deres Hemmeligheder strengt. Naar det derfor for et Par Dage siden lykkedes mig at komme til at overvære en saakaldt "Mensur", skyldes det udelukkende mine Medlogerendes store Elskværdighed. De tog mig med og forestillede mig i Kresen.

Mensur er et Studenterudtryk for Duel. Ordet er Latin, "Mensura", og betegner vel egentlig den Maaling af Klingerne, der gik forud for Kampen.

I Hirschgasse paa den anden Side Neckar har Korpsene deres Fægtehal. Som Vaaben bruger Studenterne den 3 Fod lange "Schläger", der er forsynet med en stor "Kurv" til at beskytte Haanden. Som Navnet antyder, er det en Huggert; den er i Spidsen tveægget og med stump Klinge.

Man fægter i Reglen to Gange om Ugen. Fægtereglerne er forskellige for "Burscher" og "Fuchse". I et Korps er der gennemsnitlig en halv Snes "Burscher", d.v.s. Studenter, der har fægtet mindst tre Mensurer. De udnævnes af de andre Burscher ved Afstemning, hvor den yngste taler først, og bærer som Tegn paa deres Værdighed et Baand med deres Korps Farver uden paa Vesten. De øvrige Medlemmer af et Korps er "Fuchser", altsaa de yngre, som endnu ikke fægter godt nok. Hver Bursch vælger sig da i Reglen et Par Fuchse til opvartende Pager og tager sig af deres legemlige og moralske Opdragelse til ægte Studenter og Burscher. Og man kan være forvisset om, at denne Opdragelse har haft og har sin store Betydning.

Altsaa Burscher fægter ofte de saakaldte P. P.-Suiter, det vil sige "Pro Patria", en 15 Minutters Mensur med indtil 45 Omgange efter hinanden.

Ogsaa de mere øvede Fuchser kan fægte P. P., ligesom Burscherne kan fægte den lettere Suite - de saakaldte "Bestimmungsmensuren", der ellers er Fuchserne forbeholdte. Der gives en endnu alvorligere Fægtemaade, "Schläger-Kontrahager", men jeg fik ikke Lejlighed til at se en saadan Kamp; den finder kun Sted efter særlig alvorlige Krænkelser og idømmes i Reglen af en særlig Æresret.

Det første Indtryk, man faar, naar man træder ind i Forværelset i Hirschgasse, er unægteligt fælt. Midt paa Gulvet er der fastslaaet en stor kvadratisk Zinkplade med opadbøjede Rande; der forbindes de saarende efter Kampen. Ved siden af staar der et Par smaa Borde og Stole, alt overlæsset med Forbindingssager, Charpie og Lærred, Bomuld og Voksdug.

Fra Forværelset kommer man ind i en rummelig Sal med to Rækker Vinduer. Her samles Korpsene paa de til Mensur bestemte Dage, i stiveste Puds og en Holdning som Alterlys. Venner er ikke mere Venner, Kammerater har aldrig set hinanden før; enhver er kun Medlem af det og det Korps, alt andet er ham Luft. Naturligvis staar Korps adskilt fra Korps.

Der tales ikke meget og man er gravalvorlig. Da træder der et Par mærkværdig udseende Skikkelser ind: Hele Overkroppen er ved en indviklet Bandage beskyttet mod Hug, kun Hovedet er ubeskyttet, dog har de for Øjnene en slags Metalbriller. De stiller sig op i den ene Ende af Salen, hvis Gulv er bestrøet med Savsmuld. Det er det første Par Duellanter - eller som det med Studenterudtrykket hedder - Paukanter; kært Barn har mange Navne! I en ret Vinkel med Paukanterne staar Sekundanterne, en af hvert af de Korps, som de kæmpende tilhører.

Sekundanterne udmaaler højtideligt Afstanden med de Schlägere, som ogsaa de har i Haanden, og træder saa tilbage i Stilling med højre Ben strakt frem, saa at Foden hviler paa Gulvet midt mellem de kæmpende, og Overkroppen tilbagelænet. Paukanterne falder ud i Fægtestilling med Schlägeren højt i Vejret. Saa raaber Dommeren, som staar ved Siden med sin Notitsbog f. Eks.: Silentium for det 7. Parti af "Rhenanias" P. P. Suite mod "Vandalia".

Den udfordrendes Sekundant siger: "Til Mensur, færdig!" og den anden giver det afgørende "Los!"

Og saa svirrer Schlägerne, saa man hverken ved ud eller ind! Ret længe varer det i Reglen ikke - naar det er dygtige, jævnbyrdige Fægtere vel højst 1½ Minuts Tid - før man hører et højt "Holdt!" fra en af Parterne.

Dens Sekundant, der har ramt, siger da: "Hr. Dommer, tør jeg bede Dem lade efterse!"

Lægen, som al Tid er til Stede, efterser Saaret og melder til Sekundanten, der lader Meldingen gaa videre til Dommeren med omtrent følgende Frase: "Hr. Dommer, der sidder "en blodig" paa vor Side", ("es sitzt ein blutiger") dvs. min Korpsfælle er ramt, og hans Saar bløder. Lægen afgør, om Saaret kan kaldes "en blodig" eller ej. Bløder det efter 3 Afvaskninger med Bomuld ikke længere, tages der ingen Hensyn til det.

Naar Tiden eller henholdsvis det bestemte Antal Omgange er forbi, slutter Mensuren, men er der inden den Tid foraarsaget et særlig alvorligt Saar, der kan antages at kunne være farligt for den trufnes Liv eller Helbred, afbrydes Kampen straks, idet den saaredes Sekundant da tager Lægens Erklæring til Følge og siger: "Hr. Dommer, "wir erklären die Abfuhr"." Udtrykket er ikke til at oversætte, men har omtrent at betyde: "Hr. Dommer, jeg erklærer, at Mensuren maa afbrydes, da en af Parterne er ukampdygtig!"

Dommeren bekræfter det da og gør en Ende paa Kampen med disse Ord: "Silentium, Rhenania "erklärt die Abfuhr" efter saa og saa mange Minutters Forløb."

Saarene kan naturligvis til Tider være slemme nok, saameget mere som det anses for Fejghed at bevæge Hovedet den mindste Smule, og som visse Parader, saavidt jeg kan forstaa, om ikke just er forbudte, saa dog ikke anses for hæderlige. Enhver, der forbryder sig mod Fægtelovene paa en Mensur, bliver øjeblikkelig ekskluderet af sit Korps.

Imidlertid - der sker paa Mensurerne kun yderst sjældent noget virkeligt farligt, de smaa Smører paa Kinderne, som de Hrr. betragter med samme Henrykkelse, som en Sportsmand sine Medaljer og Pokaler, er i 99 af 100 Tilfælde det eneste Udbytte, naturligvis fraregnet den virkelige Styrke og Smidighed, som den stadige Træning giver, og sammenlignet med den engelske Boksning og den amerikanske Fodbold, synes de tyske Studenters "Mensurer" virkelig i en Grad, der er helt betænkelig for deres Ry som Bøller, at nærme sig til moderne Sundhedspleje. Et staar dog fast: de betragter det ikke selv som saadan. Mangen en Bursch vilde for Sundhedens Skyld ikke røre en Lillefinger.

Og spørger man nu, hvad Grunden er til Hævdelsen af en saadan Skik, da kan Svaret kun blive eet: "Det er nu saa Tradition!" Man faar en ordentlig Respekt for dette Begreb, der til enhver Tid dog har haft sine heftige Modstandere, naar man f. Eks. læser et gammelt latinsk Skuespil fra før Reformationen: "Studentes" af Humanisten Christofer Stümmel. Det er, som om man opfriskede Farverne paa et gammelt Maleri.

Meget har de skiftende Tider og Anskuelser kunnet afblege og helt udslette, men "Mensuren", som er det tyske Studentervæsens inderste Kærne, den bestaar og vil bestaa adskillig Tid endnu. Det er klart, at i Lande, som allerede ved deres geografiske Beliggenhed var selvskrevne som Krigsskueplads, og som da ogsaa fra de tidligste Tider er blevet herget og brandskattede af egne og andres Soldater, - det er klart, at i de tyske Lande kunde man ikke være en Bogens Mand alene uden Fare for at miste Livet eller alt, hvad der udgjorde Livets Lykke, i den stadige Kamp: Man maatte ogsaa kunne føre Kaarden.

Og saaledes er det Princip, der endnu den Dag i Dag er det raadende i tysk Politik, ogsaa blevet det, der satte sit uudslettelige Præg paa de tyske Studenter.

Tom Smidth