Afsked er under alle Omstændigheder en mærkelig Ting - maaske mest i vore Dage, da det gælder fremfor alt at beherske sine Følelser, hvis man i det hele taget har nogle.

Der sad en tarveligt klædt Kone i Kupeen, da jeg steg ind. Hendes Ansigt var som skaaret i Træ. Selv blev jeg fulgt til Toget af et Par Venner og lagde ikke Mærke til hende, før vi kørte. Jeg tog Plads lige over for hende og stirrede op efter min egen Cigarrøg. I den anden Ende af Kupeen sad et kunstinteresseret Par og snakkede løst og fast om en større Middag, og kendte Navne blev nævnede i Flæng. Jeg lyttede adspredt til - pludselig tav de. Jeg saa i Vejret - fulgte deres Blik - Konen græd, græd uden en Lyd; hendes Ansigt med de stive Træk var fortrukket, lignede slet ikke sig selv. Hun havde taget sin gamle Hat af, hendes næsten graa Haar sad i Tjavser, Øjnene var opsvulmede og røde, Taarerne løb stridt ned ad hendes furede Kinder.

Fruen spurgte deltagende fra sit Hjørne: "De rejser nok fra Deres kære?". Pause. Langt om længe kom Svaret med behersket Stemme: "Ja, fra seks Sønner!" Men hvilken Sorg laa der ikke bag! Da hun steg ind i Kupeen, lignede hun en af disse gammel-græske kantede Figurer, nu derimod - - -. Og hun skulde dog kun til Vejle! Ja, Afsked er en mærkelig Ting.

Vi kørte videre ud i Natten.

Mellem Frankfurt og Heidelberg snakkede jeg med en Tysker om mit fremtidige Opholdssted, han lod til at være kendt her. "Ja, selve Byen er jo et Hul", sagde han, "men Omegnen, - af -", og saa fulgte der et righoldigt Udvalg af de Udtryk, Tysk ejer for Beundring.

Det vil vise sig; det har jeg hørt saa ofte -, tænkte jeg og blundede saa smaat - og det har vist sig! Derimod kan jeg ikke ganske give ham Ret i, at Byen er et Hul.

Lad mig fortælle lidt om Byen. Men først vil jeg tage et Overblik over Landskabet; for at bedømme en Ting, skal man helst se den ovenfra.

Jeg er heldig med Vejret - - -

Herfra nu skinner den klare Guds Sol
og alle de Taager er svundne!
De flygtede skyndsomst, da Hanerne gol,
er dybest i Natmørket bundne.

Ad Gaisbergs Skraaning jeg opad løb
tidt Blikket tilbage jeg vendte,
og ofte jeg tænkte paa helt at gi'e Køb,
men sejrrig jeg Turen dog endte.

Der findes paa Toppen en enlig Bænk.
Der tørred jeg Sveden af Panden
beundrede Udsigten mumled': Se, se,
hvor rart Du fik sko paa før Fanden!

Mefisto han er mig en sørgelig Fyr,
hvis her han kan sove for længe
han driver, kan hænde, om Natten Postyr
og glemmer hos Gretchen at stænge.

Med Siebel Bekendtskabet vil han forny,
men Faust maa hurtig han glemme,
ham husker man ikke i Heidelberg By,
han har jo i Wittenberg hjemme.

Her drikker Studenten den perlende Vin,
forsømmer helt trøstigt sin Læsen,
ja, glemmer Mefisto! Ved Neckar og Rhin
der tages man ikke ved Næsen!

Nu driver den kaadeste Høstvind sit Spil
med alle de faldende Blade.
Hej hvor den hvirvler dem fra og til,
det ligner en hel Maskerade!

I Luften de danser en vild Cancan
i gult og i rødbrunt kostume.
Hr. Blæst er en Baldirektør af Rang,
der kender Portier Kotume.

De Blade, som endnu kan hænge paa Træ,
maa blues og ærbart rødme;
de dansende raaber: "I hænger i Læ
I kender ej Vildskabens Sødme!"

Spillende Lys mellem Løv over By,
over Neckars glidende Vande!
Borgen hæver sit Tårn mod Sky
med trodsigt knejsende Pande!

Velan, den andre Tider har kendt,
da Solen sig spejled' i Blod -
nu smiler den klogt til den glade Student,
de hviler sig ud ved dens Fod.

Jeg nikker ned til Byens røde og sorte Tage og slanke Kirkespir: "Han sagde, du var et Hul, den Tysker, du er mig et betydeligt Hul!" Havde det saa endda været en Vittighed af ham; men det var det absolut ikke, for han sagde "Das ist - ein Nest!" Faktisk ligger imidlertid Byen i et Hul, en Dal, hvorigennem Neckar flyder. Længere ude begynder det flade Agerland igen, det kan jeg se heroppe fra.

Heidelberg har et Indbyggerantal som Aarhus, men i Virkeligheden er der, i hvert Fald i Turisttiden, en halv Gang saa mange til. Selv nu i Oktober hører man til Stadighed engelske Sætninger og Udbrud paa Gaderne. Tyskerne selv valfarter ogsaa hertil, og nu, da Semestret begynder, vrimler alle Gader af Studenter med Huer i de mest umulige Farver. Der er vel omtrent et Par Tusind af dem. Studenterne fylder Vinstuerne og holder et forfærdeligt Halløj til Forargelse for Bedsteborgerne, som aldrig kan vænne sig til dem, skønt de Slægt efter Slægt har set det samme Leben.

Hovedgaden hedder særdeles praktisk "Hauptstrasse". Strøgtiden falder henimod Aften. Publikum er særdeles elegant. Damerne synes ingen Hofter at have og ligner, efter nyeste Mode, Paddehatte - med disse enorme Flyvemaskine-Modeller paa Hovedet. Her er Masser af straalende Butikker, alt ganske hovedstadsmæssigt. Her ligger Militær; d'Hrr. Officer pynter paa Strøget i stramme Uniformer, Militærmusiken spiller om Søndagen paa Wredeplatz. Naa, al Ting er jo i Uniform; men det hele har et saa gemytligt Præg! Sydtyskerne har noget vist over sig - det ligger vel sagtens i deres Smil, i hele Skikkelsen, i det snurrige Sprog, som dog er særdeles vellydende. Gaar man og spaserer i Mængden uden at lytte til nogen bestemt, lyder det ganske som en Themaskines Snurren om en: der er ingen markerede Lyde. Det er ikke Preussere, man færdes imellem, det mærkes snart.

Noget anderledes ser der jo rigtignok ud, naar man bøjer af og gaar ind i "Plöck", den anden af Byens Længdegader paa Bjergskraaningen. Her kommer det mere smaastadsagtige frem. Gaden er ikke ordentligt brolagt og meget smal. Husene mest graa og ikke videre høje, ofte kun Stue og 1. Sal. Her rører ogsaa Smaastadslivet sig ugenert. Gadesælgerne raaber, Kulvogne rumler tungt af Sted, Mælkemanden ringer uafbrudt, Madammerne og Tjenestepigerne skændes, en Student hænger ud af sit Vindue og ser efter Genboens Datterlil, Børnene vrimler fra og til Skolerne, Gadedrengene slaas eller fløjter Varietémelodier, altd pinende falskt.

Pludselig standser man ved en aaben Plads, med en smuk Kirke til den ene Side og en imponerende Facade i rød Sten til den anden. Det er Peterskirken, som ikke har det ringeste tilfælles med sine romerske Navne, og Universitetsbygningen. Bøjer man nu ned forbi Biblioteket ad Grabengasse, kommer man til Ludvigspladsen med Universitetsbygninger til de 3 af Siderne og i Midten en Statue af Kejser Wilhelm I; bøjer man derimod om og gaar forbi Kirken op ad nogle Trappetrin, saa staar man paa Byens Boulevard og Promenade: Leopoldstrasse.

Her ligger alle de store Hoteller, og "Stadtgarten", et Anlæg, hvor der er Musik, forholdsvis god Musik. Nu er det forbi med denne Sæson; det er for køligt til at sidde ude, selv i Solskin. Selve Gaden er en eneste dejlig Allé, dejlig nu, da den straaler i Høstens Farver, køligt og friskt maa der være om Sommeren. Kun faa Huse støder direkte ud til Gaden, der er smagfulde Haver foran næsten alle. Roserne blomstrer endnu, og en Masse farverige Efteraarsplanter, ikke at tale om Violerne. Kun de finere Træarter, som ægte Kastanier, Ahorn og Akacier har tabt alt deres Løv. Bøg og Lærketræ er endnu ganske grønne.

Men har man støvet rundt i Byen, saa skal man gaa tilbage til Hauptstrasse og ind paa Hotel "Ritter", dette Hus med den stemningsvækkende, gammeltyske, udskaarne Facade, og drikke et Glas Rhinskvin. - Jeg bliver helt tørstig ved Tanken derom - desuden Vinden blæser koldt, og jeg fryser om Fingrene og kan næppe føre Blyanten længere - Allons. Hvad siger ikke Scheffel:

"'s scheint mir auch, 's wär' ungefähr die Stund' jetzt, wo sich ein vernünft'ger Mann nach einem Frühtrunk umschaut."

Altsaa mere løber end gaar jeg ned ad Skraaningen, sparkende de piggede Kastanjekapsler foran mig, ned mod Byen, over Klingenteich, gennem Klingetor, og havner paa "Ritter"!

Skaal!

Tom Smidth