For adskillige Aar siden udsendte Tom Smidth en Samling Noveller: »Finmark« (1923), der, som Titlen viser, foregaar i Finland, hvor Forfatteren har opholdt sig en Aarrække. Bogen vakte ved sin Fremkomst Opmærksomhed; men Novellens Skæbne er her i Landet tragisk. Det skulde vare mange Aar, før Forfatteren atter samlede sig til en Prosabog; til Gengæld blev hans Roman: »Hvor Oprør avles« (Frederik E. Petersens Forlag) Efteraarets store Bogbegivenhed.
Tom Smidth har som Prosaist mange store Egenskaber, hvad Bogen stedse vidner om gennem sine ca. 600 Sider. Han er i Stand til at lade en Mand flygte uafladeligt over dette store Sideantal og holde sin Læser fast hele Tiden, og det endskønt denne Flugt er os ganske uvedkommende. Vi er kun lidt interesseret i Personen Toivo, en finsk Tjenestekarl, der beskyldes for Brandstiftelse, og som halser gennem Bogen med Politi og Befolkning i Hælene, naturligvis uskyldig mistænkt. Han er os lige saa inderligt ligegyldig som Victor Hugos berømte Galajslave, ja hvis sandt skal siges mere, for Tom Smidth har ikke formaaet at gøre ham saa ubønhørlig tragisk, at han gaar os paa Nerverne, saa vi lider og lider og atter lider med ham. Til dette er han os for fjern, og Forfatteren har ikke evnet at løfte ham tilstrækkelig menneskeligt op over det Handlingskaos, som denne Bog er. Toivo er ikke en tragisk Helt, snarere en Hero, der af Forfatteren i visse Situationer anbringes saa letsindigt i Kampens og Tumlens Malstrøm, at han som Skikkelse kan fremkalde blinkvise Mindelser om Løjtnant von Buddinge. Den ydre Dramatik, Handlingsdramatik, som Forfatteren svælger i, har i nogen Grad taget Livet af Helten, ligesom den paa sine Steder i Bogen truer med at udrydde Læseren af de levendes Tal.
Disse Anker maa dog fremsættes med adskillige Reservationer. De nævnes for saa vidt kun, fordi det »handlingsmættede«, dette Begreb, der altid af dansk Kritik efterlyses i danske Romaner, her er til Stede i et saadant Overmaal, at det paa sine Steder faktisk slaar Bogen i Stykker, og det skyldes kun Forfatterens kolossale episke Evne og Udholdenhed, at han redder sit Værk over i de store Romaners Række. For det gør han saa absolut og ikke mindst netop ved sin Evne til at holde en stærk dramatisk Handling ud i stiv Arm og føre den til lykkelig Afslutning.Bogen er dog kun tilsyneladende Toivos Flugt; denne er kun det graviterende i Handlingen, det evigt flyttende, ogsaa det centripedale, og denne Flugt har Skildringer, som fuldt maaler sig med Verdenslitteraturen, for Eksempel Flugten over Isfladerne, Opholdet paa Koleraskibet og Slutoptrinnet i Gammelfogedens Gaard.
Handlingen er enkel: En Tjenestekarl elsker sin Husbonds Plejedatter, besvangrer hende og bliver haanet og sjoflet af sine Omgivelser, blandt hvilke Rivalen naturligvis ikke fattes, udstyret med allehaande Træskhed og Skurkestreger; da Bondens Gaard brænder netop den Nat, Toivo er flygtet, fordi Kæresten og han er blevet Uvenner over en Bagatel, mistænkes og jages han af Politiet, og gennem denne Jagt, der strækker sig gennem alle Elementer, saa godt som, og gennem alle Samfundslag, By og Land, rig og fattig, afslører Tom Smidth et Samfund, der brydes og bølger frem og tilbage under Tidens Tryk. Toivos Flugt er kun den sig evigt flyttende Kværgsølvkugle paa en Glasplade; naar man sætter Fingeren paa, smutter den videre.
Mange forskellige Milieuer lærer vi at kende. Bedst lykkes Skildringen af Fogedgaardens Forhold til Oplandet. Gammelfogeden Lekkonen er en gammel magtglad Despot, mens Sønnen Matti er Repræsentant for den nye Tid, hvor Ligestillelse og parlamentarisk Tænkning bryder frem. Fremstillingen at dette Bondesamfund er bred, men klassisk i sin sluttede og stærke Form. Der er store Partier i Bogens første Bind, der ikke er skrevet bedre, mere suverænt, mere gennemstraalet af Erindring og Oplevelse, i dansk Litteratur.
Og der er den lille By, Provinsbyen, vidt forskellig fra den kendte danske — og norske — Lilleby, med en egen Tjæreduft og Robustisitet over sig, og dog er den helt Udtryk for det spidsborgerlige, det forlorne og uægte, det opstyltede og naragtige, og i disse Skildringer dukker pludselig Forfatterens Lune op, et meget ejendommeligt lunt Humør, lidt fortidig af Lød, men sejrende, absolut sejrende, en Ironi, der skamløst udleverer sine Ofre med Hud og Haar, men paa en saadan Maade, at man paa Skoledrengevis gotter sig. Og dog er ogsaa her iagttaget den Livets Rigdom af Nuancer, ofte i den samme Person, Politimesteren er saaledes baade en Nar og et Menneske, klogt og godt Menneske, hvilket meget vel kan forenes.
Man læser denne Bog første Gang i eet Sug, man længes hjem efter den, man siger Nej til gode Venners Indbydelser, man læser Tom Smidth, man vil have Fred til dette, man lukkes øjeblikkelig ind i en helt anden og for os ny Verden, hvor alle de menneskelige Udslag, vi kender til og veed om, florerer og faar stortdimensionerede Former. Bogen er en Verden, vi ser den oppefra, som fra en Flyvemaskine, saa klart ligger den afgrænset, vi ser ganske tydeligt Menneskene færdes, vi ser den ogsaa indvendig, ser deres Glæder og Sorger, ser det Samfundsbillede, der brutalt avles af Menneskenes Bedrifter. Og midt i alt dette flygter Toivo stadig og tilsyneladende formaalsløst. Men det er ikke rigtigt. Han flygter med modent Overlæg, Forfatterens, nemlig; centripedalt og radiært flytter han hele Bogen og kommer derfor uvilkaarligt til at give Læseren et Legetøjsindtryk, han er en Slags Skæbnetumling, der ustandseligt dukkes, men lige saa ustandset rejser sig igen. Men Blyet mærkes. Toivo er mere en Gestalt end et Menneske. Forfatteren har kun i enkelte Glimt ladet ham være saa meget i Ro, at vi har kunnet kige ham i Sjælen. Et saadant Stille-Moment er hans Besøg hos Fyrmesterens Kone.
Flugt! ja — det er det mærkelige og dybt inspirerende og inspirerede ved denne store Roman, at der er mange Slags Flugt i den. Der er som ofte nævnt Toivos lidt forfatter-diktatoriske Flugt, der er Hilmas, for sig selv, Gammelfogedens — for noget lige saa vigtigt, Politimesterens Frem og Tilbage er ogsaa Skjul og Dølgen, de mange udprægede Skurke og Djævle, Bogen rummer, ser jeg helt bort fra. Liv og Tilværelse er paa stadig Flugt — og Skribenten, hvor er han? hvor træffer vi ham sikrest? er ikke ogsaa han ude paa Farten, efter et skjulende Ly? Det synes saa.
Men ingen har Ret til at forlange Stillesidden af ham. Flugt — hvem kender ikke til det? Ud af sin Kvide og Smerte har han skabt dette Storværk; det er ikke fuldkomment, men det er stort i Fejl og Fortrin. Det flytter os bort fra vor besværede Hverdag ind i den Verden, hvor Solen, Maanen og de elleve Stjerner nejer sig for de rene af Hjerte. I moderne dansk Litteratur staar Tom Smidths Roman isoleret, dens usædvanlige Handlingsstyrke, dens fremmede Milieu, dens indre dybe Spændvidde, af baade menneskelig og social Art giver den en kvalitet, der naturligt placerer den blandt de faa danske Arbejder, som naar ud til et større Publikum.
Cai M. Woel
Trykt i:
Flensborg Avis. - 2. juli 1936