Tom Smith [i.e. Smidth]: Hvor Oprør avles. Roman 1-2. Frederik E. Petersens [i.e. Pedersens] Forlag. 227 og 303 S.

Med Rette er der blevet klaget over den ogsaa i Danmark omsiggribende Tendens til at gøre Romanerne tykkere og tykkere. Naar jeg tilslutter mig Klagen, er det ikke, fordi jeg har noget imod at læse tykke Romaner. Jeg har læst mange af Verdenslitteraturens tykkeste Romaner ikke blot een, men flere Gange. Der er faa Ting, jeg sætter mere Pris paa end en tyk Bog, som man lukker med et Suk — fordi der der ikke er meget mere af den. Men de tykke Romaner, som nu er kommet paa Mode, faar mig ikke til at sukke paa den Maade. Som Læser maa jeg protestere mod dem, fordi de ikke fængsler mig og holder mig vaagen. Som Anmelder er jeg nødsaget til at konstatere, at Tykkelsen skyldes Vattersot og ikke frodig Fabuleringsevne og overstrømmende Skabekraft.

Disse Bemærkninger tager imidlertid ikke Sigte paa Tom Smiths [i.e. Smidths] Roman i to Bind "Hvor Oprør avles". Ganske vist: ogsaa denne Roman kunde gerne være kortere. Ganske særlig kunde og burde Dialogen være skaaret betydeligt ned. Men det vilde være uretfærdigt ikke at konstatere, at netop denne Roman har sin Tykkelse med langt større indre Berettigelse end de andre Romaner, som er kommet i dette Efteraar: Poul la Cours, Herdals, Johannes Wulffs, Marcus Lauesens o.s.v.

Det er et vældigt Stof, Tom Smith [i.e. Smidth] tumler med i sin Bog. Der er ikke noget at sige til, at det kræver Plads. Hovedpersonen er en ung Kæmpe, der lider Uret: Toivo Rautanpää. Der er Træk af Svend Due, men ogsaa af Michael Kohlhaas i hans Karakter og Skæbne. Baggrunden for hans Historie er den finske Skærgaard. Tiden er Aarene før den store Krig, som gav Finland Friheden, og Borgerkrigen mellem de Hvide og de Røde, hvis Udfald afgjorde, hvad den nyerhvervede nationale Frihed skulde bruges til.

Den gennemgaaende Historie er Tolvos Flugt fra Fængslet, hvor han er sat ind for Forbrydelser, andre har begaaet, hans eventyrlige Omflakken i Skærgaarden, hans utrolige og usandsynlige Redning fra Farer, som næsten stiller dem, Odysseus og hans Folk var udsat for, i Skygge; hans Hjemkomst til Egnen, hvor han plumper ned i et Bondeoprør og af en ren og skær Fejltagelse kvaser en Politibetjent ved at kaste ham mod en Mur — for Toivo kæmper nemlig paa Gammelfogedens Side mod Bønderne. Romanen slutter med, at Toivo faar en Fængselsdom paa 6 Aar, som han ikke har gjort sig ufortjent til, selv om det ikke var ham, som begyndte at gøre Uret i denne efterhaanden indviklede Sammenhæng. Naturligvis er det haardt for Toivo, men det kunde nær være gaaet ham meget værre — hvad ingen, som læser Bogen, faar Lov at være i Tvivl om. Og medens han sidder i Varetægtsarrest, fødes der ham en Søn paa 7½ Pund. Der staar ikke noget om, at Toivo og Hilma og Barnet vil blive forenet, før de seks Aar er gaaet eller i alt Fald, naar Straffetiden er udløbet, men ingen Læser er saa pessimistisk, at han eller hun vil anse det for udelukket.

Men dette er kun en lille Brøkdel af denne Romans Indhold. Der er et Mylder af Personer, og nogle af dem staar med episk klare Konturer — det gælder særlig de mere periferiske Personer — medens andre, de gennemgaaende Personer, skades af en for udpenslet Udførelse. De virker overlæsset — særlig Borgmesteren v. Quanten, hans Fuldmægtig Kreki, Boghandleren Xavius og Smuglerkongen Björkkvist. Det er saa meget mere ærgerligt, som man har paa Fornemmelsen, at der mangler dem saa lidt i at være helt vellykkede. Den humoristiske Sovs, Forfatteren retter dem an i, gør meget til at ødelægge den Virkning, som disse Personer, berøvet al Omstændelighed og Kommentar, vilde have været i Stand til at udløse.

Foruden Personerne i Bogen er der ogsaa Handlingen. Den er spækket med saa mange Slagsmaal, at de vilde kunne forsyne en 3-4 Gangster-Films. Jack Londons mest slagsmaalsmættede Romaner er rene Skoleskovture i Sammenligning med Toivos Eventyr og Bedrifter i Skærgaarden. Man spolerer en Virkning ved at trække for store Veksler paa den. Tom Smith [i.e. Smiddth] er altfor dygtig, kundskabsrig og begavet en Digter og Forfatter til at skrive noget, som er daarligt. Men han forstaar ikke, at for meget af det gode virker trættende. Hans Grundighed arbejder imod ham — og tillige imod Romanens Illusion. Der er saa meget Handling i hans Roman, at den næsten slaar Læseren for Planeten. Og Toivo undslipper saa mange Gange i Træk den visse Død, at man til sidst opgiver at være bange for hans Skyld. Han kan simpelthen ikke slaas ihjel. Han har et fortryllet Liv. Porthos i "De tre Musketerer" og den kæmpestore Zulu i Ridder Haggards Romaner (med et Navn, som ikke kan sættes paa Papiret efter Hukommelsen) dør dog, da de faar en Sten saa stor som et lille Bjerg over sig. Men hvis Toppen af Mount Everest faldt ned paa Toivo, vilde det ikke skade ham mere, end hvis en anden blev ramt i Panden af en Ært fra en Slangebøsse.

Man har Lov at gætte paa, at Tom Smiths [i.e. Smidths] Roman har kostet ham mange Aars Arbejde. Kunstnerisk kommer den ikke paa Højde med hans Novellesamling "Finmark". Men af alle de tykke Romaner, som er udkommet paa Dansk i Aar, er hans ikke blot den tykkeste, men ogsaa den mest episke. Fejl har den, altfor vidtløftig er den, Dialogen tager for megen Plads op, Psykologien (altsaa Beskrivelsen af det, som foregaar i Personernes Indre) er kun daarligt forbundet med den ydre Handling; derved kommer der noget stakaandet ind i Fortællingen, et usikkert og svagt Element. Den humoristiske Tone klikker ... men trods alt staar vi her overfor en Roman af usædvanlige, ogsaa kunstneriske og digteriske Dimensioner. Sejre vil den næppe, men hvis denne Roman gaar ned, fortjener den i alt Fald, at de, som skriver om Bøger, mander Ræer for dens Undergang.

H. K. [i.e. Henning Kehler]
Trykt i:
Berlingske Aftenavis. - 6. december 1935