Tom Smidth: Hvor Oprør avles. I-II. Frederik E. Pedersens Forlag.

For tolv Aar siden udgav Hr. Tom Smidth en lovende Bog, "Finmark", en Novellesamling, i hvilken man kan finde Fortællingen "En Væddekørsel", der fremfører tre Personer, hvis indbyrdes Forhold danner Romanen i "Hvor Oprør avles". Deres Navne er Hilma, Toivo og Ture. Selve Væddekørselen i Novellen mellem de to Rivaler Toivo og Ture om den fælles Pige Hilma er ogsaa gjort til Led af den nye Bog. Men der skal ikke gøres nogen Hemmelighed af, at Stoffet er vokset i Længde og har udvidet sig i Omfang siden dets første Fremkomst i Novellen, eftersom "Hvor Oprør avles" er blevet til en Roman paa 500 tætte Sider. Europa over vaander Anmelderne sig. Mr. Chesterton sukker for. Naar vil den korte Roman atter komme paa Mode?

Hr. Tom Smidth skal ikke hænges, fordi han følger Moden. Han har dog skrevet en Bog, om hvilken der bør siges, at den er en Præstation, Forfatteren har villet vise os det Finland, hvoraf det nuværende er født, Finland fra Tsarismens sidste Epoke. Og man oplever Synet af et Land, der under Voldsmagt udefra uansvarligt tumler fremad mod den store Omvæltning, der gennem usigelige Trængsler skulde forløse det.

Handlingen foregaar i en Købstad ved Havet. Udenfor breder sig den finske Skærgaard. Indenfor ligger Gaarde og Marker. I Købstaden findes et svenskpræget Embedsaristokrati, der værger sig paa Liv og Død mod Russerne og hæderligt, men bureaukratisk stræber at opfylde sin Pligt overfor Befolkningen og hindre den moralske Ødelæggelse, som vokser skæbnesvangert under russisk Indflydelse, idet en hel Tammany Hall eller Mafia er ved at danne sig, en SammenrotteIse af Smuglere, Voldsmænd og Forbrydere, hvis lovløse Næring gaar udenlandske Slynglers Ærinde, og som enige i Forbrydelsen øver Terror overalt. Hovedmanden er den ovennævnte Ture.

Endvidere er der Bønderne, der atter deler sig i Storbønderne, som er velsindede, men herskesyge, og Smaabønderne, der forlanger at blive selvstændige. Og der er de besiddelsesløse, der indtil videre ikke kender Udveje for sig i Samfundet. Typen er den stærke Toivo, Bogens Helt, der møder Ondskaben og Uretten i Tures Person, og en lang Tid holdes skilt fra sin højsindede Pige Hilma, som halvt er af finsk Almue, halvt af svensk Adelsblod. Toivo maa lide og kæmpe, han anholdes paa falsk Anklage som Brandstifter, bryder ud af Fængslet og flygter under umenneskelige Kraftydelser ud gennem Skærgaarden, men kommer hjem til Byen for at begynde et nyt Levned under Loven. Og bliver saa ved en Fejltagelse og ganske uforvarende Drabsmand, og maa begynde sit nye Levned under Loven i et Tugthus. Hilma føder hans Barn og venter i Kærlighed paa hans Løsladelse.

Ved Toivos Udvikling til kulturel Personlighed bringes Frihedens og et nyt Samfunds Forjættelse til Verden.

Man maa nu dog ikke tro, at de 500 Sider er fyldt med social-teoretiske Afhandlinger og den Slags dødt Stof. Hr. Smidth har for megen Intelligens til at ødelægge sit Værk paa den Maade. Bogen er fuld af Handling og Handlinger, snarest for meget deraf. Her flyves og fares og sejles. Der sker kolossale og utrolige Ting. Nok har man hørt at Finnerne skal være helt umaadeholdent udstyret med Kræfter. Og Toivo er aabenbart den stærkeste af sin Tids Finner. Men alligevel. Hvad den Mand udretter med sine Næver og Arme og de primitive Redskaber, som Næverne og Armene faar fat i, er mere, end hvad Herkules og Samson og Camera og tyve Kæmpenegre og den stærke Bager fra Kjellerup tilsammen kunde udrette. Set under den Vinkel er de 500 Sider alt for lidt. Alene Stormen paa Storbondens Gaard — i Bogens sidste Afsnit — er et Overbud til Homer, der faar hans Iliade til at udgive Vejret med en forknyt Piben. Det ophører at være en Optagelse efter Naturen. Det er Tegnefilm.

Tom Smidth har bidt Tænderne sammen og med bevidst Overlæg sat al Besindelse til Side. Han gennemvæver sine Skildringer med Drømme, Varsler og Syner. Finland forude! raaber han og giver fuldt Pres for sin Opfindelsesevne. Og selv om man nægter og indsiger og protesterer, rives man jo med, idet man lover sig selv at gøre Regnskab op med Hr. Smidth, naar man er færdig med hans Bog. Hvilket altsaa hermed er gjort.

Regnskabet afsluttet, men Retfærdigheden staar tilbage. Tom Smidth er slet ikke nogen stor Skribent, hans sproglige Evne er temmelig mangelfuld, naar Skildringen ikke løfter ham og giver ham Vejr under Vingerne. Men se, han har taget en kæmpestor Stenblok i Favnen, og han har som en anden Toivo stemmet den i Vejret. Han har skrevet en Bog, som han vilde, og den virker, saaledes som han vilde, at den skulde: Den er hele Finland — for en Danskers Øjne. Mere kan vi ikke svare for.

Vi tror paa, at det væsentlige i Bogen er rigtigt. Bogen lønner sin Læser. Den kræver Tid. Men Stemningen er jo for de lange og svære Romaner, Underligt nok, da man dog klager over Slægtens unaturlige Hastværk. Der er altsaa dog Maade med Hurtigheden, naar man tænder Lampen og griber til Bogen og drejer Hanen om paa den automatiske Sladderhank.

Hans Brix
Trykt i:
Dagens Nyheder - Nationaltidende. - 27. november 1935