Tom Smidth: "Hav og Stjerner." (Klintes Forlag.)

Hvor den er monoton og trættende, denne evige Ordenes Ekstase, der i Virkeligheden er lige saa tom og hul, som den er uforanderlig og utrættelig i moderne Lyrik.

Thi der er vel ingen Tvivl om, at den naturlige Vej til at skrive gode Vers er den, at de dybeste Følelser, de oprindeligste Toner føder de simpleste Ord, de enkleste Klange, at den Digter, der har noget stort og stærkt paa Hjerte, han har ikke Stunder til at søge efter de store, vidtløftige Gloser ligesaa lidt som til at lytte efter den flottest klingende Rytme et Sted i sin Bevidsthed – og det er heller ikke nødvendigt, begge Dele kommer til Verden samtidig, i Følge en indre Harmoni, som er Digterens.

– Tom Smidth er en Versenes Komponist, en enkelt Strofe som denne:

Igennem Tiden rinder
en Evighedens Strøm,
og den, der Floden finder,
han glider bort i Drøm,

er et lykkeligt Fund, en lille Diamant; fin i Støbningen, klar i Tankens Glas.

Af den er der en Del. Men ingen Taarer. Ingen Smil.

–b –e.
i:
København. - 3. december 1923