Chr. Rimestad omtaler nedenfor Unge Digteres Foraarsbog, skrevet af Ingeborg Jerk, Knud Bruhn-Rasmussen, Tom Smidth og Johannes Weltzer, samt Tom Smidths Længslernes Bog ...

Fire unge Digtere har slaaet sig sammen og udgivet en Foraarsbog. Formatet er stateligt kvart, Papiret udadeligt, og Hr. Erik Jerk (en Søn af Johannes Jørgensen) har leveret et soigneret Portræt af hver af Bidragyderne. Det er længe siden, ungs Digtere saadan er optraadt i samlet Trup. For tolv Aar siden, paa et Tidspunkt, hvor baade Seedorf og Bønnelycke endnu var Skoledrenge, forenede bl. a. Friis-Møller, Juel, Ahlmann sig for at vise, hvad de formaaede, og for mere end tyve Aar siden henvendte Datidens Unge: L. C. Nielsen, Louis Levy, Harald Kidde, Kai Hoffmann sig til Offentligheden, ikke som en "Skole", men som en Gruppe med nogenlunde fælles Sympatier og Aspirationer.

De fire unge Digtere, som har skrevet "Foraarsbogen", kan ingenlunde siges at repræsentere udtømmende den yngste danske Poesi. Snarere kan man konstatere, at deres Tendenser gaar paa tværs af visse fremtrædende hos deres Jævnaldrende. De er hverken Futurister eller Kubister eller Ekspressionister, endnu mindre Dadaister, de arbejder videre i de Retninger, Halvfemsernes Lyrik har anvist, og bekymrer sig ikke om at være med paa de sidste Moder. Den mest begavede af disse fire Digtere, Hr. Tom Smidth, vender sig endog i Digtet "Prolegomena til et Satyrikon" polemisk mod en vis Form for Modernisme, som oprindelig blev indført af Johannes V. Jensen, og som denne store Lyriker i Prosa stadig har været ene om at gøre til uomtvistelig Poesi:

Man fylder hele Bind med Futten, Sprutten,
med Hvæsen, med Benzin, med Tik og K1ik,
med Gear og Hestekraft og Mil og Trutten,
med Løb og Tips, der passer paa en Prik!
Med Fremmedord vi faar en rædsom Rutten,
med fem Ark Vers man har en Mekanik.
Dynamo, Startsving, Rat og Karburator
er Gloser for Lyrikens Triumfator.

Tom Smidth er af disse fire den, der har udviklet den sikreste Kunst. Man kan i denne Haandfuld Vers her ligesom i hans to Digtsamlinger spore Paavirkninger baade fra fransk og dansk Lyrik, men det er efterhaanden lykkedes ham at frigøre sig saadan, at det tilegnede er blevet en Hjælper til poetisk Selvudfoldelse. Jo enklere, solidere hans Vers er bygget, des større bliver Virkningen. De tre sidste Strofer i ovennævnte Digt har en ædel Klang, en rig og rolig Fylde, noget fuldmodent og højtideligt festligt. Det kan ved første Læsning synes kunstfærdigt, men det vinder for hver ny Gang, man lytter til dets Musik: det bliver virkelig som Naturens eget Aandedrag, der langsomt bølger ud og ind gennem Versenes omhyggeligt drevne Smedejernsgitter.

Naar han eksperimenterer med Rytmer, bliver Resultatet ikke saa tilfredsstillende. I det i flere Retninger originalt følt og originalt formede digt "Til min Moder", anvender han i fire Strofer anapæstiske Fødder, der meget vanskeligt kan undgaa at skurre, fordi Optakten er rent trokæisk. Modsætningerne kommer til at virke som Ild og Vand.

I "Længslernes Bog" (Martin) er det første og sidste Digt fuldgyldige Eksempler paa, hvor denne Poets Evner slaar til, og hvor dc kommer til kort. I Slutningspoemet "Doras Meriter" har det været hans Hensigt at levere et Stykke Moderne Rokoko. Men Forsøget er ikke faldet heldigt ud. Den alt for store Ophobning af Rim i den første Afdeling, "Fantasi paa Doras Navnedag", snarere trykker end letter Stroferne, og de kan ikke faa Vind nok under Sejlene, det bliver en brydsom Fart. Han har uden Held villet konkurrere med en Digter, hvem Gratien er medfødt: Hans Hartvig Seedorf. Ligesom Satiren i det følgende Afsnit er for eftertrykkelig, virker ogsaa den erotiske Poesi i det sidste mere som kunstigt eftergjort Rokoko end som et naturligt Udtryk for Stoffet. Derimod har Indledningsdigtet "Min Oldefaders Pibe" netop noget særegent og stærkt naturligt i sit Tonefald. Formet af en ringere Digter vilde det blot være blevet en hyggelig Passiar, men den sikre og udsøgte Kunst har adlet det, faaet det til at spille diskret mellem Smil og Alvor og sammensmeltet, man fristes til at sige saa inderligt, Mindelserne om Faderen, Søfareren, med Erindringerne om den franske Poet, Digtet er tilegnet:

O Baudelaire, Mester,
paa denne Vinterdag
besøgt af Mindets Gæster
helt fjernt fra Stadens Jag

jeg ryger til din Ære
i Tankens blide Stund
den Urt, som Tyrker skære
for Su1taninders Mund.

Fra Hamborgs dovne Alster
min Merskumspibe kom
til Moseby paa Falster
med samt et Anker Rom.

Som Baudelaires Digte er gennemtrængt af Dufte fra den tropiske Natur, han lige skimtede i sin pure Ungdom, saaledes staar der op af Røgen fra den Pibe, den unge danske Digter bakker paa, en Sky af Minder, en Dis af Dufte fra alle de fjerne Steder i Verden, der trofast havde fulgt hans vagabonderende Fader. Og derfor kan han ogsaa uden alt for mange Skrupler tilbyde sin Mester denne Sang:

Lad Dufte blive Toner,
lad Syner blive Sang,
en Offerdamp for Troner,
hvor du har Plads og Rang.

Modtag blandt ædle Manes
en Klang fra Jordens Pol,
hvori dog Duften anes
af Sekler og af Sol.

...

Chr. Rimestad
i:
Politiken. - 19. maj 1922