Blandt de unge Digtere, som udgør det alleryngste Kuld, har man adskillige Gange set Navnet Tom Smidth under Vers, der har hævet sig frem for de andres. Han havde større Myndighed, større Modenhed. Det Indtryk bekræftes gennem disse to Digtsamlinger. Han er behagelig fri for de mange dilettantiske Reminiscenser, som findes hos de fleste yngre Versmagere, og han kan forme en Strofe, saa den baade indtager ved sin Sødme og gør sig bemærket ved sin Form. Vers er ham en naturlig Sag. Naar man har nydt adskillige Digtsamlinger, hvor Pointet synes at være den Skrivendes Ønske om partout at være Digter, er det behageligt at stedes for Vers, der øjensynlig er bleven til, fordi den Skrivende er Digter.

V.
i:
Verden og Vi. - 30. april 1922