En Samtale med en af de yngste blandt de unge Digter.

Sammen med Pragt-Autoernes legio, sammen med alt det, der prægede Krigens kaotisk-gyldne Tid, forsvandt et andet af Tids-Fænomenerne – de litterære Kliker. Ak, medens Dansen gik istaa i gyldne Sale, blev ogsaa de unge Digteres Guldalder forbi.

Iaar er der én eneste Bog fra det alderyngste Kuld: Unge Digteres Foraarsbog – den ensomme Svale, der ingen Sommer gør. Fire af de yngste Digtere har sendt den ud, og én af dem fortæller os om sig selv og om sine Kammerater. Det er Johannes Weltzer, en purung Mand, der allerede har skrevet tre Digtsamlinger, uden at tabe Modet.

– Foraarsbogen, siger Johannes Weltzer og fæster alvorligt sine nikkelbrilleindfattede Øjne paa mig, er et Standardarbejde, et Udtryk for hvad de alleryngste er og kan.

– Et Udtryk for, hvordan vi, arbejder, den saa at sige ridser Profilerne op for hver enkelt af os. Den indeholder fire Digtsamlinger, Ingeborg Jerks, det er Naturdigte, Knud Bruun-Rasmussen, han er Prosa-Lyriker, Tom Smidths, der er satiriske Digte og mine egne.

Hvad mener de yngste om Motor-Lyriken?

– En af os har kun det Maal at bekæmpe den, vi andre lærer af dens bedste Egenskaber og glemmer dens slette.

– Hvad mener De om Tiden?

– At der skal arbejdes, men arbejdes frit. Og – vi er ikke Sortseere paa noget Punkt.

– De lever paa Feltfod?

– Ja vi tænker ogsaa paa at kalde vort Forlag "Klinte", det vandrende Forlag.

Eric
i:
BT. - 3. april 1922