Ingeborg Jerk – Knud Bruun-Rasmussen – Tom Smidth – Johannes Weltzer.

»Unge Digteres Foraarsbog». Klintes Forlag, Roskilde, 1922.

Fire unge Digtere!

Det er karakteristisk, at man skal til at tage fire ad Gangen. Saa mange er der nemlig nuomstunder. Vel at mærke unge Digtere. De bliver jo ikke allesammen lige gamle!

Med faa Aars Mellemrum skyder der et nyt Kuld op. Det kommer, ser og sejrer – en kort Stund. Saa dør det igen, som Kuld betragtet, kun Enerne bliver tilbage. Og Nullerne tager det fornuftige Parti at gaa over i anden Virksomhed.

Hvem husker ikke, med hvilken Brask og Bram, Hr. Emil Bønne1ycke for et Par Aar siden mødte frem med sin Trup? De sang om Asfalt og Cykleklokker og Lokomotiver og Skrivemaskiner, og for at det med uafviselig Tydelighed skulde gaa op for Menneskeheden, at de kom og indvarslede en ny Tid, akkompagnerede de Sangen med Revolverskud og illustrerede den med Luftspring. Kup'et lykkedes. Det var i Krigens og Gullasch'ens forvirrede Epoke, Danmark blev taget med Storm, og Hr. Emil Bønnelycke blev Konge for en Dag, Nationens berømteste Søn i tre Maaneder. Saa afsatte man ham, og han maatte begynde forfra. Og nu arbejder han sig op som en anden gammeldags Digter, uden Revolverskud og Saltomortaler, kun drevet frem af den hellige Ild, der altid vil brænde i en Digters Sjæl.

Imens er nye Hold groet frem, og blandt dem er de fire, der har udsendt »Unge Digteres Foraarsbog«

Denne Bog kommer endnu før Foraaret har faaet Bugt med den barske Vinter. Den kommer kun som et Varsel, en smuk Spaadom om Vaaren. Den kommer alene, og den er ogsaa noget for sig selv.

Først og fremmest er det en stilfuld og statelig Bog. Den er trykt i stort, kvart Format og paa svært Papir, og den unge Kunstner Erik Jerk har prydet den med sine særprægede Træsnit og Tegninger ...

Og Indholdet?

Ja, det er ikke helt tilfældigt, at netop disse fire har slaaet sig sammen i denne Bog. Skønt de paa mange Maader er forskellige, er der et vist aandeligt Slægtskab imellem dem. Een Ting er de i hvert Fald enige om: at de vil bort fra Cykleklokkerne, Lokomotiverne, Revolverskuddene og Saltomortalerne og ind til det, der altid maa og vil være Digtekunstens Kærne, de evige Værdier og de uforanderlige Sandheder, der staar som Klipper og Tinder, mens alt andet rasler sammen og bygges op igen under skiftende Tider og Moder.

...

Tom Smidth møder frem med en Række »Solbilleder«, muntre, friske, djærve. Han dyrker med Held Satirens Kunst og gaar ikke af Vejen for smaa aktualiteter, endog med ret tydelig Adresse til kendte Personer og Forhold. Han løber dermed den Risiko, at han Vers kun blomstrer i Dag, men falder sammen som Valmuen i Morgen. Dog er der ogsaa Ting af mere blivende Værdi blandt hans Solbilleder, og der er baade Kraft og Mod i hans Strofer.

...

Kr. Jespersen
i:
Roskilde Dagblad. - 1. april 1922