Martins Forlag har i et nydeligt Udstyr udsendt en Digtsamling af Tom Smidth med Titlen "De skønne Skyer". Bogen er en Debut. Men intet af Digtene bærer Præg deraf. Man synes at staa overfor en gammel, øvet Kunstner. Der benyttes fortrinsvis Verseformer, der stiller betydelige Krav til sprogligt Øre og teknisk Kunnen. Tom Smidth magter dem alle. Der findes ingen Mangel ved hans Versbehandling. Stundom synes Hjærtet at være dækket for godt bag disse sindrige og kølige Former.

Men Tom Smidth er en Digter. Hans Billeder er originale og rammende, og han evner med faa Linier at give et overraskende klart og kønt Udtryk for sin Tanke. Som f. Eks. dette:

     Se, jeg straaler, synger Solen,
     som en Bondetøs fra Polen
     med et højrødt Klæde om min bare Hals.
     Se, jeg straaler, synger Solen
     i Forundringslænestolen;
     for Alverden er mit muntre Smil til Fals.
     Se, jeg straaler, synger Solen,
     som en Pigelil, der længes mod en Vals.

Bedst synes jeg om hans Stemme, naar den lyder i ganske enkle og stilfærdige Vers. Han mestrer de pompøse Former, men intetsteds naar han højere end i de simple og inderlige "Vers og Viser". Er dette ikke kønt:

     Solen sank ned som en flammende Rose,
     Skytæppet mister sin Farve derude,
     ret som naar Kærterne slukkes ved Nat
     bag Domkirkens malede Rude.

     Stjernerne blinker, og Skyernes Dragen
     ligner et Ligtog med flakkende Fakler,
     Vindene synger, vemodigt en Sang
     og gynger med Birkenes Rakler

Tom Smidth er i Pagt med det bedste i den nye Tid. Hans Haand er rolig, og hans Stemme er dyb - og vemodig.

Knud Bruun-Rasmussen
i:
Klinte. - 1. årg., nr. 4 (3. februar 1921)